Når kære venner! Jeg tager altså lige en uge mere med ferie og 100% blog-fri. I dag rejser jeg til den græske ø Zakynthos sammen med min familie og jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville opdatere derfra og holde hele fabrikken kørende. Men sådan bliver det ikke og det er der to grunde til.
For det første, så har de fleste af jer nok bemærket, at vi pt. har gang i den bedste sommer nogensinde. Det betyder også at hele landet er på den anden ende og de af os, som ikke er rejst sydpå, er rejst til stranden, til sommerhuset eller bare ud i haven. I det hele taget laver vi alle alt sammen alt andet end at tjekke blogs og bruge tid foran skærmen. Selvom jeg har en masse gode indlæg i ærmet og i støbeskeen, så er der jo ingen grund til at dele dem nu, hvor langt de fleste af jer ikke læser med 🙂
For det andet, så overbeviste mine 10 ferie og blog-frie dage i Kroatien, mig om, at det er vanvittigt vigtigt at holde fri engang imellem. Jeg ved godt, at jeg har snakket meget om det herinde, de sidste par dage, men for en, som ikke har trukket stikket i 4-5 år, så er det altså en ret big deal. Det var simpelthen så godt for mig og er helt klart noget, som jeg kommer til at praktisere lidt oftere.
Det næste skridt bliver at gøre det samme med Instagram. Som de fleste andre, så har jeg også lidt af et had/kærligheds-forhold til den (til tider dumme) app og tager ofte mig selv i at tænke, at livet på mange måde ville være bekymringsfrit, hvis man ikke konstant blev bombarderet med andres lykke, ulykke, nye tasker, søde børn, pæne solnedgange og uforglemmelige fester. Jeg kunne skriver linjer op og ned om det her, men jeg tænker at I ved hvad jeg mener?
Om jeg også tjekker helt ud af Instagram den kommende uge har jeg ikke helt besluttet, men jeg har nærmest ikke mere data-roaming tilbage og internettet på vores hotel skulle vist ikke være helt stabilt. Måske det er et tegn? Desuden har jeg også tre bøger der skal læses, nogle tanker der skal tænkes og noget tzatziki der skal spises og et par mentale batterier, der stadig trænger til at blive ladet op.
Jeg lover at jeg vender tilbage om en uge, med ny energi og en hulens masse indhold.
Kan I have det skønt så længe 🖤