Som de fleste andre, så kan jeg slet slet ikke få armene ned over vejret i disse dage. Alt bliver nemmere, sjovere og pænere. Når solen skinner og luften bliver lunere, så stiger min lyst til at spise mig mæt i friske salater og proppe mig med lækre og sunde ting. I går havde jeg inviteret min veninde til middag og kastede mig ud i en af de salater, som efterhånden er blevet en klassiker i mit køkken, siden jeg fik min elskede Spiralizer. Jeg har aldrig fået delt opskriften herinde, og den skal I naturligvis ikke snydes for ♥
I bund og grund passer den til det meste, og jeg har både serveret den som hovedret med lækkert brød til eller som tilbehør til kød og andre spændende sager. I går blev den sat sammen med de skønne squashbøffer (hvem sagde squash-fest?) og en god klassisk coleslaw.
Det er en salat, som ikke kræver det helt store og den tager ikke mange minutter at lave. Det aller vigtigste er egentlig, at man huske den grønne magiske dressing, da det ligesom er den, der gør hele forskellen. Den opmærksomme læser husker måske den her farverige salat, hvor dressingen også indgå. Den går man aldrig nogensinde galt i byen med ♥
Det skal du bruge (Tilbehør til 2-3 personer)
♥ 1 Squash
♥ En god portion frisk spinat (Jeg brugte ca. halvdelen af en af de store poser)
♥ 1 dl ærter fra frost.
♥ En håndfuld friske krydderurter (Jeg brugte mynthe og basilikum)
Sådan gør du: Rens spinaten godt og grundigt, lad de frosne ærter tø op og tilbered Squashen en spiralizer. Resten giver mere eller mindre sig selv; det hele blandes sammen i en god masse.
Magisk grøn dressing
♥ 1 dl saltede peanuts
♥ En Avocado
♥ En håndfuld frisk basilikum
♥ En håndfuld pesille
♥ 2 fed hvidløg
♥ Lidt olivenolie (efter smag og behag)
♥ Saften fra en lime
♥ Ca. 1 dl vand (afhængig af hvordan man ønsker konsistensen. Personligt kan jeg godt lide den meget flydende)
♥ Salt og peber
Sådan gør du: Faktisk skal det hele bare blandes og blendes i en minihakker og smages til hen ad vejen. Jeg har lavet den en del gange efterhånden og hver gang er det sådan lidt på gefuhl, så det er bare et spørgsmål om hvordan man kan lide det.
Hele dressingen skal dog ikke blandes i salaten. Bare et par skefulde og så kan man jo bruge resten som man har lyst ♥