Tallerkenen er den klassiske blå kant
Agurkesalat
Og sommer i Danmark er begge noget af det bedste jeg ved – også selvom det er 20 grader og solen kun kigger forbi, når den har lyst. Det er jo trods alt sådan, at vi kender sommeren bedst. Ud over de lange lyse nætter, så er noget af det bedste der følger med, de mange grøntsager og afgrøder, som man kan dyrke i haven.
Sådan en er jeg desværre ikke så heldig at have, men det har mine forældre og ude i den, står der et drivhus, hvor agurkerne vokser skyder frem i disse dage. Det ville jeg naturligvis udnytte tidligere på ugen, hvor det var mig, der havde mad-tjansen. Jeg biksede den her simple agurkesalat sammen, som var lidt af et hit og som bestemt ikke tog lang tid at lave.
Det er på ingen måde køkken-rocket-science, men jeg synes alligevel, at jeg ville dele opskriften med jer, for jeg kender jo selv det der med, at man løber tør for idèer til tilbehør. Hvis man serverer den her, så lover jeg at man får den ægte smag af dansk sommer og lune dage.
Og hvis I skulle få mod på at kaste jer ud i flere skønne salater, så kan jeg også varmt anbefale en sprød og lækker broccolisalat eller en blomkålssalat med en himmelsk dressing.
Sommerlige agurkesalat
Ingredienser
- 1 ½ agurk (almindelig størrelse)
- 10 radiser
- 1 bundt forårsløg
Dressing
- ½ dl yoghurt natural
- ½ dl creme fraiche
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- Saften fra 1/2 citron
- 1 salt og peber
Tilberedelse
- Skær agurkerne halvt over på langs og hak dem til mindre størrelser.
- Rens radiserne og skær dem til tynde skiver.
- Hak forårsløgene og bland det hele sammen.
- Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og fordel den jævnt udover salaten.