Så er jeg klar med det næste lille tilbageblik på 2018. I sidste uge handlede det om alle de gode ting og de bedste stunder, der har fundet sted i løbet af året. Dem har der heldigvis været en del af. Men som jeg også nævnte flere gange i indlægget, så har det været et år, som har føltes som en emotionel rutsjebane. Når tingene har været gode, så har de også været rigtig gode og jeg kan se tilbage på flere episoder, hvor jeg har grint, som aldrig før. Der har været et utal af rejser, som uden tvivl har udgjort en rigtig stor del af alt det gode.
Når det så er sagt, så har det også været et år, der har budt på flere udfordringer. Ikke af de helt store, men små ting hist og her, som gjorde noget ved mit sind. For første gang i mange år oplevede jeg, at være rigtig ked af det og pludselig ikke at have den der grundlæggende følelse af at være lykkelig. Det har været så vanvittig frustrerende og jeg har ofte følt mig så fremmet for mig selv, fordi jeg som udgangspunkt er fuld af livsglæde, mod og gejst. Når så grundlæggende følelser pludselig begynder at falme, så føles det altså ikke rart.
Med andre ord, har 2018 ikke kun været en dans på roser og selvom jeg som udgangspunkt synes, at man skal fokusere på det positive ting, så kan jeg egentlig også godt li’ tanken om at lukke jer ind. Helt derind hvor det gør ondt og vise, at jeg også godt kan have ondt i livet, selvom jeg altid smiler på mine billeder 😉
Lad os kigge lidt på den anden side af det forgangne år…
Polarkulden
Året havde en ganske fin begyndelse og januar måned gik, så vidt jeg husker, som januar ofte går. I slutningen rejste jeg til Thailand, hvor jeg tilbragte to fantastiske uger med min familie. Da vi kom hjem i midten af Februar havde jeg en eller anden idè om, at foråret nok ville melde sin ankomst. Det var ganske vist blevet lysere og alt det der, men vi var nærmest kun lige landet, da polarkulden bragede ind over landet og lagde sig i fire.stride.uger.
Kan I huske det? Vinterfan bliver jeg bestemt aldrig, men jeg kan godt lige overleve, hvis man stadig har mulighed for at hoppe på sin cykel, gå ned i kiosken uden de tykkeste handsker og løbe en tur uden at hoppe i tre langærmede og tykke uld tights. Passe sin hverdag, med andre ord.
Og nej, sådan en omgang polarkulde er selvfølgelig ikke verdens undergang og vi skal jo bare være glade for, at vi har varme stuer og tykke jakker at tage på. Men det slog mig ærligt talt lidt ud og det var nok første gang i året, at jeg følte mig ramt og lidt ked af situationen.
Fødselsdagsbarn på årets første sommerdag
31 Somre
Da kulden endelig lettede, kom foråret til gengæld med et brag. Jeg fik endda også en lille pause fra det hele, da jeg smuttede til Marrakech sammen med to veninder. Forårets kommen betyder også, at jeg bliver et år ældre. I år faldt den første officielle sommerdag endda på min fødselsdag d. 19 April.
Det der med fødselsdage og mit forhold til dem, har jeg vist også været omkring et par gange. Jeg vil ØNSKE, at jeg kunne være helt cool og fungere som et godt forbillede, der bare hviler i sin alder og alt det der. Sådan er sandheden desværre bare ikke. Ærligt, så synes jeg at det er en smule hårdt at blive ældre. Jeg troede egentlig, at det ville toppe og at jeg ville falde mere til ro, når jeg ramte de 30. Men faktisk, så synes jeg, at 31 var sværere. ENOGTREDIVE. Så er man jo ikke engang helt ny i det der 30er-game og jeg kan altså nærmest huske dengang min egen mor var 31.
Pludselig hjemløs
Av, det her var en af dem, der gjorde rigtig ondt. Af en helt naturlig, forventet og retfædig grund, så min tid i den lille 2-værelses på Nørrebro ud til at få en ende. Beskeden fik jeg en dag i højsommeren, hvor alt andet som sådan var godt. Så det gik nok og jeg havde fint med tid til at finde en ny løsning. Selvom jeg elskede og elskER at bo der, så er jeg også indrettet sådan, at jeg kan se nye muligheder i de fleste ting. Og et change of scenery var måske ved at være på tide og kunne måske endda gøre noget godt for mig.
Men jeg anede ikke hvad der ventede mig og selvom jeg godt vidste, at det Københavnske boligmarked ikke var verdens fedeste sted, så kan jeg godt fortælle jer, at det ikke er for sarte sjæle. Der er det alles kamp mod alle og de der historier om, at der ikke er noget derude er sande. Der er ikke noget. Eller jo, hvis du gerne vil betale 18.000 kr. om måneden for en lille 3-værelses, så er der noget.
Flere af jer var søde at hjælpe mig og jeg fik også tilbudt et par fremlejer og er endda også blevet skrevet op i nogle gode andelsforeninger. Alt det er jeg totalt taknemmelig for. Jeg endte dog med at følge min mavefornemmelse og takkede nej, til de muligheder der bød sig. Og “things happen for a reason“, for pludselig tog situationen en lille drejning og uden at skulle kede jer med flere praktiske detaljer, så er situationen den nu, at jeg ikke skal flytte lige foreløbigt.
Tvivl på mig selv
Tvivl og usikkerhed er uden unægteligt to ting, som jeg har kæmpet rigtig meget med. Om det lå og ventede rundt om hjørnet som et grundlæggende vilkår, når man pludselig er i begyndelsen af 30erne eller om det blev udløst af nogle af livets udfordringer, ved jeg faktisk ikke. Men pludselig kom det snigende over sommeren. Jeg gik fra at se mig selv som en, der egentlig havde ret godt styr på tingene, med god karriere, en fin økonomi, en sjov hverdag og en hulens masse oplevelser i bagagen, som jeg altid kunne underholde med, til pludselig at føle mig som alt andet end det og som alt andet jeg havde regnet med at være, når jeg blev 31.
Der var mange ting i det. Èn ting var hele min alderskrise, noget andet var min boligsituation men det største, og nok mest skræmmende element var, at jeg pludselig ikke følte mig specielt glad for det jeg lavede. Altså mit såkaldte arbejde. Siden jeg blev færdig på UNI har bloggen her været min fuldtidsbeskæftigelse og jeg har ELSKET hvert sekund (næsten) og følt mig helt enormt priviligeret over min hverdag og alle de muligheder og oplevelse, der fulgte med.
Branchen og gamet er blevet noget andet, siden jeg startede. Dengang var der ikke specielt mange af os og forventningerne til os, var meget små. De er vokset med konkurrencen. Både i konkurrencen om de forskellige samarbejder og i den om følgerne. Tonen og stemningen er selvfølgelig heller ikke som den var. En udvikling, der selvfølgelig er kommet helt naturligt og som jeg har haft det helt fint med. Forandring fryder jo, som man siger. Men pludselig forsvandt glæden. Jeg husker tydeligt, at det var i løbet af de sene sommeruger. Og når ens liv egentlig også er ens arbejde, så er en lille krise næsten ikke til at undgå.
Et lille glimt fra en af mine tænke-ture på Fyn. Man ser det ikke, men her var jeg godt nok ikke glad
Where to go from here?
Efter sådan en omgang, kom de store spørgsmål galopperende, et efter et. Hvis jeg ikke skulle lave der her, hvad skulle jeg så? Hvad er min plan B? Hvad kan jeg egentlig? Hvad vil jeg egentlig? Og hvor ser jeg mig selv om fem år. Jeg tænkte og tænkte, så meget, at jeg var ved at blive vanvittig. Heldigvis kommer der også gode ting ud af den slags. Midt i hele cirkus’et begyndte jeg på Busigirl mind academy-forløbet og mit møde med Psyskolog, Sisse Find Nielsen, var en kæmpe hjælp.
I de måneder, hvor alt det her stod på, var der både op og nedture. På de dårlige dage kunne jeg græde lidt, når jeg løb rundt om søerne i de tidlige morgentimer. Men der var også finde stunder og nye idèer. Her var det især min tur til Mallorca, sammen med min veninde, der gjorde en lille forskel. Gode og lange samtaler førte til positive tanker og nye idèer opstod. Det var i hvert fald her, at det gik op for mig, at det rent faktisk også kan være ganske godt, lige at få rykket op i det hele engang imellem.
Mallorca, Oktober
Kærlighed. Den svære kærlighed
Kærlighed har aldrig fyldt meget herinde. Nogle ting vil jeg selvfølgelig også gerne holde privat, men hvis jeg skal være ærlig, så har det heller ikke fyldt specielt meget i mit liv. Jeg var sådan en, der havde kærester fra jeg var 17-ish til jeg var 26. Det sidste lange (for lange) forhold tog sin tid at komme ud af, men da det endelig lykkedes for mig, blev jeg et nyt menneske. Det menneske, jeg har været lige siden og som jeg har haft det fantastisk godt med at være. Jeg har sgu nok bare haft det meget sådan “I dont need no mand”-agtigt lige siden.
Med tiden er jeg nok også blevet mere kræsen og selvom det lyder skørt, så har jeg haft det så fint med at være mig. At kunne være som JEG vil og være helt uafhængig af en andens humør og handlinger. Siden min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, for good, har jeg været ramt få gange. På godt og ondt. For det har i den grad mindet mig om hvad kærlighed er for en størrelse, hvad det gør ved en og også hvor altoverskyggende det kan være.
Jeg fik også lov til at mærke det i år. I en forholdsvis mild grad. Men da det var der og stod på, var det fuldstændig som beskrevet. Altoverskyggende, vanvittigt hårdt, men også smukt og noget, der vist bare var rigtig godt for mig på det tidspunkt.
Mexico, November
Da det hele vendte
Jeg har gået og grint lidt for mig selv de sidste par uger, for på mange måder føles det som om, at jeg har gennemlevet en historie, der selvfølgelig lige nåede at få en lykkelig slutning på falderebet. Ikke at jeg havde forventet det, men jeg er så taknemmelig over at være der hvor jeg er lige nu. Endda med en erfaring rigere. En erfaring, der siger mig, at det hele kan vende i morgen, men hvis det gør, så skal jeg nok også blive glad igen.
Det var uden tvivl min rejse til Mexico, der gjorde udfaldet. Jeg var godt nok ikke på toppen da vi rejste. Eller jo, jeg husker faktisk, at jeg havde min første RIGTIG gode dag, lige inden afgang. Turen i sig selv var fantastisk. Jeg fik oplevet, spist, drukket, tænkt, grint, grædt, bekymret mig, men vigtigst af alt, så fik jeg givet fuldstændig slip. Måske var det det, der skulle til?
Jeg var så bekymret for at skulle hjem til min hverdag og virkelighed og selvom jeg kun var væk to uger, så føltes det som en evighed og nærmest som et helt andet liv. Men hjem kom jeg og det gode humør hængende og bekymringerne forsvandt. Jeg var glad for det jeg stod op til og mit drive og min lyst var tilbage. Om det skyldes tilfældigheder eller karma ved jeg ikke, men i takt med mit gode humør, begyndte mange små ting også at falde på plads. En efter en. I skrivende stund er vi lige gået ind i årets sidste uge og mit niveau af lykke er nok ca. det samme, som det var for et år siden.
Men min erfaring er større. På godt og ondt. Men i sidste ende er det jo nok til det bedste og i virkeligheden sådan det er at blive et år ældre….
Mexico, November
