I skrivende stund er jeg 29 år gammel og månederne til at jeg fylder 30 (TREDIVE!!!) kan efterhånden tælles på tre fingre. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med det tal. Jeg stoppede med at glæde mig til min fødselsdag, efter jeg blev 25 og siden da, har jeg faktisk haft et lidt mærkeligt forhold til min alder, det indrømmer jeg gerne.
Jeg har tænkt meget, rigtig meget faktisk, over hvad det mon kunne skyldes, for ved nærmere eftertanke, så er livet kun blevet sjovere og bedre år for år, siden jeg var 13. Jeg havde nogle rigtig gode teenagerår, men den første halvdel af 20erne synes jeg faktisk var lidt af en rutchebanetur. Hermed ikke sagt, at jeg var ulykkelig, men jeg kæmpede helt sikkert med klassiske ting, så som at finde ud af hvem jeg egentlig var, hvad jeg var god til, hvad jeg ville lave resten af livet. Samtidig med, at jeg store dele af tiden, ikke havde nogen tro på mig selv. Jeg havde lange perioder med ondt i hjertet og ulykkelig kærlighed, men bestemt også de lykkelig perioder, som var fyldt med forelskelse, ungdom og følelsen af, at verden (stadig) lå helt åbent foran mig.
Èn ting, som den periode også bød på, var usikkerhed. Jeg var usikker på om jeg var god nok, pæn nok, sej nok og alt det der. Det kender de fleste vist til? Men langsomt, og især i løbet af de sidste par år, har jeg stille og rolig rystet den af mig – altså usikkerheden. Den er ganske enkelt forsvundet lidt efter lidt og jeg er sikker på, at det har noget med alderen at gøre.
Man lærer med årene og lærer i høj grad af sine erfaringer – og dem bliver man unægteligt rigere af. Jeg har bl.a lært, at det er helt okay, hvis alle ikke kan lide mig, det er heller ikke alle mænd, som kan blive forelsket i mig, jeg går ikke glip af noget, hvis jeg sidder hjemme en fredag eller lørdag aften – eller begge dage for den sags skyld. Med andre ord, så er det der med at hvile I sig selv og kunne lide sig selv, noget der først er kommet til mig i slutningen af 20erne og noget som, som også er tiltaget år for år.
Med den udvikling, kan man jo undre sig over, hvorfor jeg så har den der frygt for at blive ældre, for hvis livet fortsætter med at blive bedre og min selvtillid og hvilen i hvem jeg er og hvad jeg har, fortsat vokser, så er der jo ikke noget at være bange for. Tro mig, jeg har filosoferet over det dagligt, den seneste tid.
I går skulle jeg cykle til Vesterbro og inden jeg hoppede på cyklen, fik jeg sådan en lyst til at lytte til Soundtracket til mine tidlige ungdomsår; Stripped med Christina Aguilera. De af jer, som kender til albummet ved, at de fleste sange handler om at tro på sig selv, elske sig selv og ikke lade sig knække af nedture, dårlige oplevelser og slet ikke af dumme mænd.
Her gik det op for mig, hvad store dele af min aldersfrygt nok bunder i. Alle sangene tog mig tilbage til mit 13-årige sind og pludselig kunne jeg huske, hvordan jeg altid tænkte, “at når jeg blev stor og nogen fuckede med mig, så ville jeg bare have den der Christina Aguilera attitude og gøre lige præcis som hun sang”. Alle de situationer som hun synger om, så jeg som noget fremtidigt og som noget, jeg nok ville komme til at opleve på et tidspunkt. Det gjorde jeg ganske vist også og ja, jeg blev såret, forelsket, har følt mig knækket og har rejst mig også igen. Flere gange. Måske ikke med en helt så sej attitude som Christina – men I ved hvad jeg mener 😉
Det tankevækkende ved hele mit tilbageblik var dog, at det gik op for mig, at det der dengang var fremtid pludselig var fortid. Som 13årig er man for ung til at have oplevet de der helt basale hjerte-smerte-identitetsting og som 29årig er man lidt for gammel til, at lade det fylde hele ens verden. Giver det mening?
Alle de tanker fik mig også ledt hen på, hvordan jeg dengang forestillede mig, at mit 29årige liv ville se ud og jeg skal være ærlig og indrømme, at tingene bestemt ikke er gået efter planerne. Dermed ikke sagt at det er en dårlig ting og mine drømme og ambitioner har naturligvis også ændret sig hen ad vejen.
Det korte af det lange er, at det dengang bare var nemt at lægge planer, for livet var kun lige begyndt og alle døre var åbne. Med årene lukker man flere og flere af de døre, som konsekvens af de beslutninger man træffer. Da jeg valgte at blive sproglig student, udelukkede jeg f. eks muligheden for at blive kemi-professor, da jeg startede på uni udelukkede jeg endnu flere muligheder, da jeg tog mit studielån, udelukkede jeg muligheden for evt. at kunne tage et større lån senere i mit liv osv.
Og det er det, der skærmmer mig. Det der med, at verden slet ikke er så åben længere og at man altid kan drømme, men mange drømme ved man også bliver ved drømme. Når folk var nederen over for mig dengang, så havde jeg det bare sådan lidt “vent til jeg bliver superstjerne som voksen og får det sidste grin-agtigt”. Nu har jeg erkendt, at det bliver jeg ikke. Ligesom at jeg også har erkendt, at jeg aldrig bliver gift med Leonardo Dicaprio (ham var der en anden danske der tog)
Det er erkendelsen af, at meget af mit liv har formet sig og hvis jeg ønsker nogle drastiske ændringer, så kræver det handling fra min side. Jeg bliver aldrig ung mor, for så har jeg sgu travlt, jeg bliver nok også kun rig hvis jeg møder en rig mand (optur at have den mulighed, i øvrigt) og jeg bliver heller aldrig verdensmester i en sport, for det er sgu for sent nu. Det er det det handler om. At mange af de “store beslutninger” er truffet.
Det blev et langt og indviklet indlæg, men det var bare lige det jeg vil sige. Hold jer endelig ikke tilbage, hvis I har noget at tilføje <3
11 reaktioner
Ej Mie – hvor var det en rar læsning! Jeg er selv i slutningen af 20’erne og kan på så mange punkter nikke genkendende til de ting du skriver om – og jeg ved at vi ikke er de eneste der har det sådan. Selvaccept og evnen til at ryste folks meninger og forestillinger om- og af mig, er helt sikkert vokset med tiden, og jeg er endelig nået til erkendelsen af, at jeg i bund og grund ikke skal stå til måls for mine beslutninger overfor andre end mig selv – og det er så sindssygt befriende! Tak fordi du italesætter det, du gør det så godt 🙂
Jeg Rikke
Det er jeg simpelthen så glad for at du synes. Det er også dejligt at høre, at der er andre, som går med de samme tanker. Virkelig. Og som du også selv skriver, så har alderen absolut også bragt mange gode ting med sig 😉
Har det på PRÆCIS samme måde! Så godt formuleret <3
TAK min søde <3 <3
Jeg forstår godt dine tanker. Jeg er der selv, og jeg er kun lige fyldt 20. Jeg ser ikke alderen som noget, der begrænser dig. Jeg har truffet det valg, at tage direkte på universitet efter gymnasiet. Men på trods af min afklarenhed, møder jeg fordomme som f.eks. ‘Jamen, så kommer du jo aldrig til at rejse?’ eller ‘Du er vel godt klar over, alle de døre du lukker’. Men sådan ser jeg ikke på det. Tværtimod. Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal blive begrænset, blot fordi man bliver ældre? Jeg har selv en farmor, som tog til London for første gang som 80-årig.Min 55-årig far er ved at uddanne sig til mastergrad i ledelse inden for skoleledelse. I sine unge dage havde han en karriere i millitæret. Så hvorfor betragter vi alder som en begrænsning? Jeg synes man skal se det som en mulighed og en fordel. Men om det er fordi, at jeg er et årti bag dig, det ved jeg ikke.
Hej Trine
Du har ret i alt hvad du skriver. Man lukker bestemt ikke dørene for altid. Sådan har jeg det også og har altid tænkt sådan, for tro mig, jeg har sgu taget nogle mærkelig beslutninger i mine 20ere 😉 Det der bare er med det er, at nogle ting ofte er nemmere “at sige” end “at gøre”. Med alderen er jeg også begyndt at tænke mere over hvilke konsekvenser mine handlinger har. Jeg er ikke så YOLO som jeg var for bare et par år siden. Når det så er sagt, så er jeg bare mega glad for at høre, at din far uddanner sig igen og at du selv ser så positivt på det hele. Virkelig dejligt og bliv endelig ved med det!!
Hold da op! Det er virkelig et fantastisk indlæg.
Jeg tror, at mange tumler med de tanker, du så fint beskriver, og derfor er jeg inderligt glad for at høre dine tanker. Særligt fordi jeg selv er de der 5-6 år yngre end dig, og jeg har det sindssygt stramt med det.
Jeg fylder snart 24, og jeg er netop “kun” startet på 2. semester af min uddannelse. Jeg bliver stresset af at tænke på alt det, jeg i princippet skal nå, inden jeg fylder 30? Det er så latterligt, for hvad pokker er det, jeg skal nå? Det er netop kun mine egne forventninger, at det er vigtigt at nå noget..
Jeg vil bare gerne være det tætteste, man kommer på lykkelig <3 Så tror jeg, at alt nok skal ordne sig.
Hej Anne
Jeg er rigtig glad for at du kan lide indlægget og jeg kan sagtens forstå at du også kan have de tanker som 24åring. Det er jeg sikker på at jeg også havde. Som jeg også skriver i indlægget, så er den anden halvdel af 20erne klart den bedste, så den har du i hvert flad til gode 😉 Men som du selv skriver, hvad skal man så egentlig nå? Og det vigtigste er nemlig lige præcis at være lykkelig 🙂
Super indlæg Mie! Jeg rundede det skarpe hjørne i sommers og havde det også super underligt over det. Begyndte at gå og sige til mig selv; alder er jo også bare et tal (præcis som min søde farmor på 86 haha:)…men jeg synes sgu John Lennon formulerede det med livets gang helt perfekt da han sagde: life is what happens while you’re busy making other plans
Hej Mie
Virkeligt godt indlæg – du sætter ord på nogle tanker, som jeg selv har tumlet med længe. Jeg er selv i slut20’erne (bare det at skrive slut20’erne er lidt angstprovokerende!) og hold op, hvor jeg piner mig selv (bevidst OG ubevidst) med alle de planer, ideer og drømme om mit liv, og som ikke er blevet som jeg havde regnet med.
Det er bare virkelig svært at erkende og acceptere, at man bare ikke altid kan kontrollere og bestemme alting. Livet er virkelig – på godt og på ondt – det der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer. Og der tror jeg lige man må huske at trække på skuldrene og sige “nuvel, jeg blev ikke lige stjernedresurrytter, men så gik jeg i stedet til fester og kyssede med uhørt mange drenge, og kastede op i et telt” og så grine lidt af det i stedet for. For, hvis man nu virkelig gerne villet have været stjernedresurrytter, var man så ikke gået lidt mere målrettet efter det?
Og så prøver jeg at lære at acceptere, at livet bare går sin gang. Og det gør det for os alle sammen – nogen kører med klatten rent karrieremæssigt, andre har den fede lejlighed, mens andre har den bedste kæreste. Men man kan altså ikke vinde i lotteriet hver evig eneste dag på alle fronter. Så hellere embrace at ikke en dag er ens, og at man i det mindste er sund og rask.
Ok, nu kørte jeg virkelig ud af en tangent, og aner ikke om det halve giver mening.. Bær over med mig – det har været en lang dag på Work 😉
Kh Pernille
Det er præcis sådan jeg har det! Fylder 30 om under en måned, og folk siger hele tiden, at det jo er “ingen alder”, og “så bare vent til du fylder 40” – ja, men hvad kan jeg bruge den info til, når jeg nu synes det er hårdt at blive 30. Og nej, det er ikke fordi jeg ikke vil have rynker og grå hår (det vil jeg jo sådan set helst heller ikke ;-)), men det er mere tanken om, at mit liv går for stærkt. At mange beslutninger er truffet. Og uanset hvor glad jeg er for mit liv, bliver der mindre og mindre tid tilbage til at gøre alt det jeg elsker; rejse, lære, feste og være sammen med alle mine yndlingsmennesker. Og så er det jo bare federe at krydse af i “25-29” boksen, i stedet for “30-35” boksen 😀