GLÆDELIG FREDAG DERUDE 🖤
Endda en af de helt smukke med sol over hele linjen. Så kan man næsten kun blive glad, ikke sandt? Jeg synes faktisk også at jeg har brug for det netop i dag, for hvis jeg skal være ærlig, så har jeg nok fået den ene ben forkert ud af sengen. I ved, en af de dage, hvor man bare er lidt irriteret og ikke helt kan samle sig om noget. Jeg spildte kaffen i morges, stod ved siden af en i fitness, som blev ved med at gå ind i mig og jeg glemte halvdelen af det jeg skulle købe i Føtex på hjemvejen. Men så kan det (næsten) næsten kun gå fremad herfra.
Måske skyldes det også, at jeg nok liiiige fik et lille glas vin for meget i går, hvor jeg var til den hyggeligste middag med Weleda og en håndfuld søde blog-kollegaer. Når jeg hygger mig og snakken kører, så har jeg simpelthen ikke nogen stopklods. Det kunne være et ganske udemærket nytårsfortsæt at lære at holde lidt igen 😉
Til gengæld går jeg en ganske fin weekend i møde, som både kommer til at stå på hygge, kvalitetstid, afslapning og sjove ting. I dag skal jeg bruge lidt tid på hjemmekontoret inden jeg hopper ind til byen, hvor jeg skal til lancering af et nyt og spændende bureau. I aften skal jeg være babysitter for mine små nevøer, så deres forældre kan komme lidt ud. Kryds lige fingre for at de opfører sig pænt og ikke kører deres moster træt før kl. 21. I morgen skal jeg ordne praktiske ting, ses med en veninde og ikke mindst pakke hele min garderobe ned, så jeg er klar til på søndag, hvor jeg har en stand til Veras Market i Nørrebrohallen.
Og inden jeg får set mig om, så er den weekend gået og når vi går ind i næste uge, så begynder nedtællingen til min kommende Sri Lanka-tur for alvor 🖤
Hvad med jer? Hvordan ser jeres weekendplaner ud? Skal I også slappe af? til fest? Se håndbold Koncert? Til fødselsdag eller bare nyde det gode, men kolde vejr de lover? Uanset hvad, så har jeg, som altid, lige samlet en håndfuld tips og tricks til hvad tiden kan bruges på 🖤
● Hvis I er i København, så kom ud i Nørrebrohallen på søndag, hvor jeg som sagt sælger ud af garderoden til Veras Market. Jeg tror at jeg kommer til at slå min egen rekord i mængden af medbragte sager.
● Endnu en Nørrebro-ting; I morgen åbner LØS Market nemlig på Jægersborggade og fejrer det hele dagen. Det er et lille supermarked med nul emballage.
● Og til alle mine fellow Ariana Grande-fans; Der er endnu en ny single på gaden i dag så weekendens soundtrack er hjemme. Som bonus er der endda også kommet en ny video. Jeg tror allerede jeg har hørt den omkring 7 gange.
● Mangler I godt og interessant reality-ish TV, så kan jeg på det varmeste anbefale “Mit hemmelige match” på DR. Både underholdende og oplysende på samme tid.
● Er jeres økonomi også lidt januar-stram, så kan jeg varmt anbefale den guide til gode billige spisesteder, som Ibyen netop har delt.
● Eller smukke hen til Gina Tricot, hvor der er 20% ekstra på alt udsalg. Der kan man f. eks få en vanvittig flot bamse-jakke til under 200 kr. (reklamelink)
RIGTIG GOD WEEKEND