Grøn karry med kylling – en sikker vinder
Min kærlighed til det asiatiske køkken kan jeg vist ikke helt skjule og jeg har efterhånden også snakket om det en deeeel gange herinde. Endda så sent som i min seneste opskrift. Men altså, det er jo også bare et vanvittigt lækkert køkken og sådan et, der bliver ved og ved med at overraske og vokse på mig. Jeg bliver ved med at lære noget som smagene og de forskellige krydderier, og jeg øver mig stadig på at komme tæt på the “real deal” og skabe de smage, hvor det bare smager autentisk.
Jeg har efterhånden været vidt omkring – hvilket opskriftindexet herinde også vidner om. Men noget, jeg faktisk aldrig selv har lavet, er en grøn karry. Spørg mig ikke hvorfor, for det er en af dem, jeg ofte bestiller, når jeg spiser ude – hvis den er på menuen, naturligvis. Men en god klassisk thai-restaurant, har naturligvis en grøn karry og uden at vide det med sikkerhed, så tænker jeg, at den ligger i top 5 over de mest traditionelle thailandske retter.
Den bedste karry pasta
Den er super nem at lave – og fuldstændig ligesom Panang og en klassisk rød karry, så kræver den bare en god karrypasta. Dem kan man efterhånden købe i langt de fleste supermarkeder. Men hvis man bor tæt på et asiatisk supermarked, så vil jeg klart anbefale, at man køber denne fra Cock Brand. Deres versioner er altså nogle af de bedste – og jeg har også ladet mig fortælle, at det kan fryses ned.
Min opskrift en god klassisk grøn karry er super nem og den kan laves på under 30 minutter. På mange måder er det en helt perfekt hverdagsret. Som udgangpunkt er grøn karry en relativ spicy ret, så hvis man ikke er så modig på den front, så skal man nok lige holde igen med den grønne karry pasta.
Grøn karry med kylling
Ingredienser
- 200-300 gram kyllingefilet (oksekød kan også sagtens brugs)
- 2 spsk grøn karry pasta
- 1 dåse kokosmælk
- 1 dl vand
- olie til stegning
- 2 fed hvidløg
- 1 løg
- 3 kaffir limeblade
- 1 spsk sukker
- 2-3 spsk fiskesauce
- saften fra en lime
- broccoli (eller en anden grøntsag. Mængden vælger man selvfølgelig selv)
Til servering
- ris
- frisk koriander (hvis man er på det hold)
- peanuts
Tilberedelse
- Skær kyllingen i mindre stykker og steg den gylden i lidt olie på dyb pande eller i en wok. Tag den af, når den har fået nok.
- Snit løg og hvidløg fint og og steg det på panden ved høj varme i lidt olie.
- Tilsæt den grønne karry pasta og limeblade.
- Tilsæt kokosmælk og vand og lad det hele koge op. Tilsæt mere vand, hvis du ønsker den tyndere.
- Tilsæt sukker, lime og fiskesauce og smag til.
- Tilsæt til sidst broccoli. Den skal endelig ikke have for meget, så den bliver for blød og udkogt.
- Server straks med ris, peanuts go frisk koriander.
De rigtige smage
Når vi snakker om hjemmelavet thaimad, så er den største udfordring altid, at ramme den der helt autentiske smag. Det burde være så simpelt, for langt de fleste opskrifter består primært af kød, kokosmælk og et karry-krydderi eller pasta.
Efter mange forsøg og halvkedelige resultater, har jeg øvet mig en del i det thailandske køkken og jeg er nok bare kommet frem til, at hemmeligheden ligger i detaljen. I en ret som denne, er det f.eks friskesauce, sukker, lime og ikke mindst kaffir limeblade, der gør den store forskel.
Særligt sidstnævnte er virkelig vigtig. Min veninde gav mit et tip om, at man faktisk kunne købe dem på frost og at de tilmed gav et endnu bedre resultat end de tørrede. Ærligt, så tænkte jeg “at det da ikke kunne gøre den helt store forskel”. Men jeg gav det et skud og jeg kan kun give hende ret. Det gør en kæmpe forskel.
Så venner – køb jeres kaffir limeblade på frost (de findes hos de fleste grønthandlere) og glem dem endelig ikke, når I laver grøn karry.
Det perfekte tilbehør
Okay, når vi snakker grøn karry (eller bare en karry i det hele taget) så giver det jo næsten sig selv. Der findes kun en slags perfekt tilbehør og det er selvfølgelig ris. Personligt er jeg mest til basmatiris, men her bruger man selvfølgelig bare den slags, man bedst kan li. Og hvis smagsløgene tillader det, så husk endelig den friske koriander og de hakkede peanuts. Og sjat frisk lime kan altså også gør underværker.
Mere asiatisk?
Hvis man har fået smag for flere asiatiske retter, så findes der heldigvis en del her på domænet og her er nogle af mine favoritter:
Okonomiyaki – japanske pandekager (SÅÅÅ gode!!!)