Okonomiyaki – Japanske pandekager

okonomiyaki

Okonomiyaki – Japanske pandekager

Okonomiyaki – a hva for noget, tænker du måske? Det gjorde jeg i hvert fald og jeg indrømmer gerne, at jeg slet ikke kan stave til det. Så ja, jeg har lavet en copy/paste under hele udarbejdelsen af opskriften her. Jeg aner heller ikke sikker på hvordan man udtaler det – men så er det jo heldig, at det ikke er en nødvendighed i den her konstellation.

Hvad jeg til gengæld er sikker på er, at det er en fuldstændig vidunderlig spise. I ved, en af dem, som man har lyst til hver gang man kommer i tanke om den. Min besættelse begyndte for et par uger siden, hvor jeg var inviteret til middag hos min veninde, Rikke. Hun er lidt af et geni i et køkken og helt ubesværet stod hun der i dit afslappede tøj og biksede sådan et par ” japanske pandekager” sammen.

Selvom ingredienslisten er forholdsvis simpel og ikke som sådan indikerer, at man bliver mødt af en – ja vel nærmest smagseksplosion – så er det faktisk præcis det, man gør. En bid, og jeg var solgt. Kombinationen af det bløde fra de stegte grøntsager, salte fra fiskesaucen og cremede fra æggemassen, får det hele til at gå op i en højere enhed.

Jeg bad naturligvis Rikke om opskriften, men som hun sagde, så “lavede hun den bare lidt på slum”. Derfor har jeg prøvet mig frem op til flere gange siden og selvom det ikke er gået decideret dårligt på noget tidspunkt, så synes jeg endelig at være nået frem til det bedste resultat. Et resultat der er så godt, at jeg også kan dele opskriften med jer 🖤

okonomiyaki

Okonomiyaki – Japanske pandekager

5 fra 2 stemmer
Antal: 12 stk
I alt45 minutter

Ingredienser

  • 1 spidskål
  • 3 gulerødder
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 4 æg
  • 2 dl grøntsagsboullion
  • 3 dl mel
  • 1 spsk fiskesauce
  • Olie til stegning

Til servering

  • Friske forårsløg
  • Hoisinsauce eller chilimayo

Noter

Tip 1.0: Hvis du føler at massen er for flydende, når alle delene er blandet sammen, så kan du med fordel tilsætte lidt mere mel. Det er egentlig bare at prøve sig frem. 
Tip 2.0: Hvis der skulle sidde nogen og undre sig over, at retten ikke indeholder salt, så skyldes det ganske enkelt, at fiskesaucen udgør det salte element og det klarerer den helt fint. 

Tilberedelse

  • Start med at hakke hvidløg og løg og svits det i lidt olie på en pande, til de bliver gyldne.
  • Skær eller riv derefter spidskål og gulerødder i fine strimler.
  • Bland boullion og mel og lad dejen stå og hvilke i ca. 10 min.
  • Pisk æggene sammen og hæld dem ud over gulerødder og spidskål og tilsæt de stegte løg og hvidløg, samt fiskesauce.
  • Tilsæt efterfølgende mel – og boulliondejen og fordel den jævnt. Hvis massen er for flydende, kan man sagtens tilsætte mere mel.
  • Steg de små pandekager på en pande i rigeligt olie. De skal have et par minutter på hver side og være faste i konsistensen og gyldne på overfladen.
  • Server med en god salat, friske forårsløg og evt. Hoisinsauce eller chilimayo (eller begge dele)
okonomiyaki

Den gode konsistens

Som sagt har det krævet et par forsøg for at finde frem til den helt rigtige konsistens og her har den største udfordring primært været i mel – og boullionblandingen.

Første gang lavede jeg en relativt “flydende” dej og det blev ikke helt godt, da den blev endnu mere flydende i mødet med æggemassen. Senere har jeg prøvet mig fem til at gøre dejen mere fast og min erfaring siger mig, at resultatet bliver rigtig godt med lidt mere mel end vand. Og hvis den sammenblandede masse stadig er for flydende, så kan man snildt tilsætte mere mel. Når der er styr på alt det og man kommer til stegningen, så er det bare vigtigt, at man ikke sparer på olien. Det er den sprøde og friterede skorpe, der giver prikken over i’et.

Tøm køleskabet

Hvad der også er værd at nævne er, at man nærmest kan bruge alle salgs kål i en okonomiyaki. Spidskål er dog den mest hyppige, men i min research er jeg også stødt på versioner med savoykål, hvidkål og rødkål. Med andre ord, så er det en rigtig god tøm-køleskabet-ret og det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser.

okonomiyaki
okonomiyaki

Det perfekte tilbehør

Og ja, så til det gode klassiske spørgsmål – hvad skal vi spise til? Personligt vil jeg jo mene, at okonomiyaki er et perfekt alternativ til kød og eller en god klassisk bøf. Derfor synes jeg også, at en god og fyldig salat vil været et perfekt match. Her vil det naturligvis være oplagt at blive i det asiatiske hjørne og der kan jeg varmt anbefale den her, som er en af mine personlige favoritter eller en god omgang blomkål med mango og sesamolie, som også er en sikker vinder.

Sidst men ikke mindst, så skal en okonomiyaki også lige have selskab af lidt dressing og her vil jeg klart anbefale at spise dem med en klat hoisin sauce hvis man er mest til den søde slags eller en god chili mayo, hvis man ikke er bange for lidt spice.

Feel free to share
Facebook
Pinterest
Email
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments