Hvis der er noget, jeg altid har på lager, så er det hjemmelavede knækbrød. Jeg er typen, som altid spiser enormt mange snacks i løbet af dagen og især de dage, hvor jeg arbejder hjemme. Jeg har ikke tal på, hvor mange portioner jeg snart har lavet af min klassiske opskrift. De er perfekt saltede og kan sagtens spises uden pålæg.
I går skulle jeg lave en ny portion men i sidste øjeblik, besluttede jeg mig for, at bevæge mig lidt ud af min comfort zone og ændre en lille lille smule på opskriften. En ændring, der bl.a bestod i at tilsætte Chiafrø, som bestemt ikke gjorde smagen dårligere. Hvis I lige skulle få en halv time I overskud på et tidspunkt, så må I love mig at kaste jer ud i en omgang. I vil ikke fortryde det og slet ikke når I kommer hjem sidst på eftermiddagen efter en lang dag. Det er der de smager aller bedst 😉
Nu vi er ved Chiafrø, så kan jeg virkelig også anbefale Urtekrams helt nye Chia butter – den som I også ser på billederne. Hvis I kan lide peanut butter, så vil i ELSKE den her.
Det skal du bruge (Til èn bageplade)
- 1 dl Chiafrø
- 3 dl vand
- 2 dl sesamfrø
- 1,5 dl solsikkekerner
- 2 dl havregryn
- 1,5 dl hvedemel
- 1/2 dl solsikkeolie (eller olivenolie)
- 1 spsk salt
- 1 tsk bagepulver
Sådan gør du:
- Start med at blande Chiafrøene op med 1,5 dl af vandet og lad det stå i ca. 10 min.
- Bland alle de ørige tørre ingredienser i en skål og rør godt rundt.
- Tilsæt Chia-blandingen, den anden 1,5 dl vand og olien.
- Rør godt i dejen, så det hele bliver jævnt fordelt. Konsistensen skal være klæbrig (hvis det hedder det?) men også sammenhængende.
- ta´to stykker bagepapir og placer det ene på køkkenbordet. Læg dejen på midten og læg det andet papir ovenpå. Brug herefter en kagerulle til at rulle dejen flad. Den skal ca. være 1/2 cm. i tykkelsen.
- Skær dejen ud i stykker og bag den i ovnen på 200 grader i ca. 20 min. Hold øje med den, får når den først begynder at tage farve, så går det hurtigt.