Lækre sprøde og smagfulde polenta fritter
lad mig lige starte med at sige, at der absolut ikke er noget som helst galt med almindelige fritter. Dem kan man jo ikke rigtigt overgå. Så skulle det da lige være dem, der er lavet af søde kartofler 😉 Men når det så er sagt, så er jeg altså også blevet ret glad for dem, som man kan lave af Polenta. I det hele taget, er polenta en af de ting, som virkelig har fået øjnene op, på det seneste. Det smager fremragende, hvis man styler det med de rigtige ting og så er mulighederne nærmest uendelige.
At man også kan lave pomfritter af Polenta, er der jo sådan set ikke noget nyt i og jeg har også prøvet mig frem med flere forskellige versioner. Alligvel er jeg kommet frem til, at det er den mest simple udgave, der smager bedst og den opskrift skal i naturligvis ikke snydes for. Det eneste det kræver meget af, er tid. Nok nærmere ventetid, men den ene halvdel kan man sagtens lave om morgenen eller aftenen inden de skal spises.
Polenta fritter
Ingredienser
- 200 g. Polentamel – også kaldet groft majsmel.
- 1 liter vand
- 2 spsk gærflager (Kan udelades, men giver de giver altså lige the final touch. Gærflager kan bl.a købes i Matas.)
- 2 tsk løgpulver
- 2 spsk olivenolie
- Salt og peber
Tilberedelse
- Start med at koge vandet i en gryde. Når det koger, skal polentamelet tilsættes stille og roligt mens du pisker. Bliv ved at røre og piske når alt er kommet i. Tilsæt gærflager, salt, peber og løgpulver. Skru ned for varmen og fortsæt med at røre rundt i godt og vel 10 min. Så skulle konsistensen meget gerne være blevet tyk og grødet.
- Brug et fad – helst på størrelse med sådan et almindeligt lasagnefad. Kom husholdningsfilm i bunden og langs kanterne. Fordel polentaen jævnt i fadet og når den er kølet ned, skal den en tur i køleskabet. Her skal den være i minimum 3 timer, men også gerne længere.
- Når du er klar til at lave dine fritter, skal ovnen tændes på 200 grader. Polentaen skulle meget gerne være blevet stiv og meget fast i konsistensen. Tag den op fra fadet og skær forsigtigt en masse stykker i den størrelse, som du gerne vil have dine fritter.
- Placer dem på en bageplade og fordel olie, lidt salt og måske lidt ekstra majsmel over dem. Bag dem i ca. 45 min hvor du jævnligt tjekker til dem og vender dem.
Læs også: Pull apart bread med ost og hvidløg