I morgen siger kalenderen August og dermed er det vel også officielt sensommer. På den ene side, fatter jeg ikke en klap af, hvordan vi allerede er nået hertil. Det har jo ikke engang været ægte sommer endnu. På den anden side, så føles det også som om at de seneste måneder har sneglet sig afsted og tiden hvor hele verden lukkede ned og alt gik i stå, kan føles som lysår væk. Nu er vi over halvvejs inde i 2020 og What a year, må jeg bare sige.
Juli måned har været lidt af en roller coaster for mit vedkommende. Jeg har været igennem nogle af de hårdeste dage, jeg længe har oplevet. Der har været dage, hvor jeg har haft ondt i hjertet og hvor jeg ikke kunne samle mig til specielt meget andet, end at løbe en tur. Til gengæld har der også været de dage, hvor jeg har rejst mig igen. Fundet motivation og glæden ved alt. I ved, oplevet de der stunder, hvor det næsten giver mening, at der lige bliver rusket godt og grundigt i følelserne og i lykken. Og hvad angår sidstnævnte, så skal man jo nogle gange miste den, for at mærke glæden ved at opleve den igen. Jeg har været hele turen rundt de sidste 30 dage. Det bliver en måned, jeg sjældent glemmer.
Nu kommer August og det er en af de måneder, jeg altid har haft et lidt skørt forhold til. jeg tror, at det stammer helt tilbage fra barndommen, hvor omdrejningspunktet var skolestart, begyndelsen på noget nyt og en sommer, der går på hæld. Som voksen er det egentlig lidt de samme følelser, jeg oplever. Jeg mærke stadig melankolien ved at sige farvel til feriestemningen og de evigt lyse nætter, samtidig med, at jeg er ved at gå til i spænding og lyst til at komme i gang med hverdagen igen.
Da jeg satte mig ned og skrev dagens liste, gik det hurtigt op for mig, at det også er første gang i mange måneder, at jeg rent faktisk har en del ting på programmet. Ting jeg glæder mig til og ting, jeg føler mig top-motiveret til.
I August skal jeg 🖤
En sensommerdag i August sidste år
・Ud og rejse for første gang, siden hele verden lukkede ned. Nærmere bestemt, skal jeg tilbringe seks skønne dage på Kreta og der er allerede afgang i morgen. Det var en lidt spontan beslutning, som jeg tog et par uger siden, sammen med min veninde. Vi har begge været igennem et par store omvæltninger den seneste tid og trænge bare til at komme væk. Jeg skal indrømme, at jeg har været meget frem og tilbage i den moralske del af mit hovede, for vi ved jo alle hvad der kan ske og hvordan det kan gå, når man forlader landets grænser, sætter sig om bord på et fly og går igennem store lufthavne. Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg tager chancen og lige nu glæder jeg mig bare til at opleve den der vidunderlige middelhavsstemning og nyde et koldt glas vin og en masse Tzatziki på en lille taverna.
・Derfor skal jeg også holde årets sommerferie fra bloggen. Jeg havde egentlig en idè om, at jeg også skulle tjekke helt ud, da jeg var på Ærø i sidste uge, men jeg kunne alligvel ikke holde mig helt væk fra tasterne. Jeg ser på ingen måde bloggen som en belastning eller en irriterende forpligtende del af mit liv. Alligvel har jeg erfaret, fra tidligere år, at det faktisk kan være enormt givende at holde en pause i ny og næ. Lige tjekke ud, se det hele ude fra, finde ny inspiration, få nye idèer og få den der brændende lyst tilbage.
・Og apropos bloggen, så er det også her i August, at jeg skal tage de første små spadestik, til dens fremtid. Ja, der kommer nemlig til at ske forandringer i løbet af efteråret. Totalt irriterende og meget blogger-agtigt at skrive sådan noget, uden helt at skrive hvad det handler om. Men nye ting kommer der i hvert fald til at ske og det er vi (bloggis og jeg) virkelig klar til.
・Uden tvivl forbi den nye Depanneur, der netop er åbnet på Nørrebro. De specialiserer sig i bagels og er særligt inspireret af dem, man får i USA og hvis der er noget jeg elsker når jeg besøger det amerikanske, så er det en god bagel med masser af Cream cheese. Det har været svært at opstøve herhjemme, men det kan man heldigvis nu.
・Forhåbentlig også en tur til Louisiana og se den nye udstilling, Fantastiske Kvinder. Om det lige bliver i August kan jeg ikke garantere, men se den, det skal jeg. Den består af værker og præsentationer af kvindelige kunstnere fra Surrealismen, som modsat mændene, ofte er blevet overset. Efter at have læst lidt om den og set et lille udvalg, kan det kun gå for langsomt med at komme afsted.
・Reklamelinks: Til fødselsdagsfest hos min søster. Sådan ægte fest med middag, drinks og en lidt større forsamling. Det er ikke første gang, at jeg skal sådan noget siden lock down, men antallet af gange, kan tælle på èn hånd. Det er lidt af en udfordring for en selvskabspapegøje og derfor glæder jeg mig nok også lidt mere, end jeg ville have gjort for et år siden. Jo jo, det er de små ting, I ved. Ikke desto mindre, skal jeg i hvert fald I en fin kjole og det kunne meget vel gå hen og blive den her sag, som jeg også viste frem herinde i går og så har jeg også fået et godt øje til den her fra & Other Stories, hvis jeg skulle finde på at forære mig selv en lille gave.
・Til et par events, hvilket også pludselig føles helt mærkeligt, efter SÅ mange måneders pause. Men de første invitation i forbindelse med modeugen er begyndt at tikke ind og jeg glæder mig godt nok til at se mine venner og kollegaer fra branchen igen.
・Læse en bog. Også noget, jeg ikke har gjort i alt for lang tid og jeg satser på, at det bliver i forbindelse med førnævnte sommerferie. I år bliver det “Normale Mennesker” af Sally Rooney. Fortællingen kender jeg allerede fra TV-serien, som DR viste tidligere på sommeren. Den kom så meget under huden på mig, at jeg gerne tager den èn gang til i bog-format.
・Lancere en håndfuld nye produkter på henne hos Windflower. Det var egentlig også min plan for Juli-måned, men så skete livet og jeg kom aldrig så langt.
・Reklamelink: Uden tvivl have fingrene i de her bukser fra Monki. Pæne og behagelige på en og samme tid. Jeg føler lidt, at mit navn står skrevet på dem.