Coaching

I går havde jeg endnu en session med min coach, Zuzan. Et forløb, som jeg begyndte på i November sidste år og som indtil nu, har været noget af det bedste, jeg har gjort for mit eget sind og mit velbefindende. Det har på mange måder været en kæmpe øjenåbner og de ting, som vi har arbejdet med, har stille og roligt medført en adfærdsændring på flere punkter, som i sidste ende har gjort, at jeg har fået det meget bedre med mig selv, er blevet en bedre version af mig selv og jeg er stille og roligt på vej mod det, der i sidste ende er formålet med forløbet; at være glad størstedelen af tiden.

(Reklame – jeg får ikke penge for at skrive om mit forløb med Zuzan – det er et samarbejde, hvor vi hjælper hinanden) 

Ny session – nyt tema

Indtil nu, har alle vores session haft et tema. Et tema, jeg som udgangspunkt bestemmer og de gange, hvor jeg ikke lige har kunne komme på noget, så har vi lynhurtigt fundet frem til noget. Egentlig kræver det jo kun et enkelt spørgsmål. Hvad er det der gør, at du ikke er glad hele tiden?

Vi har tidligere været omkring de sider af mig selv, som jeg ikke kan lide og som forhindrer mig i at være den bedste version af mig selv. Vi har snakket om mit lidt for store fokus på hverdagens små problemer og jeg har lært hvor meget godt det kan føre med sig, hvis man ikke giver dem leve og taletid. Vi har også været omkring nogle lidt dybere ting og de problemer i nogle af mine nære relationer, der tynger mig og går mig på.

Aldersangst

I går var endnu en yderst interessant samtale og en af dem, der virkelig har givet mig noget at arbejde med. Da jeg ringede Zuzan op, var jeg faktisk slet ikke i tvivl om, hvad jeg gerne vil snakke om. I forbindelse med vores forløb, er jeg naturligvis også blevet mere bevidst og hvilke ting, der tynger mig og som støjer på min lykkeskala. Jeg har lært at skille dem ad og se dem som forskellige ting, hvilket gør det meget mere håndgribeligt at arbejde med. Rome wasn’t build in a day, som man siger.

I går skulle det handle mit alder og min anstrengende forhold til den. Optimalt set, så var jeg sådan en, der hvilede totalt godt i min alder og på ingen måde lod mig påvirke af samfundets normer og heller ikke lod mig påvirke af de retninger, som mine jævnaldrendes liv tager. Sandheden er desværre en helt anden. Jeg har det på ingen måde godt med min alder og jo ældre jeg bliver, jo mere anstrengt bliver mit forhold til den. Fødselsdage er blevet til noget, jeg frygter og ikke ser frem til og jeg bliver mere og mere fokuseret på andres alder og hvordan deres liv ser ud, sammenlignet med den.

Jeg kan f. eks få helt stress og ondt i maven, hvis jeg møder en på 29, som både har karriere, høj uddannelse, lækker bolig, børn og alt det der. Samtidig bliver jeg også glad, afslappet og tænker “py-ha” når jeg møder en på 35 der ikke har nogen af delene. Det vil selvfølgelig stå på side 1 i psykologihåndbogen, at det handler om at jeg sammenligner mig for meget – I know.

I bund og grund er det jo også det, det handler om, men det ændrer jo ikke på, at det tynger mig, fylder alt for meget, stjæler min gode energi og i sidste ende, forhindrer det mig i at være ligeså glad, som jeg gerne vil være og når jeg ser på den person, som jeg gerne vil være (aka – den bedste version af mig selv) så fylder alder lige præcis nul og nix. Sådan ser virkeligheden desværre ikke ud.

I hvert fald ikke lige nu. Den positive ved det hele er nemlig, at jeg er villig til at handle og hvis jeg selv skal sige det, så er jeg også forholdsvis god til det. Men nogle gange er livet jo bare sådan, at man møder ting, som man gerne vil ændre, men man ved ganske enkelt ikke hvordan. Det er lige præcis sådan, at det står til med min aldersforskrækkelse og det er netop her, at jeg er så ualmindelig glad for, at Zuzan er kommet ind i mit liv.

Men hvad er det så ved den alder, som tynger mig?

Det var ligesom udgangspunktet for vores samtale i går og noget, som vi var nødt til at finde frem til, for at jeg kunne få de korrekte værktøjer. I bund og grund handler det nok om, at jeg er 32 år gammel og at mit liv på ingen måde ser ud, som jeg havde forestillet mig at det ville, når jeg kom hertil. Jeg lever på mange måder, som jeg gjorde, da jeg var 25. Jeg bor i en lille lejlighed, mit arbejdsliv er usikkert, jeg har ingen mand, slet ingen børn og hvis jeg vil nå at have de ting, så begynder uret altså at tikke en lille smule.

Når alt det så er sagt, så er jeg jo for det meste glad og hver evig eneste dag, står jeg op til et liv, som jeg faktisk har lyst til at leve. Jeg har prøvet at have en kæreste og selvom det var skønt og dejligt, så var det bestemt heller ikke altid nemt. Familielivet med børn, faste spisetider, søvn, evige bekymringer og hvad det ellers indebærer tiltaler mig faktisk heller ikke. Jeg nyder min frihed og glemmer til tider også at værdsætte den. Hvis det stod til mig, så måtte tingene faktisk meget gerne blive ved med at se ud, som de gør nu – men det skulle være med et slukket ur og når man stiller det op på den måde, så burde det jo egentlig være ret simpelt.

Måske er det også simpelt og måske kræver det bare, at jeg slukker for det. Det vil tiden vise. Efter hver session får jeg en udfordring af Zuzan og indtil nu, har det faktisk været de udfordringer, der har udviklet mig. I denne omgang lyder udfordringen på noget så simpelt, at jeg skal skyde tanken om min alder væk, så snart den kommer. Når den så kommer tilbage (hvilket den helt sikkert gør) så skal jeg acceptere den og derefter skyde den væk igen.

Om det hjælper, kan jeg ikke svare jer på endnu, men jeg er totalt klar til at tage udfordringen op, for som sagt, er det en af de ting i mit liv, som jeg så hjertens gerne vil ændre. Jeg holder jer selvfølgelig opdateret og hvis I har lyst, vil jeg MEGET gerne høre om jeres forhold til alder. Hvor I er i jeres liv i forhold til den? Og om det også er noget, der fylder hos jer?