Glædelig fredag, venner 🖤
Normalt plejer jeg jo at tjekke ind med en fredagshilsen og et par tips til weekenden, når vi kommer til denne tid på ugen, men som I nok har fornemmet, så er tingene jo lidt anderledes herinde lige for tiden. Bloggen har fødselsdag og derfor er nogle af de faste og tilbagevendende indlæg, udskiftet med opsamlinger, tilbageblik, tanker og alt muligt andet, der samler op på bloggens historie, højdepunkter, lavpunkter og alt det der.
I dag skal det handle lidt om, hvad jeg har lært af mine 10 år som blogger – og der er en del, skulle jeg hilse og sige. Andet vil naturligvis også være mærkeligt, nu hvor den har været omdrejningspunktet for rigtig mange ting i mit liv. Der har været op og nedture. Heldigvis flest opture. Jeg har har fejlet, rettet op, udviklet mig, erfaret og ikke mindst lært. Jeg lærer stadig. Næsten hver dag og min liste kunne være dobbelt så lang.
Jeg har dog forsøgt at koge de vigtigste og mest betydningsfulde ting ned og dem får I lige her 🖤
Da de lange lokker faldt, September 2017
Der er ikke tid til at sove timen
Da Wewonder så dagens lys for 10 år siden, var der ikke mange blogs i Danmark og ordet “Influencer” eksisterede slet ikke. Der kunne man også snildt poste et outfitbillede i ringe kvalitet, dårligt lys med en tilhørende MEGET kort teks (eller slet ingen) og det ville stadig få tusindvis af besøg. Den går ikke længere. Konkurrencen er blevet større og niveauet er blevet højere. Heldigvis har jeg (og alle mine kollegaer) udviklet vores evner. Både hvad angår fotografering, redigering og tekstforfatning. Og heldigvis.
Dog kan jeg godt savne de dage, hvor det hele gik lidt mere langsom og hvor man snildt kunne være stille i en lang periode, uden at blive glemt. Den går heller ikke længere og hvis man ikke holder sig aktiv og aktuel, både online og ude i mingle-livet, så skal der nok være en anden, der kommer og tager ens plads.
F. eks kan jeg godt fortryde, at jeg ikke gjorde lidt mere for at få folk over på Instagram, da det var hot og nyt. Jeg husker, at jeg faktisk bedst kunne li’ at have mit “offentlige” liv på bloggen og holde Instagram lidt mere privat og primært bruge det som det sted, jeg delte ting med venner og familie. Derhenne er jeg stadig ikke lille bitte fisk i et kæmpe hav.
På en bænk i Berlin, Oktober 2013
Det er okay at trække stikket
Det er måske lidt selvmodsigende i forhold til første punkt. Alligvel vigtigt at få med. Lige siden bloggen også blev mit arbejde, har jeg været så dedikeret og målrettet, at det til tider har taget overhånd. I en periode på godt og vel 5 år kunne man tælle mine blog-frie dage på èn hånd og selvom jeg virkelig elsker at blogge, så betød det også, at jeg aldrig have en hel fridag og aldrig fik de der pauser, som jeg senere har lært, er så vigtige.
Sidste sommer besluttede jeg mig for at tage sommerferie. Trække stikket og lukke og slukke i et par uger. Det viste sig at være verdens bedste beslutning, for jeg kom tilbage med en energi og en lyst, som jeg aldrig havde oplevet før. Siden har jeg gjort det et par gange i forbindelse med rejser og jul. Senest denne sommer og selvom det betyder faldende tal over hele linjen og en faldende indkomst, så er det prisen værd.
Æstetik er ikke altid nok
Jeg elsker pæne ting og kan bedst lide, når mine billeder sidder lige i skabet. Med tiden har jeg dog lært, at det rent faktisk ikke er det, der tæller det store og at det ikke nødvendigvis er det, som I finder mest interessant. Det er tvært imod de indlæg, hvor jeg åbner op, deler ud og fortæller om hvordan jeg har det eller hvad jeg synes om det ene og det andet, som får den bedste modtagelse.
September 2012 og netop flyttet til Berlin
Man skal passe på med hvad man siger online
Heldigvis har jeg været forskånet for større shitstorme og tonen har altid været sød og kærlig herinde. Alligvel kan jeg ikke komme udenom, at jeg i ny og næ har fået et rap over fingrene, når jeg – helt uden intentioner – er kommet til at fornærme nogen med en lille udtalelse. Præcis derfor, er jeg også ekstra forsigtig, når jeg udtrykker mine holdninger og jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg har været (og er) en smule angst for den hårde tone, der hersker mange steder på internettet.
Det er så nemt at blive misforstået og jeg beundrer virkelig de af mine kollegaer, som stadig holder sig kørende, på trods af at de har modtaget så meget kritik og grimme ord, at de ikke lader sig påvirke længere. I løbet af de seneste år, er jeg f. eks ofte blevet spurgt, om jeg overhovedet forholder mig til klimasituationen. Selvfølgelig gør jeg det og jeg vil hjertens gerne fortælle om hvordan, men lige netop det emne, er så betændt, at man næsten kan være sikker på en debat, hvis man blot nævner det.
Det vil altid være nogen, der gør det bedre
Det har taget mig evigheder at acceptere og hvis jeg skal være ærlig, er jeg nok ikke helt i mål. Dog har jeg fået en større ro og accept over årene og har også lært, at det gælder i alle jobs og brancher. Der vil altid være nogen, som gør det bedre og det er helt okay. Det betyder jo ikke, at du gør det dårligt.
Lancering af Society B, Oktober 2016
It’s nice to be nice
Forhåbentlig er det noget, som man lærer i de fleste jobs, men ikke desto mindre, er det også en læring, jeg har gjort mig. Hold nu fast hvor kommer man langt med venlighed og smil. Med bloggerjobbet følger der også mange afvisninger, fravalg og diverse begivenheder, som man ikke bliver inviteret til. Alt sammen ting, hvor det er fristende at blive fornærmet og småsur, men det nytter ikke noget og medfører aldrig noget positivt.
Jeg har også altid gjort en dyd ud af at vise den bedste side af mig selv i kommentarfeltet herinde og giver alt den kærlighed jeg har haft – også selvom tonen har været hård. Giver man kærlighed online, så får man ofte det dobbelte tilbage. Det samme gælder, når jeg har mødt søde læsere ude i virkeligheden. Det kræver mod at sige hej sin online veninde (tro mig, jeg har selv være i samme situation, når jeg er stødt ind i folk jeg følger) og jeg har altid forsøgt at gøre mit bedste for at få dem der har gjort det, til at føle, at det var den rigtige beslutning.
På solorejse i Californien, Juni 2015
Hver ting til sin tid
Sidst min ikke mindst, så har jeg bestemt også lært, at det er okay at skrifte fokus, emne og stil. Bloggen har altid afspejlet mine personlige interesser og afspejlet hvor jeg var i mit liv. Hvis jeg har flyttet, har jeg naturligvis skrevet meget om interiør og hvis jeg har rejst, så har det været temaet.
Det startede som en modeblog, fordi jeg levede og åndede for mode. Jeg kan stadig rigtig godt lide pænt tøj og fine tasker, men med årene har jeg også fået andre interesser, som fylder mindst ligeså meget og de har selvfølgelig også fyldt herinde. Måske er dem, der primært kiggede forbi for modens skyld faldet fra, men så er der kommet nogen til, fordi de godt kunne lide mine opskrifter, bruge mine rejseguides eller læse om mine tanker.
