Det er blevet tid til det fjerde og sidste tilbageblik på 2016. Det har handlet om vinteren, foråret, sommeren og i dag efteråret. Jeg ved ikke om det er fordi det er den periode, der ligger nærmest, men det føles afgjort som årets travleste periode. Jeg rejste næsten mere end jeg var hjemme, vi lancerede et helt nyt blognetværk og jeg fik lov til at designe mine helt egne sko, for et af mine yndlingsbrands.
Det har været en god periode, med drømme der er gået i opfyldelse og et hav af farverige vægge. Men der har også været søvnløse nætter, hvor min hjerne har arbejdet på højtryk for at få det hele til at gå op i en højere enhed.
I begyndelsen af September rejste jeg til Warszawa for at besøge min veninde, som har været i praktik dernede i løbet af efteråret. Det skulle vise sig at være en vildt sej by, som bestemt er et besøg værd.
Jeg var til Emilies helt fantastiske bryllup, som fandt i sted i en baggård på Frederiksberg. Jeg var hoppet i den flotteste kjole fra Munthe.
Jeg nød, at sensommeren viste sig fra sin fineste side.
Jeg lavede mit livs bedste coleslaw. En asiatisk en af slagsen og delte naturligvis opskriften.
Kat og jeg var i L.A og selvom det var en rejse, som bød på en ret udfordrende start, så blev jeg bestemt ikke mindre forelsket i byen. Jeg skylder jeg i øvrigt stadig en guide og den får I snart <3
Vi besøgte The Beverly Hills Hotel, som afgjort det er vildeste hotel, jeg har set i hele mit liv. Jeg SKAL prøve at bo der en dag 🙂
Jeg skrev et indlæg om hvorfor jeg ikke har en kæreste og hvordan jeg egentlig har det med det.
D. 1 Okotober lancerede vi vores helt nye netværk, Society B. Det var lidt af en forløsning, for det var noget, som vi havde arbejdet på i flere måneder. Det krævede naturligvis en kæmpe fest og den gik over alt forventning.
Og jeg hoppede i den smukkeste kjole, jeg længe har haft.
En af efterårets mange rejser gik til Bruxelles og Antwerpen i Belgien. I mine øjne er begge byer enormt undervurderede og en helt oplagt som en weekendrejse-destination. Jeg har naturligvis lavet en guide til Bruxelles og en til Antwerpen.
Jeg fik besøg af søde Emma Martiny i min venindebog.
I November skød vi kampagnebilleder til designsamarbejdet med Gardenia og jeg delte en lille video fra dagen.
Jeg gjorde noget så skørt som at få restylane i mine kinder og smilerynker.
Jeg delte billeder fra min hjemmekontor og fortalte lidt om, hvordan det egentlig er at arbejde hjemmefra.
Jeg var til Zalando Style Awards og var iført en kjole med små stjerner og lange støvler.
Størstedelen af November gik med at rejse. Først til Marokko, så lige hjem og vende en enkelt dag og derefter hele vejen til Thailand.
Marokko var fin, skør og ikke mindst farverig. Jeg skylder jer stadig et længere indlæg fra turen, men et enkelt postkort fik jeg dog sendt.
Turen til Thailand var magisk og var en helt perfekt pause fra kedelige og lange November. Jeg kunne godt bruge flere af de her stunder.
Et af året højdepunkter, sådan rent karrieremæssigt, var naturligvis da Kat, Marie, Frede og jeg fik lov til at designe vores egen sko for Gardenia. De landede i butikkerne og hos Zalando d. 15 December og der kan de stadig købes <3