I torsdags kom jeg hjem fra det, der nok bliver min sidste sommerferie i denne omgang; fem helt skønne dage på Mallorca. Det er langt fra første gang, at jeg besøger øen – men det bliver den jo ikke mindre vidunderlig af.
Jeg var afsted sammen med min gode veninde og vi havde virkelig de bedste dage. Vi lavede egentlig ikke det helt store og kom hurtigt ind i den der klassiske ferie-rytme, der typisk består af morgenmad, strand, is til frokost, lidt mere strand eller pool, kolde drinks på terressen, der køres ned med snacks og gode snakke om livet og til sidst en middag på en klassisk sydeuropæisk strand. Jeg elsker virkelig den dagsform.
Vi boede i byen Peguera, som ligger 30 km. Fra hovedstaden, Palma. Så et enkelt besøg i palma blev det selvfølgelig også det. Men det var også det.
Ligesom langt de fleste, så har jeg ikke rejst i et helt år og de af jer, som har fuldt med herinde længe ved også, at det er en kæmpe forskel fra hvordan mit liv så ud før corona. Der var jeg vitterligt på farten hele tiden. Altså flere gange om måneden og ofte til far out destinationer; Bali, Thailand, USA, Mexico, Indien, you name it. Det var ærligt talt også lidt en afhængighed. Under corona er jeg stille og roligt begyndt at indse, at det måske var lidt meget af det gode. Både fordi det kunne være enormt stressende, hele tiden at skulle omstille sig og være væk og også af hensyn til miljøet. Vi ved jo godt hvordan det er med den pokkers flytrafik. Min pointe er, at jeg nok aldrig kommer til at rejse i det omgang igen og jeg var også nået dertil, hvor behovet slet ikke var den samme. At verden samtidig også føles lidt mere farlig, har selvfølgelig også haft indflydelse.
I forlængelse af sidstnævnte, så var jeg faktisk også en smule nervøs, da vi skulle afsted til Mallorca. Hvad hvis noget skulle gå galt? Hvad hvis man endte i isolation, blev smittet eller noget helt tredje? At der tilmed begyndte at florere rygter om, at Spanien kunne blive orange den dag vi skulle rejse, gjorde det heller ikke mere trygt.
Men alt gik jo fuldstændig gnidningsfrit og hvad jeg bare kan konkludere efter 5 dage ved middelhavet er, at jeg virkelig virkelig elsker at rejse. At opleve nyt, smage nyt, dufte nyt og alt det der. Det sætter så mange ting i perspektiv. Her efter hjemkomsten har jeg i hvert fald allerede gjort mig tanker om den næste tur. Måske en lille forlænget weekend i Italien til efteråret. Asien og andre eksotiske steder bliver det nok ikke foreløbigt, men der jeg heldigvis også erfaret, at mit liv har masser værdi uden.
Uanset hvad, er jeg i hvert fald kommet hjem med en kuffert fyldt med sand, en god håndfuld fine ferieminder og ikke mindst en fyldt kamerarulle, for Mallorca er virkelig pæn. Her kommer nogle af mine favoritter 🖤
Udsigten fra vores hotel var virkelig vild. Lige bag mig er der i øvrigt en skøn og lækker pool.
Fem dage er nok også det længste der er gået, hvor jeg har måtte undvære min symaskine, siden jeg fik den til jul. Men heldigvis har de mange timer foran den, også resulteret i en masse fint sommertøj. De blomstrede shorts her, er en af mine favoritter.
Der er altså bare et eller andet over kombinationen af tennisbaner og store firkantede hoteller. Det her sport ramte i hvert fald plet i mine æstetiske sanser.
I det hele taget er der bare et eller andet over bygningerne i sydeuropa. Farverne, formerne og de fine stribede markiser. Måske fordi det er så langt fra det, vi kender herhjemme. Eller også bare fordi det er enormt pænt og giver den der sommerferie i 70erne-vibe.
Reklamelinks: På vej til middag, iført blå sommerkjole fra H&M, sandaler fra Marni og min fine sommertaske fra ARKET
Og så er der jo alle markederne. De giver altså min lokale grønthandler hjemme på Nørrebro kamp til stregen.
Palma
Som sagt blev det også til et enkelt besøg i øens hovedstad, Palma. Vi havde begge været der flere gange og vidste, at det er en skøn by, der både har masser af shopping, hyggelige barer og restauranter. Vi ville egentlig have spist derinde og jeg fik mange gode anbefalinger på Instagram. Men samtlige steder var fuldt bookede. Det resulterede i, at vi hoppede på bussen tilbage til vores egen lille turistby og fik et godt klassisk feriemåltid.
På vores sidste dag (virkelig typisk) fandt vi den mest vidunderlige skjulte strand, som egentlig lå for foden af vores hotel. Eller stand og strand. Det var nok nærmere en klippevæg med et par badestiger. Her kunne man hoppe ned i det mest klare vand og svømme rundt mellem stribede fisk. Ren magi.