Morgenmad er og bliver mit absolutte yndlingsmåltid. Jeg er næsten altid ved at dø af sult, når jeg vågner og intet kan starte min dag bedre, end tanken om, at morgenmad er det første på min agenda. Den bedste af slagsen, er noget med hjemmelavet Granola (kan virkelig anbefale den her opskrift) og noget med yoghurt eller skyr. Så skal det naturligvis toppes med noget lækkert og gerne lidt sødt. Normalt bruger jeg honning, men så snart rabarbersæsonen går i gang, tøver jeg ikke et sekund med at kaste mig ud i en rabarberkompot.
Sådan en smager intet mindre end helt fantastisk og minder mig på alle måder om varme danske sommerdage. Jeg har netop lavet en ordentlig portion og denne gang tilsatte jeg lidt ekstra smag i form af kanel og vaniljepulver. Det blev den bestemt ikke mindre lækker af og jeg tør næsten garantere, at I bliver lige så vilde med dem, som jeg er. Derudover er den så nem at lave, at det næsten ikke kan gå galt ♥
Det skal du bruge (Til et stort glas)
♥ 500 g. Rabarber
♥ 300 g. sukker
♥ 1 spsk vaniljepulver (ikke sukker)
♥ 2 små kanelstænger
♥ 1/2 dl vand
Sådan gør du
♥ Skyl rabarberne og skær den ud i mindre stykker. Gerne med en længde på 2-3 cm.
♥ Hæld dem i en gryde og tilsæt de øvrige ingredienser.
♥ Lad det koge på en mellemhøjt blus i en halvtimes tid – ellers indtil konsistensen bliver som man ønsker.
♥ Lad det køle af og hæld det på et lufttæt glas og nyd at du har den lækreste morgenmadstopping til de næste mange dage.