VEGETAR LASAGNE MED AUBERGINE OG GRØNTSAGER

Lasagne! Den gode klassiske ret, som de fleste af os nok er vokset op med og som de fleste af os, nok også har elsket det meste af vores liv. Jeg husker i hvert fald tydeligt, hvordan det var min ultimative livret i mange år. Selv da jeg flyttede hjemmefra, blev det ved at være en af de retter, som jeg lavede igen og igen. De seneste år har den dog været lagt lidt på hylden og jeg har nok brugt mere tid på at lave nye og spændende retter.

Så skete der det, at jeg en dag for ikke så længe siden, fik en pludselig træng til den gode klassiske ret. Med mornaysauce og hele baduljen. Nu er det jo så også sådan, at jeg er svært glad for grøntsager og for at prøve nye ting, frem for de traditionelle og derfor besluttede jeg mig for at kaste mig ud i en vegetarisk version, tilsat lidt flere grøntsager, end den lasagne, jeg ellers er vokset op med. Jeg serverede den for min madklub tidligere på ugen og hvis jeg selv skal sige det, så blev resultatet rigtig godt og mine gæster sagde det samme.

Opskriften skal I selvfølgelig ikke snydes for og husk, at det kun er fantasien, der sætter grænser for indholdet. Jeg er sikker på, at de fleste grøntsager vil fungere ganske fint deri. Derudover er det også helt okay at købe en færdiglavet mornaysauce, hvis man ikke orker at stå og bikse en sammen selv.

Læs også: Vegetarisk Tikka Masala 

Vegetar lasagne

Vegetar lasagne: Det skal du bruge (til 4 personer)

● Et stort løg

● 3 fed hvidløg

● Olie til stegning

● 2 dåser hakkede tomater

● 2 dl vand

● 1 stort squash eller 2 små

● En god håndfuld champignon

● 2 auberginer

● Ca. 4 lagsaneplader

● En tsk revet muskatnød

● 1 spsk oregano

● Salt og Peber

● En håndfuld revet ost til topping

Mornaysauce

● 2 Spsk hvedemel

● 4 dl mælk

● ca. 150 gram revet ost

● 50 gram smør

● Lidt revet muskatnød

● Salt og peber

Vegetar lasagne

Læs også: Vegetarisk Shepards Pie med søde kartofler

Sådan gør du

● Hak løg og hvidløg og steg dem i en lidt olie i en stor gryde, indtil de er gyldne

● Skær squash og champignoner i mindre stykker eller skiver og hæld dem op i gryden sammen med løg og hvidløg.

● Tilsæt krydderier, hakkede tomater og vand og lad det hele stå og småsimre i et godt stykke tid. Gerne i over en halv time.

● Skær auberginer i tynder skiver på den lange side.

● Find en ny lille gryde til mornaysaucen og start med et piske melet sammen med to spsk af mælken. Tilsæt derefter resten af mælken stille og roligt, mens du pisker.

● Tilsæt smør og fortsæt med at piske

● Slut af med at tilsætte osten og krydderierne, mens du bliver ved med at piske. Det er ret vigtigt med alt det piskeri, så der ikke opstår klumper. Når saucen har en fin konsistens, kan du roligt slukke for den.

● Find et ildfast fad og begynd langsom at opbygge lagsanen. Først med et lag af grøntsagssaucen, så et lag af mornaysaucen og slut af med et lag med Auberginer. Fortsæt indtil det hele er brugt op og lad gerne et af lagene bestå af lasagneplader. Det gør altså lige konsistensen lidt ekstra lækker.

● Bag det hele i ovnen på 200 grader i ca. 30 minutter. Giv den lige en god håndfuld revet ost på toppen i de sidste 10 minutter. Cherry on top, vil jeg kalde det.

Vegetar lasagne

Læs også: Pull apart brød med ost, smør, hvidløg og Basilikum

ASIATISKE KØDBOLLER MED HOISIN SAUCE

ASIATISKE KØDBOLLER I HOISIN SAUCE

ASIATISKE KØDBOLLER

Jeg har kort omkring det i tirsdagens indlæg; over de sidste par måneder, har jeg fuldstændig mistet mit madlavnings-game og jeg tør næsten ikke fortælle, hvor ofte den har stået på take away. Det skal stoppe nu. Især fordi jeg ELSKER at lave mad, jeg elsker at eksperimentere, søge internette tyndt for inspiration, browse efter spændende varer i supermarkederne og hos min lokale købmand.

Alt sammen blev jeg mindet om i går, hvor jeg havde inviteret min søster på middag og derfor var tvunget til at kaste mig ud lidt madlavning. Jeg har længe haft lyst til asiatiske kødboller. Faktisk lige siden, at jeg fik nogle i en foodtruck for et par uger siden. Så at de skulle på menuen, var der ikke nogen tvivl om. Min veninde, Julie, er lidt af en masterchef, når det kommer til asiatiske saucer og hun laver altid en særlig en, der smager som en bid af himlen. Jeg fik heldigvis lokket opskriften (som egentlig bare var oppe i hendes hoved) ud af hende og gjort mit bedste for at ramme plet. Det gik ganske fint og den passer perfekt til kødbollerne.

En helt perfekt hverdagsret, som kan laves på nul komma fem 🖤

ASIATISKE KØDBOLLER I HOISIN SAUCE

DET SKAL DU BRUGE

Kødboller

● 450 gram hakket kød (jeg brugte kylling, men svinekød kan også sagtens bruges)

● 1 (meget)fint hakket løg

● 1 tsk salt

● 1 spsk revet ingefær

● 1 dl panko rasp

● Salt og Peber

Hoisin Sauce

● 1/2 dl hoisin sauce

● 2 spsk sesamolie

● 2 spsk soyasauce

● 1 spsk honning

● 1 tsk frisk ingefær

● 1 fed hvidløg

● Saften fra 2 lime

Sådan gør du

● Start med at blandet alle ingredienser til kødet sammen. Fom farsen i små kødboller og bag dem i ovnen på 200 grader i ca. 20 minutter

● Bland alle ingredienserne til saucen

● Fordel saucen over kødbollerne.

● Voila. De kan nydes med alle slags tilbehør. Jeg serverede bl.a hjemmelavet coleslaw og lækre fladbrød

ASIATISKE KØDBOLLER I HOISIN SAUCE

Læs også: Grøntsagsdeller med butternutsquash og gulerødder

FAJITAS MED KYLLING: EN NEM OG HURTIG HVERDAGSRET

Fajitas med kylling: Muligvis verdens bedste hverdagsret!

Jeg har altid haft en gigantisk kærlighed til det Mexicanske køkken og den blev ikke mindre, da jeg besøgte landet i slutningen af sidste år. Det var også her, at jeg for alvor fik øjnene op for Fajitas. Det er en af de retter, som nærmest er at finde på samtlige af landets menukort og jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange forskellige versioner jeg smagte i løbet af de to uger jeg var der.

Min favorit er den med kylling og selvom jeg nærmest aldrig spiser kød og vil lave langt de fleste retter i en vegetarisk version, så vil en god omgang Fajitas altså ikke være det samme uden. Der er jo ikke nogen der siger, at kødet behøver at udgøre størstedelen 😉 Siden min hjemkomst har fajitas været en af de retter, jeg har lavet rigtig mange gange og jeg tror også, at jeg har serveret dem for de fleste af mine venner. Både fordi det smager himmelsk, kræver et minimum af ingredienser, kan varieres og kan klares på meget kort tid.

Nu er det blevet tid til også at lade jer smage, så her kommer min opskrift 🖤

Fajitas med kyllingDET SKAL DU BRUGE (3-4 PERSONER)

● 3 kyllingefileter (ca. 500 g.)

● 6 Peberfrugter (gerne en blanding af rød, gule og grønne)

● 1 Squash

● 2 rødløg

● 3 fed hvidløg

● 2 spsk røget paprika

● 1 spsk spidskommen

● 1 spsk stødt koriander

● 1 tsk chilipulver

● salt og peber

● 2 spsk olie

● saften fra en lime

FORSLAG TIL TILBEHØR

● Tortillas

● Creme Fraiche

● Guacamole

● Frisk koriander

● Ris eller quinoa

Fajitas med kylling

SÅDAN GØR DU

● Start med at skære alle peberfugter, squash og rødløg i strimler, hak hvidløgene og blandt dem i et ildfast fad.

● Skær kyllingen i mundrette strimler og bland dem med grøntsagerne.

● Tilsæt krydderier og olie og fordel det jævnt med hænderne.

● Bag hele molevitten i ovnen i 20-25 minutter. Husk at røre lidt rundt i ny og næ.

● Slut af med at skære limes i fine skiver og fordel saften over retten.

● Bon Appetit

Fajitas med kylling

LÆS OGSÅ

Nem og hurtig Butterchicken

Crunchy kylling med korrianderslaw

Fajitas med kylling

OPSKRIFT: CHILI SIN CARNE MED BØNNER, LINSER OG MASSER AF GRØNTSAGER

Chili sin carne opskrift

CHILI SIN CARNE 🖤

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den mørke, lange og kedelige vinter indbyder til indendørshygge med varmt, simrende og smagfuldt mad. Normalt er jeg faktisk ikke specielt glad for de der mørke og ret tunge retter, men en god Chili sin carne, det går man altså aldrig galt i byen med. Det er i hvert fald en af de retter, jeg vender tilbage til hver eneste vinter.

Man skal ikke lade sig skræmme af den forholdsvis lange ingrediensliste. Det meste er bare krydderier og hvor mange grøntsager man ønsker at bruge, bestemmer man jo helt selv. I det hele taget er det en super nem omgang at lave og så kan den tilmed snildt fryses i mindre portioner. Og ved I hvad? Den smager næsten endnu bedre, når den bliver varmen op igen!

Chili sin carne opskrift

DET SKAL DU BRUGE (til 4 personer)

● 2 store løg

● 3 fed hvidløg

● 3 gulerødder

● Olie til stegning

● 2 stilke bladselleri

● 1 lille dåse majs

● 2 dåser kidneybønner

● 2 dl linser (alle slags fungerer – jeg brugte en blanding af røde og grønne)

● 2 dåser flåede tomater

● 1 spsk spidskommen

● 1 spsk stødt koriander

● 1 spsk paprika (gerne røget)

● 1/2 tsk cayennepeber

● 3 stænger kanel

● Salt og peber

● ca. en halv liter vand

SÅDAN GØR DU

● Start med at hakke løg, hvidløg og de øvrige grøntsager.

● Snup en stor gryde og varm lidt olie. Start med at stege løg og hvidløg og tilsæt efterfølgende de resterende grøntsager.

● Tilsæt alle krydderier og fordel dem jævnt.

● Tilsæt flåede tomater, majs, bønner og linser og evt. lidt vand.

● Lad det stå og simrekoge så lang tid som muligt. Gerne i over en time og tilsæt løbende lidt vand, alt efter hvilken konsistens man foretrækker.

● Voila – spis det med brød, creme fraiche, ris, grøntsager eller hvad I foretrækker.

Chili sin carne opskrift

PRØV OGSÅ: VEGETARISK TIKKA MASALA

GRØNTSAGSDELLER MED BUTTERNUTSQUASH OG GULERØDDER

Hvis vi lige glemmer lidt om janteloven for en stund, så bliver jeg simpelthen nødt til lige at rose mig selv for de her banditter. Inspirationen kom fra noget, jeg på et tidspunkt havde set på Instagram, men jeg var ærligt talt i tvivl om, om de overhovedet kunne hænge sammen og om de ville have en chance for at blive sprøde. Begge dele gik over alt forventning og resultatet blev SÅ godt.

Jeg mener, what’s not to love here? De er fyldt med smag fra det røgede paprika og spidskommen(en) og det lille nip af cayenne gør dem også en anelse spicy. De er vanvittig nemme at lave og kræver et minimum af ingredienser. Som cherry on top, så kan de også fryses ned og det har vist aldrig været en dårlig ting, lige at kunne hive et par deller frem, når man kommer hjem fra en lang dag, uden overskud til madlavning.

Opskriften skal I selvfølgelig ikke snydes for 🖤

DET SKAL DU BRUGE (Ca. 12 stk)

● 1 Butternutsquash

● 2 Gulerødder (alm størrelse)

● 1 stort løg

● 1 bundt frisk persille

● 1 spsk røget paprika

● 1 spsk spidskommen

● 1 knivspids cayennepeber

● 1 dl mandelmel (andet mel kan også sagtens bruges)

● Salt og peber

● 1 spsk olivenolie

SÅDAN GØR DU

● Tænd ovnen på 200 grader

● Skræl butternutsquashen og skær den ud i små tern. Fordel lidt olie over dem og bag dem i ovnen i ca. 30 min eller indtil de er møre.

● Skræl gulerødder og løg og riv dem fint på et rivejern (eller hak dem i en minihakker)

● Når butternutsquash-stykkerne er færdige, skal de over i en skål og moses fint med en gaffel og derefter skal de øvrige ingredienser tilsættes.

● Rør godt rundt i massen og form 12 små deller med hænderne.

● Bag dem i ovnen i ca. 40 min. Det tager lidt tid for at få dem til at blive sprøde, men det skal nok komme.

Jeg kan varmt anbefale at servere dem med salat, hummus og frisk brød 🖤

PRØV OGSÅ

Grøntsagsdeller med blomkål, spinat og cheddar

Mellemøstlige vegetarbøffer