Godaften søde læsere
Jeg håber at I alle har haft en dejlig weekend fyldt med solskin og forår. Som jeg vist nok har fortalt jer, har min udelukkende stået på arbejde og let’s face it, det er sgu ikke det fedeste i verden, når foråret for alvor har meldt sin ankomst og det føles som om, at hele verden har tid og overskud til at nyde det.
Netop det, har fået mig til at filosofere ekstra meget og hele FOMO-begrebet, som jeg personligt er et kæmpe offer for. Ironisk nok egentlig, for hvis der er noget jeg virkelig synes er interessant, så er det alt det her med sociale medier og hvad de gør ved os. Desuden er jeg jo også selv storforbruger af de dem, eftersom store dele af mit liv er til offentlig skue her på bloggen og på Instagram. Hvis jeg selv skal sige det, er jeg meget bevidst omkring de her medier, og jeg ved hvordan de virker, hvor de virker og hvad der virker (Babyer, mad, babyer, kæledyr og babyer). Det er vel efterhånden common knowledge, at langt størstedelen af de ting vi viser og fortæller på de sociale medier, er de positive sider af livet og her skal jeg absolut ikke spille hellig. Har I måske nogensinde set mig græde eller læst lange indlæg om de negative sider af mit liv? Næ. Men som alle andre græder jeg også i ny og næ, jeg har også lortedage og dage hvor jeg ikke kan finde hoved og hale i noget som helst. Men hvis I f. eks klikker ind på min Instagram profil, kan i næsten kun finde billeder af min søde lille nevø (han virker hver gang), fine blogevents, nyt tøj, kaffe, rejser og mad. I dag har jeg f. eks ikke uploaded noget som helst og guess why? jeg har intet spændende oplevet og intet spændende at vise.
På trods af alt det, kan det virkelig undre mig, at jeg stadig ikke er i stand til at tage de kritiske briller på, når jeg bladrer igennem mit instagram feed. Så sent som her til aften, følte jeg straks, at jeg var den eneste, som ikke havde brugt min weekend på at gå tur i parken, spise is, drikke kaffe og løbe halvmarathon, da jeg åbnede computeren for at tjekke op på verden. Jeg mindes også hvordan jeg, i vinters, følte mig som den eneste person i verden, der ikke søgte ly for vinterkulden i Thailand eller Mexico. Kan det mon passe at jeg er den eneste i verden, som ikke bor i en fantastisk lejlighed, rejser flere gange om måneden, er gravid, spiser ude hver eneste dag og går i byen hver weekend samtidig med, at jeg spiser pæne pandekager i sengen. I ny og næ kan jeg næsten få en følelse af, at alle er meget mere lykkelige end mig.
Til tider kan jeg godt ønske mig 20 år tilbage i tiden. Tilbage til dengang, hvor man ikke var så bevidste om alle andre. Dengang hvor man gjorde ting bare for at gøre dem og til dengang hvor man ikke liiiiige skulle tage et billede, for at dokumentere det overfor omverdenen.
Kan I følge mig? Del endelig ud af meninger, erfaringer og gode råd <3
17 reaktioner
Jeg kan ikke være mere enig! Jeg er dog selv også langt fra verdensmester i at inkludere de trælse øjeblikke, men jeg er blevet mere bevidst om ikke at tage det hele så tungt, når jeg ser andres glansbilleder på diverse medier. Selvom det kan være med til at strø salt i såret ofte, når det ikke lige kører på skinner for en selv. Jeg ville ønske at man fra den ene dag til den anden kunne gå offline og bare nyde tilværelsen og gøre ting for sig selv og ikke for anerkendelsen og bekræftelsens skyld..
LIGE PRÆCIS!! Men du har så evigt ret. Hvis jeg har en god dag, så får jeg også lyst til at give en high-five til alle de andre lykkelige mennesker. Hvis jeg har en skod-dag, så føler jeg mig endnu mere ynkelig når jeg tjekker op på de sociale medier 😉
Dit bedste indlæg til dato, Mie!
Du har så evigt ret.. Jeg har mange gange siddet med nogle (ret depressionsagtige) lignende tanker om de samme ting, og det med at føle at livet ikke bliver levet fuldt ud som alle de andres.. Og alligevel er man så hyklerisk at ens egen insta sender præcis samme billede til alle andre.. Fake it ’til you make it, right?!
Årh, Tak <3
Og ja, du har ret. Til tiden glemmer man bare, at alle dem som er så lykkelige derude, nok har nogle af de samme tanker 😉
Dejligt indlæg, Mie. Jeg har det tit på præcis samme måde.
Men når jeg så sidder og er faldet i nostalgihullet, hvor “alting var lettere dengang….”, så kan alle disse happy-times billeder som jeg i tidens løb selv har uploadet faktisk også være en en hjælp. For hvert eneste billede jeg så genåbner, der mindes jeg den aften/den middag/den ferie – og husker så på, hvor lykkelig og taknemmelig jeg i virkeligheden bør være og (størstedelen af tiden) er. Og så er hullet pludselig ikke så dybt alligevel 🙂
Sødeste Julie, Sådan havde jeg faktisk ikke tænkt det. Det vil jeg gøre fra nu af 🙂 TUSIND tak for tippet <3
Det er sjovt at læse dine synspunkter. 🙂 Jeg har sammen med min gruppe et projekt kørende, hvor vi vil skabe en fiktiv kampagne mod brugen af smartphones. Det er virkelig svært at se hvordan man skal skære denne del væk fra folk. Det er blevet en forlængelse af armen og det er jo i virkeligheden lidt tosset. Jeg selv har ikke en smartphone. Faktisk har jeg i skrivende stund slet ingen mobil, da jeg mistede den jeg havde og ikke lige fået taget mig sammen til at skaffe en ny. Men ellers har jeg da nogen gange følt mig helt uden for fælleskabet af Instagram og Snapchat og jeg ved ikke hvad. Mest fordi folk VIRKELIG taler meget om det. Det er sjældent der ikke går en dag hvor der bliver snakket hvem der har delt hvad og det går helt direkte min næse forbi, da jeg ikke er indehaver af nogen af disse medier. Men jeg er skam ikke hellig! Er flittig bruger af facebook og elsker liiiiige at gå ind og tjekke, hvad der sker i verdenen når chancen byder sig. Dog er jeg glad for ikke at eje en smartphone, (ikke så meget slet ikke at eje en telefon dog. Må indrømme jeg føler mig lidt handikappet. ) da jeg føler jeg slipper for noget af stressen ved konstant at være på og være til at komme i kontakt med konstant. Har lidt haft den indstilling at intet er vigtigt nok, hvis ikke det er et opkald værd, ellers må du vente på at få svar fra mig til jeg tilfældigt er ved en computer og kan tjekke det via det. 🙂
Jeg er helt enig i mange af dine synspunkter og jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer en rigtig spændende opgave ud af det der. Jeg vil også gerne tilføje, at jeg er imponeret over at du kan leve uden. Haha. Det vil jeg ikke kunne, men nu er jeg nok også en ekstrem bruger. Jeg mener også at der er kommet mindst lige så mange gode ting ud af de sociale medier, som dårlige. Nogen gange vil jeg dog bare ønske, at jeg var bedre til at have et kritisk syn på det 🙂
Hej Mie,
Jeg blev glad da jeg læste dit indlæg. “Godt der er andre end mig der har det sådan”, var min tanke. Min bekymring bunder dog ikke i faren for at gå glip af noget. Jeg har blot ofte en lyst til at “gå offline” for en stund. Jeg frygter at vi glemmer hvordan man egentlig lever uden vores elskede smartphones og sociale medier. Jeg føler også, at det er noget pis, at man nu til dags, altid er tilgængelig. Folk forventer at man ser – og svarer på deres henvendelser 24/7 – fordi vi altid er inden for rækkevidde. Det har jeg ikke lyst til, at der forventes af mig. Hvem ved, måske prøver jeg en dag at fjerne diverse livsrøvende apps for en stund. Bare for at se om livet er bedre på den anden side 🙂
Hej Gitte..
Jeg har ofte tænkt de præcis samme tanker. Jeg mener dog, at man er nødt til at gå lidt væk fra det synspunkt og indse at de er kommet for at blive. Egentlig synes jeg at de fleste jeg kender er ganske gode til at skelne mellem at være online og offline. Min bekymring ligger mest i, at vi ganske enkelt kommer til at stille for høje krav til os selv og hvordan vores liv “bør” være fordi vi HELE tiden kan måle os med andre. Og det gør vi..
Enig! Og dette er et af dine bedste indlæg! Det er dejligt at læse noget mere personligt om dig 🙂
Det her er et af de bedste indlæg, jeg har læst længe.
Jeg er selv inde i en periode, hvor jeg synes at alle andre end mig er over-lykkelige, bor i lækre lejligheder, træner hele tiden, rejser og oplever noget konstant. Det er lige til at blive halv-depri af.
Tak for dit indlæg. Det giver stof til eftertanke.
Louise
Hvor er det dog dejligt at høre. Jeg bliver ikke mindst glad for at høre, at der er så mange andre derude med de samme tanker <3
Rigtig dejligt indlæg, Mie.
Jeg har det på samme måde som dig… Og på det sidste, har jeg haft lyst til at opgive facebook. Inaktivere min profil. Der var engang, hvor facebook var et sjovt medie, men nu synes jeg mere, det er et blevet et blære-medie, hvor folk kun er på, når de skal vise deres nye kæreste, baby eller job frem.
Og desværre synes jeg lidt den samme blære-fakta er rykket over på Instagram. Fx forstår jeg slet ikke, at det er blevet så populært at dele billeder af, at man træner. For mig er det at træne, lidt det samme som at handle ind, gå til lægen, købe mælk og alle sådan nogle andre *kedelige* hverdagsting.
Det er som om, der er et helt særligt værdi-sæt på Instagram, som ja, de fleste modebloggere nok er medvirkende til fastholde … fx kan jeg tit få oplevelsen af, at alle køber dyrt modetøj, drikker dyr modekaffe, køber store dyre lejligheder, går i dyre sko osv. Men. Oftest er det kun (mode/livsstils)bloggerne i mit feed, der viser et stort livsstils-overskud, i form af dyre produkter, frem. Ikke noget ondt om det, men det er bare lidt interessant, synes jeg.