DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG)

Skulle det være gået nogens næse forbi, så kan jeg informere om, at bloggen netop et fyldt 10 år og det fejrer jeg hele måneden, med opsamlinger og skønne konkurrencer. I sidste uge delte jeg bl.a nogle af de bedste ting, som bloggerlivet har ført med sig og ugen før det, snakkede jeg lidt om hvad bloggen har lært mig og i søndags skød jeg en konkurrence i gang, hvor I kan vinde den smukkeste taske fra Adax.

Jeg er så evigt taknemmelig for alle de vidunderlige ting, som mit lille onlineunivers har ført med sig og det har været en vidunderlig rejse. Men som det er med så mange ting her i livet, så er der ikke noget, der skal være nemt hele vejen igennem. Der har også været udfordringer. Nogle større end andre og selvom om bloggerlivet godt kan se lyserødt og problemfrit ud, så er det ikke altid sådan.

Lad os kigge lidt på nogle af de udfordringer, jeg har mødt gennem tiden!

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 1

DU HAR ALDRIG FRI

En sætning, som man ofte hører selvstændige og ikke mindst influencere sige og hvis man synes, at det er lidt irriterende, så forstår jeg det godt – vi har jo selv valgt det. Jeg klager heller ikke og står gerne ved, at jeg har haft en rigtig god og sjov hverdag, de sidste mange år og jeg vil heller ikke bytte det for noget.

Når det så er sagt, så er det altså en lille ting og noget, der fylder meget. I mine første år som “fuldtidsblogger” var jeg enormt dårlig til at håndtere det og følte mig konstant lidt presset og bagud. Selvfølgelig fordi der ofte er en deadline når man arbejder med kampagner og sponsorede samarbejder, men mest af alt fordi, jeg ikke følte, at jeg “havde råd” til at at holde fri. Den der følelse af, at man konstant skal være et skidt foran og diske op med noget nyt, sidder hele tiden i baghovedet. Derudover betaler man prisen i et godt stykke tid, hvis man f. eks ikke opdaterer i et par uger. Alle tal falder og selvom det måske ikke betyder noget i det lange løb, så er røde tal noget af det værste, når man selv er ansvarlig for sin business. På den anden side, så ved jeg også, at det jo ikke er anderledes, når man har et “almindelig arbejde” og holder ferie. Der kommer jo heller ikke nogen løn, hvis man ikke møder op.

Heldigvis er jeg blevet bedre til at håndtere det og de sidste par somre, har jeg trukket stikket i et par uger. Det samme har jeg gjort omkring jul og hvis støder ind i et par dage, hvor jeg bare ikke føler den, så siger jeg “pyt” og holder mig fra tasterne og jeg er her jo heldigvis endnu. Dog er det stadig noget, som jeg skal lære at være helt cool med.

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 3Amsterdam, Oktober 2017

HVAD HAR DU LAVET? OG HVORDAN GÅR DET?

Jeg har valgt at udstille mig selv på internettet og i mange år, har jeg delt en stor del af det jeg laver, med alle dem, der gider at følge med. Det inkluderer naturligvis mange af mine venner og min familie. Det er jeg selvfølgelig super glad for og man kan altid regne med deres support. Dog kan det også have et par ulemper. F. eks har jeg gået i mange dage, uden at høre noget som helst fra mine nærmeste familiemedlemmer og når jeg har spurgt, hvorfor de ikke har ringet, så har svaret ofte været noget ala “vi kan jo se at du har det godt” eller “vi kan jo se har du har haft så travlt”.

JA! Men nu fortæller jeg jo ikke ALT på min blog og sociale medier og de fleste af os, har vist brug for at føler en eller anden form for interesse og omsorg fra vores nærmeste.

Der har også være episoder, hvor jeg har glædet mig til at fortælle et eller andet med min familie eller mine venner, hvor jeg har fået et “ja, det har jeg læst eller set” inden jeg nærmest har åbnet munden. Så faldet den lidt til jorden.

Heldigvis er det også et af de punkter, som er blevet meget bedre med tiden. Jeg har udtrykt mine frustrationer overfor flere af mine nærmeste og alle har faktisk taget det til sig.

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 5Juni, 2014

MANGLENDE HISTORIER

Alle der deler tekster på den ene eller anden måde, støder vist på en god klassisk skriveblokade i ny og næ. Det sker naturligvis også for mig. Heldigvis har jeg en del faste indlæg, som jeg altid kan tage fat i, når det sker. Dog har jeg flere gange oplevet at mangle noget at skrive om, fordi jeg vitterligt bare er et helt almindeligt menneske.

Jeg har oplevet flere bureauer og agenter, som har opfordret mig til at skrive om flere personlige ting, om tunge ting og svære ting – det er jo det, som folk vil have. Det er jeg enig i, langt hen ad vejen og når livet har gjort ondt og når der har været store udfordringer, så har jeg også delt det med jer, i det omfang, som jeg har haft lyst til.

Mit liv er på ingen måde perfekt og jeg har issues, som så mange andre. Men ikke noget vildere end det og jeg synes faktisk selv, at jeg er et ret “sain” menneske uden de helt store udfordringer. Med andre ord, har jeg flere gange tænkt, at jeg simpelthen ikke er spændende nok og hvorfor der skulle være nogen, der gad at følge med hos mig, når jeg egentlig bare er helt normal.

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 7Ægte bloggerstil på Sardinien i Maj 2013

TASTEFEJL

Den har vi efterhånden været omkring et par gange og det er og bliver min største kæphest. Jeg kan godt stave (selvfølgelig er der en smutter hist og her) og har (næsten) helt styr på nutids-r. Men tastefejl, dem er jeg verdensmester i at lave og hvis I vidste hvor meget det gik mig på.

Jeg har ofte hørt for det i kommentarfeltet og jeg bliver så irriteret på mig selv hver eneste gang det sker. Enkelte gange har jeg haft lyst til at kaste håndklædet i ringen og sagt til mig selv, at jeg måske skulle fokusere lidt mere på det knapt så tunge indhold. Alligvel kommer jeg altid frem til den konklusion, at jeg elsker at skrive og at det ikke skal slå mig ud og det har det heldigvis ikke gjort endnu.

I løbet af årene har flere af jer også været søde at dele gode tips og tricks til hvordan man kan komme dem til livs. Jeg har benyttet flere af dem og derfor tror jeg også, at det er blevet en lille smule bedre.

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 9Den jyske vestkyst, Marts 2018

KRISTISKE KOMMENTARER OG TONEN PÅ INTERNETTET

Da jeg startede bloggen for 10 år siden var internet-mobning og trolls ikke noget, man havde hørt om. Så kom Instagram og rigtig mange fik et online liv. Så begyndte der pludselig at ske noget med tonen og moralen derude og hele den debat og historie, er de fleste os vist bekendt med.

Sammenlignet med flere af mine kollegaer, så har jeg slet ikke prøvet noget og jeg skal ikke klage på den front. Alligvel har jeg oplevet i ny og næ, at der er kommet en kommentar fra en anonym email adresse, som har slået mig helt ud. Jeg er blevet kaldt luder, smatso og andre grimme ting på Instagram og set tråde om mig selv på Jodel. Selvom jeg altid fortæller mig selv, at jeg ikke skal bruge et sekund af mit liv på det, så gør det alligvel så sindsygt ondt, hver gang det sker. Det der med at blive dømt og omtalt af mennesker, der aldrig har mødt dig eller kender til din ægte personlighed, er noget af det værste og mest sårende.

Kritiske kommentarer fra folk, der stiller spørgsmålstegn ved det jeg deler, kan jeg sagtens håndtere. Faktisk kan jeg godt lide at have en lille debat eller få mulighed for at forklare mig. Så længe folk står ved hvem de er og ikke gemmer sig bag en død emailadresse og et falsk navn.

DE STØRSTE UDFORDRINGER, BLOGGERLIVET HAR GIVET MIG (BLOGGENS 10 ÅRS FØDSELSDAG) 11Hamburg, August 2015

INSTAGRAM

Gode gamle Instagram. Aldrig har jeg haft så stort et had/kærlighedforhold til nogen eller noget, som jeg har til Instagram. Da bloggen startede i 2009 eksisterede det slet ikke og jeg kan også blive helt i tvivl om, om jeg overhovedet havde en smartphone dengang. Dengang var blogging også helt nyt og de fleste jeg mødte anede ikke hvad det gik ud på.

Et par år senere kom Instagram og i begyndelsen brugte jeg det mest som et billedredigerings-app. Efterhånden begyndte bloglæserne også at følge bloggerne derhenne og i løbet af nogle år, blev det ligesom et add-on-medie. Nogle ting delte man på bloggen og andre ting delte man på Instagram.

Så kom stories og væltede Snaptchat af pinden. Pludselig kunne vi dele ALT og mange flere ting, fik en kommerciel værdi. I takt med Instagrams magt, voksede mængden af mine kollegaer også og pludselig var vi ikke bloggere længere, men influencere. Jeg har aldrig helt forliget mig med det ord og vil egentlig helst kaldes blogger. For det er stadig det, jeg ser mig selv som og bloggen er klart det medie, hvor jeg bedst kan lide at dele. Instagram er sjov og jeg på deler og tjekker selv flere gange om dagen, men jeg elsker at skrive og jeg elsker at lave collager, guides og alt det der, som man ikke kan på Instagram.

Men hvorfor er det så en udfordring? Jo, det er det selvfølgelig, fordi der altid vil være en lille konkurrence blandt alle os influencere og med et beskedent antal instagram-følgere på godt og vel 12.000 ryger man hurtigt langt ned i køen. Især når der dukker den ene profil op efter den anden med det tidobbelte antal. Jeg har aldrig formået at få hele mit publikum derover og jeg tror bl.a det skyldes, at jeg aldrig helt har kunne finde min plads eller niche derhenne. Skulle det være en modeprofil? En rejseprofil? Eller en livsstilprofil? Det et nok endt med at blive en god blanding af det hele og dem er der jo så mange af. Jeg har ikke nogen som helst andre end mig selv at beskylde, men hvis jeg kunne lave noget om, så ville jeg nok have arbejdet lidt hårdere for at rykke mig derhenne dengang deres algoritmer ikke gjorde det umuligt.

Feel free to share
Facebook
Pinterest
Email
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments