Jeg har det godt lige for tiden. Ikke bare sådan “at jeg har haft et par gode dage-godt”. Nej, jeg er glad et godt stykke nede i maven. Ikke sådan gennem-lykkelig og jeg-mangler-ikke-noget-i-mit-liv-glad. Men jeg er glad og de sidste mange dage er jeg vågnet med en kæmpe lyst til at gribe dagen og en kæmpe lyst til alt det, som den har måtte have at byde på.
Om foråret, varmen, solen eller de lyserøde træer har noget skulle sige, kan jeg ikke udelukke. Men i sidste ende er det jo også ligegyldigt. Vigtigst er det, at jeg er glad. Sensommeren sidste år var hård ved mig og for første gang i meget lang tid, tog jeg pludselig mig selv i ikke at føle mig lykkelig. Ud af det det blå, kunne jeg pludselig finde en lang række ting, som jeg manglede i mit liv og jeg begyndte at se på mig selv på en måde, som hverken var god mig selv eller mit selvværd. Jeg græd meget, havde lange dybe samtaler med min mor og mine veninder og følte mig ikke særligt godt tilpas i mit liv. Det kom lidt ud af det blå, efter et par år med fuld fart over feltet og en masse opture.
Indtil den periode, har mit motto altid været, at “man kan tude eller man kan handle”. Med andre ord, har jeg altid haft det sådan, at hvis der var noget man var ked af, så skulle man bruge tiden på at handle på det, i stedet for at bruge den på at brokke sig over det og dvæle ved det. Men så stod jeg pludselig der og var forholdsvis handlingslammet, for jeg kunne ikke handle. Jeg kunne ikke sætte en finger på hvad det præcis var, at der var galt. Pludselig gav tingene bare ikke helt mening længere og jeg begyndte at se mig selv som en større fiasko end en succes. Jeg fokuserede konstant på det jeg havde og det jeg ikke kunne eller havde opnået.
Jeg havde bl.a mistet min lejlighed, var 31 år og levede egentlig et liv som en 21-årig, manglede fornyelse på arbejdsfronten og måske også lidt succes. Influencer-livet kan være tough shit og især når man er en gammel krage i gamet og pludselig rammer en mur, hvor man føler, at man simpelthen ikke kan forny sig længere og alle de gode idèer er brugt.
En rejse til Mexico ændrede det hele. Ikke sådan fra den ene dag til den anden, men jeg mindes, at det var der tingene vendte. Jeg tilbragte en uge på en øde ø uden internet og telefondækning. Jeg kom væk fra hverdagen, fik tænkt, grint og fundet mig selv (som man siger). Det er ikke fordi, der ikke har været bump på vejen siden og de er der også stadig. Jeg har stadig dårlige dage, men det har jeg altid haft. Min boligsituation er stabil igen men nu er jeg blevet 32 og lever stadig som en 21-årig. Eller måske som en 22-årig.
Men der er kommet en anden ro og den har jeg især bemærket i løbet af de sidste par uger. Ærligt, så føler jeg, at jeg jinxer det lidt ved at “skrive” det højt, for det hele kan selvfølgelig vende igen i morgen. Men så skal jeg bare minde mig selv om, at det bare er en fase. Lidt ligesom, at en god periode også blot er en fase. Life goes up and down.
Ud over boligsituationen, så er der faktisk ikke andre af de ting, der gjorde mig trist i efteråret, som har ændret sig. Der er stadig meget, jeg gerne vil lave om og ting, som godt måtte været gået anderledes. Hvad der har ændret sig er synet på mig selv, troen, optimismen og ikke mindst glæden ved at arbejde mod noget og for noget.
De sidste mange måneder – eller nok nærmere mange år – har jeg rejst og rejst. Konstant været på farten og boet i min kuffert. Normalen har været en uge eller to hjemme, så en uge eller to ude og om igen. I må ikke tro at jeg brokker mig, for jeg vil aldrig være alle de oplevelser foruden og jeg har heller ikke planer om at sætte mig til ro. Dog lovede jeg mig selv, at April og Maj i år skulle tilbringes i Danmark. Jeg ville ikke gå glip af de magiske forårsdage og lyserøde blomster igen.
I skrivende stund har jeg ikke været afsted i flere uger. Kun en enkelt tur til Sydsjælland i påsken – men det tæller ikke helt. Det har givet mig et fyldt køleskab og en ren lejlighed, men også den mentale ro, som jeg trængte til. Derudover har det givet mig tid. Mere fritid og Me-time. Jeg er verdensmester i at proppe min kalender med kaffeaftaler og middage, så snart jeg kan se et hul. Men det har jeg ikke gjort den seneste tid. Selvom det har budt på mange alenetimer og dage uden de vilde planer, så har det vist sig at være key til ny energi og gå-på-mod.
Jeg har længe tænkt over og arbejdet på et nyt projekt, men er blevet ved med at udskyde det i mangel på tid, overskud, en ægte lyst, en gennemtænkt idè og ikke mindst troen på mig selv. Jeg har ofte skældt mig selv ud over ikke at gøre noget ved det – Tilbage til det der med at handle, hvis der er noget, man gerne vil ændre. Noget af det, som jeg har brugt mange af mine frie timer på at tænke over, er netop den idè og pludselig har jeg faktisk noget konkret. Tilmed har jeg også rykket på det og jeg er i gang.
Det er stadig for tidligt i stadiet til at sige, om det virkelig kommer til at ske. Men troen og lysten er større end nogensinde. Nu skal det bare holde ved.
Tilbage til begyndelsen; det er en god tid, lige nu. Tænk engang, at det kan være det, selvom ingenting har ændret sig, siden dengang hvor det hele var lidt sort. Sindet er nu engang en mærkelig størrelse. Om det hele eller det halve ændrer sig i morgen, ved jeg ikke, men i så fald ændrer det sig nok igen derefter.
Det endte med at blive mit mest rodede indlæg til dato og nok også det mest spontane. Èn stor tankestrøm og stream of consciousness! Rigtig god torsdag til jer 🖤
