ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 1

Åh Fyn, altså. Jeg har haft nogle skønne skønne dage, her på min yndlings-ø og kunne snildt tage et par stykker mere. Desværre skal jeg pakke min lille kuffert igen i morgen og hoppe på toget tilbage til storbyen og det virkelige liv.

Der er flere grunde til, at jeg besluttede mig for at vende snuden “hjemad”. Dels fordi det passede godt ind i mine weekendplaner, som ikke bød på noget specielt og dels fordi, jeg er inde i sådan en periode, hvor jeg tænker helt vanvittigt meget. Over alt og om alt. Så meget, at det er èt stort rod oppe i mit hoved og det er mere eller mindre umuligt for mig, at sætte ord på.

Egentlig vil jeg gerne dele dem. Både med jer, med mine veninder, venner og familie. Og tro mig, jeg har prøvet. Men den slags kan virkelig være svært, for pt. er det bare en stor pærevælling af alle mulige forskellige ting. Så sent som i fredags, forsøgte jeg at dele det med min mor, over et koldt glad hvidvin. Hende kan jeg dele ALT med og hun forstår næsten altid hvad jeg mener. Men her kunne jeg ikke engang få det formulere og det er som om, at der slet ikke findes de der ord, som kan samle det hele.

Desuden er det heller ikke første gang, at jeg sidder i sådan en situation. Det sker ofte efter en modeuge, som altid formår at få prikket hul på den ret hårde skal, som jeg har fået opbygget efter mange år i en forholdsvis hård og ikke altid så venlig branche. Jeg er selvfølgelig selv omdrejningspunktet for min tanker og frustrationer, men det er alle de ting, som influerer og påvirker min hverdag, som jeg pludselig begynder at sætte spørgsmålstegn ved.

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 3

Jeg har været omkring det før i det her forum, men sagen er den, at jeg ofte bliver hjemsøgt af tanken om, om tilværelsen mon ikke vil være nemmere, hvis de sociale medier ikke fandtes. Vi er jo alle påvirket af dem i mere eller mindre grad, men jeg kan nok ikke løbe fra, at jeg er en af dem, hvor påvirkningen lige har fået et ekstra lag, fordi jeg netop lever af at dele. Dele min holdning, min smag, min tøjstil, mine ønsker, mine rejser  – ja, hele min hverdag.

Jeg siger ofte til folk, at det er verdens bedste job, for der er altså også uendelig mange fordele ved det og jeg skal virkelig tænke mig godt om, for at komme i tanke om noget, jeg hellere vil lave. Men så kommer der de her perioder, hvor jeg tænker ekstra meget og begynder at overveje, om alt det her overhovedet er sundt for mig og om det giver mig så mange gode ting, som jeg går og tror?

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 5

Uanset om man, som blogger, tjener penge eller ej, så bliver man konstant valgt til og fra. Du får mulighed for at være en del af en kampagne eller får skabt et samarbejde, fordi du passer godt ind i produktet og fordi virksomheder vælger dig. Men du bliver også hele tiden valgt fra, fordi du ikke passer ind og i sidste ende, måske ikke er sej nok.

Og det er her, at mine tanker går hen og bliver noget værre rod, for det eksempel, jeg netop har opridset, er jo ikke kun møntet på folk som mig og i mit erhverv. Læger bliver også valgt til og fra i deres jobs og arbejdsopgaver. Det samme gør lærerne, pædagogerne, håndværkerne, de jobsøgende og de fleste andre. Jeg tror måske bare, at det bliver ekstra sårbart, når man har tilgang til en kanal, der viser alle dem der blev valgt til og fordi man som blogger (eller influencer, om man vil) egentlig bliver valgt til og fra pga. DIG. Pga. det man laver, hvordan man ser ud, hvor sej man er og hvor sej man ikke er.

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 7

Jeg siger ofte til mig selv, at jeg er enormt taknemmelig over at have haft min tidlige ungdom, uden sociale medier. Både fordi jeg fornemmer, at gamet er endnu hårdere for de unge piger end hvad det er for mig, men også fordi, man bliver mere robust med alderen og lærer at hvile lidt mere i sig selv.

Der er også mange dage, hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke lader mig påvirke og fortæller mig selv den der klassiske med “..at hende den pæne, som gør altid lidt bedre end mig, har jo også dage, hvor hun synes at det hele er noget rod”. Men det er altså nok bare lidt nemmere sagt end gjort.

Vi måler og vejer os op af hinanden all.the.time og det tror jeg egentlig ikke at der er noget nyt i. Det nye er bare, at der er kommet alle de her kanaler, hvor vi har adgang til mange mange flere at måle os op af og ærligt, så kan det da ikke være specielt sundt?

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 9

Hånden på hjertet, så hviler jeg ikke specielt meget i mig selv, lige for tiden. Det er en skam, for det plejer jeg egentlig at gøre. De sidste mange år, har jeg haft et motto om, “at man skal få de bedste ud af de ting man nu har her i livet og leve ud fra de muligheder man har”. Altså har man børn og familie, så NYD det, i stedet for at misunde alle dem der har friheden og har man friheden, så udnyt den og nyd den. Det var blot èt eksempel. Pointen er egentlig bare, at man ikke skal sidde og vente på noget, der “måske” kommer til at ske og hvem siger, at man overhovedet bliver lykkeligere, når det sker?

Jeg er 31 år og har ikke nogen kæreste, jeg har ikke nogen børn og snart har jeg heller ikke noget sted at bo. Det var altså ikke lige dèr, jeg havde satset på at være. Til gengæld har jeg den bedste familie, SÅ mange skønne veninder, hvis liv faktisk ligner mit (altså ingen børn og familie) og jeg elsker mit arbejde og min hverdag. Jeg har rejst og rejst og lever et liv, som man kun kan, når man ikke skal tage hensyn til andre end sig selv (i store træk, selvfølgelig). De sidste 4-5 år er jeg næsten vågnet hver eneste morgen og følt mig glad og tilfreds. Faktisk har jeg ofte haft svært ved at gå i seng, fordi livet bare har været for sjovt til at sove. Det er da et meget godt tegn, er det ikke?

Men så kommer der perioder, som den her, hvor jeg kan mærke, at alle de der “jeg burde også”, “alle de andre gør sådan nu” og ikke mindst “det her ser ikke helt godt ud, hvis man ser det udefra”. Den fornuftige del af mig har lyst til at råbe til mig selv “at who the f*** cares?” Det vigtigste er da bare at vågne op og være glad for i det hele tage at vågne op og tilmed være glad for det, man vågner op til. Og tro mig, det er jeg. Helt vildt meget, faktisk, men så er der bare alle de der kontante påvirkninger og lidt for meget adgang til dem, der lever det liv, som jeg jo “burde”. Det er en destruktiv tankegang og jeg kan mærke, at jeg skal arbejde på ikke at have den. Det er ikke sundt for nogen eller noget.

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 11

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg vil sige med det her indlæg og efter at have læst det igennem, så synes jeg måske også at det er noget værre rod, uden hoved og hale. Men som jeg nævnte i begyndelsen, så er det tanker, som jeg ikke helt kan sætte ord på og det kommer jeg måske heller ikke til.

Jeg har ikke noget budskab og der kommer heller ikke en afslutning eller en konklusion, der binder knude på det hele. Ingen happy ending. Måske kan I bruge mine ord til noget og måske kan I ikke. Måske får jeg lyst til at slette indlægget om et par timer, fordi det bare er èn stor omgang volapyk. Det må tiden vise.

Men nu får I lige mulighed for at komme med ind i mine tanker, for en stund, for der er altså også lidt mere end webshopfavoritter og rejsefortællinger 🖤

ALT DET, JEG IKKE KAN FÅ SAGT 13

Feel free to share
Facebook
Pinterest
Email
16 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments