Efter at have tilbragt et par dage i mit barndomshjem og i den by hvor jeg er født og opvokset, kom jeg til at tænke på nogle ting, som de er jer som også er flyttet til et andet sted end i oprindeligt kommer fra, måske kan genkende. Jeg flyttede til København i 2007, lige efter jeg var blevet student. Faktisk tror jeg ikke at jeg nåede så meget andet den sommer, end at pakke mit liv sammen og komme til storbyen. Jeg flyttede med de der store forventninger om, at det var der alt kunne ske og der hvor lykken var. Jeg faldt også overraskende hurtigt til og fik en masse gode venner, så det gik skam over al forventning.
Efterfølgende har jeg altid været god til at komme tilbage til Fyn og besøge mine forældre og de få venner som stadig bor der. De første mange år havde jeg altid den der “Arh…. this is home” når jeg steg ud fra toget og blev altid en smule trist når jeg skulle tilbage til København og væk fra det trygge.
Her i weekenden var der en ting som slog mig: jeg skulle ikke “tilbage” til København men “hjem” til København. Hjem til det sted hvor min lejlighed er, mine venner er, mit arbejde og hele mit liv er. Faktisk skulle jeg lede rigtig dybt inde i mit sind, for at finde den mindste følelse af tristhed. Det er først nu, efter 5 år, at København føles som mit hjem og Fyn er et sted jeg tager hen for at besøge mine søde forældre, slappe af og få en lille følelse af det der engang var.
Her på det seneste har jeg leget med tanken om at flytte til et andet land for en kortere periode, bare for at prøve det og for at tage udfordringen op, men hvis det tog mig 5 år at falde til i mit eget lands hovedstad, hvor længe vil det så ikke tage i et andet land og i en ny kultur? Ved nærmere eftertanke er det måske meget logisk at de tanker kommer netop nu! Det giver vel ganske god mening, at vi søger mod nye udfordringer når vi har klaret de gamle..
Det blev lige til et langt indlæg om på en grå sommerdag. Håber i har det skønt ?
