Og så nåede vi dag 4536 i corona-tilværelsen. Den nye hverdag, som vi alle er blevet tvunget til at affinde os med, er ikke så ny længere og begynder mere og mere at føles som new normal. Nogle mærker større forandringer end andre og nogle er hårdere ramt end andre. Men vi mærker det alle, på den ene eller anden måde og her i en tid, hvor savnet til alt det der var, bliver større og større kan jeg personligt finde en lille smule trøst i, at vi alle er i samme båd og tilmed finde lidt inspiration i at se og høre hvordan andre håndterer den nye hverdag.
Derfor har jeg indført en lille ny og (forhåbentlig) midlertidig føljeton, her på bloggis. Dagbog fra corona-krisen, hedder den og går i al sin enkelthed ud på, at jeg har spurgt en række inspirerende kvinder fra mit netværk, om de vil dele en lille dagbog, fra en helt almindelig dag i den nye hverdag. Tidligere kunne I møde Trine, der balancerer i livet som selvstændig og mor til tre og Terese, der er en ægte girl boss som normalt løber fra den ene spændende begivenhed til den anden. Senest kunne I møde Rose, der passer sit arbejde på ELLE-reaktionen og passer sin hjemmetræning.
I dag skal I møde Julie, som mange af jer måske kender fra hendes flotte, farverige og inspirerende Instagramprofil. Hun bor på Østerbro sammen med sin kæreste og lille søn og så er hun kvinden bag Collect23. Et vintageunivers, der både findes online og i et smukt lille lokale i Gothersgade i Indre København.
Julie har arbejdet i modebranchen i mange. Bl.a på en række modemagasiner og det var også på den måde, jeg mødte hende første gang. Det er efterhånden en del år siden, men jeg husker tydeligt, at vi blev placeret ved siden af hinanden til et event på Hotel Nimb. Jeg faldt hurtigt for hendes sødme og varme og hun er i det hele taget bare et enormt dejligt menneske, der altid viser omsorg og interesse for andre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at hun sagde ja til at dele lidt ud af sin nye hverdag.
Kl. 07.00-08.00
Min kæreste Kristian og min søn på 2 år, Valdemar, vækker mig. Valdemar har stadig dage hvor han vågner virkelig tidligt og Kristian er sød at tage ham, så jeg kan sove til kl. 7/7.30. Jeg prøver at lære Valdemar at putte i sengen sammen med mig, om morgenen og det lykkedes da næsten også at ligge og kramme ham i et minut indtil den står på alt fra hule-leg til ”Bjørnen sover” i sengen. Kristian og jeg drikker kaffe på stuegulvet mens vi leger med puslespil med Valdemar.
Kl. 09.00-10-00
Vi har Valdemar hjemme på orlov fra vuggestuen under hele Corona situationen, hvilket kan lade sig gøre fordi Kristian ikke arbejder i øjeblikket, da han søger et PHD-projekt (som er sat på stand by ligesom meget andet). De tager derfor i Fælledparken for at spille fodbold ved 9-tiden, så jeg kan komme i gang med dagen. Først står den på 45 minutters yoga på YouTube. Jeg har dyrket yoga med Fightmaster Yoga i 5 år og elsker det. Nogle dage tager jeg kun 10 minutter og andre gange en time. Det kommer an på hvor meget jeg har på programmet den givne dag. Herefter et hurtigt bad og morgenmad. Havregrød kogt med chia og havredrik med topping i form af banan, kerner, peanutbutter og æble.
Kl. 10.30-14
Jeg går ind til mit showroom i Gothersgade, som også fungerer som kontor. Jeg nyder at gå i stedet for at cykle i stedet, da mine tanker får lidt luft på den måde. Jeg får en kunde ved 13-tiden som skal prøve en orange læderfrakke og heldigvis passer den hende perfekt og hun ender med at købe den. Dejligt med en kunde ”irl” på trods af, at vi selvfølgelig holder afstand, spritter af, lufter ud osv. Da hun er gået pakker jeg webshop ordrer. Der er heldigvis ret meget aktivitet online i de her dage og som selvstændig betyder den online support jeg modtager, så meget.
Kl. 14-.00-16.00
Jeg arbejder ved siden af mit virke som indehaver af Collect23, som SoMe manager for Line & Jo og jeg skal skyde nogle fine ørestikker til Instagram i dag, så jeg prøver mig frem med en masse opstillinger og forskelligt lys indtil den er i kassen. Jeg napper en kop kaffe mens jeg arbejder og da jeg er færdig med billederne til Line & Jo, hænger jeg de nye ting der lige er ankommet til Collect23 i orden, damper og priser dem og går dem efter for eventuelle fejl. Der er netop kommet en vatteret kåbe med det fineste blomsterprint og jeg overvejer stærkt at tage den med hjem og beholde den selv, haha. Men sådan har jeg det altid.
Kl. 16.00-19.00
Jeg har kæmpe lyst til de hvide flødeboller med lakrids fra Social Foodies og ringer til Kristian for at høre om han vil købe nogle med hjem. Det vil han heldigvis gerne og da jeg begiver mig hjemad gennem byen, køber jeg også en flaske vin (Riesling – min yndlings) med til os og jordbær til Valde. Da jeg kommer hjem drikker Kristian og jeg et glas vin, Valde får jordbær (som han er helt besat af for tiden) og hygger med forskellige aktiviteter på stuegulvet indtil vi varmer noget hjemmelavet indisk fra i går og spiser.
Kl. 19.30-22.30
Jeg putter Valdemar kl. 19.30 og anretter derefter flødeboller, popcorn og danskvand til Kristian og jeg. Vi har planlagt at holde hjemmebio med slukkede telefoner, snacks, slukket lys og en god film og efter en af vores venner har anbefalet os at se Knives Out, falder valget på den. Af en eller anden grund føler vi os begge ekstra trætte for tiden og da filmen er slut går vi i seng. Normalt holder jeg Facetime-fredagsbar med mine tre bedste venner om fredagen, men det er i denne uge rykket til lørdag, så denne fredag blev til en dejlig hjemme bio-date i stedet.
Hvis I gerne vil se mere til Julie, kan I selvfølgelig følge hende på Instagram
Læs også om Corona-hverdagen hos Trines Blend, Terese Ask og Rose Maria Boelsmand