Vi hører det her, der og alle vegne, de her dage; Det er en forfærdelig tid for små selvstændige og forretningsdrivende. Jeg kan desværre ikke komme udenom at være en af dem og ja, jeg bekymrer mig i høj grad også om fremtiden og hvad hele det her tragiske cirkus, kommer til at betyde for mig og min lille forretning.
Heldigvis er jeg fortrøstningsfuld for nu, for jeg kunne være noget dårligere stillet. Ganske enkelt fordi jeg tjener alle mine penge online og ikke er afhængig af en lille butik, der ikke må holde åbent eller ikke brænder inde med et stort lager af varer med en udløbsdato. Derudover er min forretning heller ikke en af dem, med store udgifter til lokaler, lønninger, bil osv.
Stadig kan jeg ikke på nogen måde se mig fritaget for at gå en enormt usikker tid i møde. Hverken når det kommer til mit virke som blogger eller til min lille webshop, Windflower, som jeg søsatte tilbage i efteråret.
Det er sidstnævnte, som det skal handle lidt om nu. Sagen er nemlig den, at der netop er landet lidt nyheder derhenne. Nærmere bestemt to nye print og en helt nye størrelse. Ironisk nok modtog jeg hele molevitten, bedst som corona-situationen begyndte at se alvorlig ud og lige siden, har jeg været i tvivl om, hvornår det ville være en god idè at lancere. Men nu skal det være og nu hvor de har ligget og kigget så fint på mig i et par uger, blev jeg enig med mig selv om, at de skal ud og leve. Alt andet vil altså være synd. De fortjener ejere, som får glæde af dem.
I denne omgang er det blevet til to nye print; Rihanna og Selena. I kan næsten selv gætte, hvem de er opkaldt efter 🙂 Personligt kan jeg slet ikke udpege en favorit, for jeg synes virkelig, at de er noget så fine, begge to og det er den slags print, som jeg ikke kan blive træt af at kigge på.
De kommer selvfølgelig i de to størrelser, som I måske husker fra den første kollektion. En stor udgave, som kan rumme alt hvad man skal bruge til lang tid på farten og en lidt mindre udgave, som er perfekt til en weekend get-away. Nu hvor de fleste af os, har lagt rejser og små weekendture på hylden for et stykke tid, skal jeg måske huske at nævne, at altså også gør det ganske godt hjemme på badeværelseshylden. Jeg bruger personligt mine til opbevaring af diverse beauty-produkter når jeg er derhjemme. Èn til hårprodukter, èn til diverse cremer og nu den nye mini-udgave til make up.
For ja, der er nemlig landet en helt ny størrelse i udvalget. En mini-version, som er noget så cute og næsten ikke til at undvære. Den er stor nok til at kunne rumme de mest nødvendige ting og lille nok til at kunne være i de fleste hverdagstasker.
Som noget helt nyt, kan man også købe et samlet sæt af alle tre størrelser, for jeg kan godt forstå hvis man har svært ved at vælge og endnu mere, hvis man gerne vil have fingrene dem alle.
Jeg håber at I tager ligeså godt imod dem som I gjorde sidst og hvis I har spørgsmål, skal I endelig ikke holde jer tilbage 🖤
P.s Husk forresten at holde øje med Windflowers Instagram, for det her er langt fra de eneste nyheder der bliver lanceret i den nærmeste fremtid.