Mit yndlingsmad er alt hvad der kommer fra mellemøsten. Det har jeg vist slået fast en gang eller 1000. Lige derefter kommer mad fra Thailand og resten af østen. Jeg er vild med det hele; gul karry, rød karry, grøn karry og samtlige råvarer. Selvom madlavning er noget af det bedste jeg ved, så ender det (lidt for) ofte med at jeg køber take away, fordi mine dage ofte slutter sent og tiden er knap. Enten køber jeg en salat og falafler fra et af de mange fantastiske steder vi har på Nørrebro, eller også smutter jeg forbi en thai-biks og 9 ud af 10 gange, ender jeg med at bestille en Thai beef salad. Det er min absolutte yndlings thai-ret og jeg kunne mere eller mindre spise den hver eneste dag.
Som sådan er det jo ikke verdens mest komplicerede ret og den kan laves på et minimum af råvarer. Dét som gør den specielt, er afgjort sovsen (eller dressingen om man vil) som har den vildeste smag af det salte, det søde og det syrlige. I onsdags havde jeg inviteret min veninde Julie på middag og ferieplanlægning og i den forbindelse besluttede jeg mig for at kaste mig ud i min egen udgave. Både fordi bloggen godt lige kunne bruge sådan en opskrift og fordi jeg gerne ville se, om det egentlig kunne lade sig gøre at lave sådan en dressing selv. Det blev overraskende vellykket, så opskriften skal I naturligvis ikke snydes for.
Det skal du bruge (til 2-3 personer)
♥ 4 tomater skået i både
♥ 1/2 agurk skåre i tynde skriver
♥ 1/2 blomkål, skåret i små buketter
♥ 1 rødløg skået i fine tynde strimler
♥ 1 bundt friske korriander
♥ Hakkede peanuts
♥ To bøffer af oksekøb eller hvad man nu aller bedst kan lide.
Til dressingen
♥ 5-6 spsk fiskesovs
♥ 3 spsk risvineddike
♥ 2 spsk sukker
♥ saften fra 1 1/2 lime
Sådan gør du: Ja, det giver næsten sig selv. Alle grønsagerne hakkes, snittes og blandes i en skål. Kødet skæres i strimler og steges på panden, hvorefter det bliver blandet sammen med salaten. Dressingen røres sammen og hældes ud over hele molevitten. Bon appetit ♥