● Dem, der filmer 50% af en koncert med deres telefon. At man gerne vil have et billede eller to, kan jeg sagtens forstå. Det gør bestemt også selv. Men det giver da ikke mening at bruge tid og energi på den slags, når ens yndlingsnummer kommer. Er det ikke sjovere at opleve det IRL end at have en lille video, så man kan se det igen? (eller dele på de sociale, som jo nok er formålet i de fleste tilfælde).
● Folk der snakker til Koncerter. Bare stop.
● Hvordan 50% af alle mine lynlåse er helt fucked og konstant sætter sig fast. Vi snakker i alt fra tasker, jakker og løbetøj. Enten har jeg enormt dårlig lynlås-karma eller også behandler jeg dem helt forkert.
● Grillet spidskål. Har vitterligt aldrig forstået hypen. I min verden er det altså at ødelægge en ellers så lækker grøntsag.
● Dem der skriver superb i stedet for super. Bare kald det super.
● Dem, der altid skal forklare, at de har danset, spillet hockey, badminton eller en hver anden sport på eliteplan. Fair nok hvis man rent faktisk har gjort det. Men altså, snakker vi oftest ikke bare om noget man har dyrket meget? I min verden rimer “eliteplan” altså ret meget på professionel. Men det er måske bare i min verden 😉
● Hvordan i alverden det er gået til, at der er kommet en ny sæson af The Affair, uden at jeg har hørt noget som helst om den. Pludselig lå der bare fem nye afsnit på HBO – endda med Claes Bang i en bærende rolle.
● Fok der skriver OK i beskeder. Med mindre, at de selvfølgelig ER sure. Ellers tolker jeg det altid sådan. Man behøver selvfølgelig ikke at skrive kys, krammer og alt det der. Men bare et “det lyder fint” eller et “helt okay” gør mig glad. Men et OK er altså bare lidt kedeligt.
● Suppe. Med mindre at vi snakker om en rigtig god gullaschsuppe med masser af smag, creme fraiche og lækkert brød on the side. Så kan jeg ved med. Ellers kan jeg altså ikke helt se meningen med at spise flydende mad.
