I begyndelsen af måneden, nævnte jeg kort i en af mine lister, at min kærlighed til Instagram har været dalende den seneste tid og at jeg ofte ender med at være i lidt mere dårligere humør, når jeg har været inde på appen, end jeg var, da jeg åbnede den. Siden da, har jeg luftet tanken om at fortælle lidt om mine frustrationer og forholdsvis mange af jer, har givet udtryk for at I godt gad at høre på mig. En del af mig har følt, at det nok bare var bedst at holde det for mig selv. Både fordi jeg på ingen måde ønsker at det skal fremstå som om at jeg beklager mig og fordi det egentlig er lidt svært helt præcis at forklare hvad jeg mener. Men let me try:
Til at starte med, kan jeg nok ikke undgå at komme omkring den der klassiske snak om, at vi i langt de fleste tilfælde, kun ser de postive øjeblikke fra dem vi følger. Altså når de er på ferie, når de er til sjove fester, når de vågner op til et perfekt-dækket instagramable morgenmadsbord, som deres kæreste naturligvis har dækket. Vi ser også kun det bedste ud af de 220 selfies der blev taget, for at få èt, der kunne bruges. Alt det her har vi nok alle sammen snakket om en million gange og jeg blev selvfølgelig også nødt til lige at tilføje, at på ingen måde er bedre selv. Mit eget feed er proppet med palmer, pastelfarver, blomster og sommerkjoler. Alt sammen er også en del af mit liv og min hverdag, men det er modvind, regnvejr, stress, frustrationer, vasketøj og et rodet hjem altså også.
Alt det her er jeg udmærket klar over og synes da også selv, at jeg har en nogenlunde fornuftig og voksen tilgang til hele den her selviscenesættelses-hurlumhej. Men hvorfor er det så, at jeg ofte bliver en anelse trist og moody, når jeg bladrer gennem mit feed og tjekker instastory? Noget jeg i øvrigt gør, forholdsvis mange gange om dagen og livet er altså for kort til at blive trist så mange gange om dagen.
Men som jeg også nævnte tidligere på måneden, så er det måske også mere gamet, henne på Instagram, der kort sagt, hænger mig langt ud af halsen. Det er naturligvis også i kraft af mit erhverv. Som udgangspunkt plejer jeg at sige, at jeg lever af min blog, men med alle de nye medier og ting og sager, sker det mere og mere ofte, at jeg får titlen, Influenter. Man må sådan set kalde mig hvad man vil og måske bryder jeg mig også mest om ordet influenter.
Alligevel ser jeg absolut bloggen her, som min primære platform og det gør jeg naturligvis, fordi den er mit absolutte stærkeste kort. Hvis jeg var en af dem, som havde 100.000 følgere på Instagram, så havde det måske set helt anderledes ud,
Men det har jeg ikke. Langt fra faktisk. I skrivende stund ligger den omkring 11,9k og det har den gjort længe. Jeg er ikke en af dem, der skyder i luften og hvor det bare vælter ind med nye følgere. Der kommer selvfølgelig nogle stykker hver eneste dag, men der også hele tiden nogen der smutter og så går det altså langsomt. To skridt frem og et tilbage. Et rimelig kedeligt tempo, når man er en person, der helst skal være i konstant udvikling og bestemt ikke trives i stilstand.
I må ikke misforstå mig eller tolke det jeg skriver, som en ynkelig klage over, at der ikke er flere der gider at følge mig på Instagram. For jeg er bestemt glad for og stolt over mine 11,9k og det er jo bestemt også en god sjat.
Derudover er det naturligvis også ret logisk, at man bare helst vil lege der, hvor man er mest populær og hvad det angår, så er det her domæne afgjort min hjemmebane. Jeg har altid haft fine besøgstal og især over foråret, steg de en god sjat. Men det kan man jo ikke se nogen steder og det kan måske godt irritere mig en smule. Når det kommer til den magt, som såkaldte influentere har, så bliver den jo ofte vurderet ud fra det antal følgere den enkelte har og henne på Instagram, står det jo sort på hvidt. Det gør det bestemt ikke på blogs.
Alt hvad jeg skriver her, er på ingen måde for at sige noget negativt om dem, der har og million millard Instagramfølgere, for de har jo uden tvivl gjort det godt og de har jo også gjort noget, som jeg ikke selv har kunne formå. Og hvis jeg skal være ærlig, så gad jeg egentlig godt at vide hvordan de har gjort 😉
Min pointe er nok bare, at Instagram er et hårdt game, som jeg pt. er bare er kørt totalt træt i. Succes bliver dømt ud fra likes, følgere og visninger og langt de fleste profiler bliver i sidste ende vel også dømt ud fra det visuelle og for mange vedkommendes udseende. Det kan altså godt være en anelse hårdt, hvis man er inde i en lidt dum periode.
Egentlig kan jeg nok godt bare savne følelsen af at levere noget succesfuldt, uden at det har nogen at gøre med ovenstående. På en blog kan man f. eks skrive et enormt godt indlæg eller lave en guide, som folk modtager med kyshånd. Men her er succesen ikke offentlig på samme måde. Måske kommer der et par søde kommentarer, men der er ingen likes og antal visninger, som alle kan se og dømme ud fra.
Jeg har ofte tænkt, hvad jeg mon ville vælge, hvis jeg fik valget mellem at Instagram eksisterede eller aldrig havde set dagens lys. Jeg tror faktisk at jeg ville vælge det sidste. Både for min egen og for mange andres selvtillid og opfattelse af, hvad virkeligheden, succes og ikke mindst lykken er.
Det er sådan jeg har det pt. og hvis jeg kender mig selv ret, så kan det sagtens være, at det bare er en periode. Det håber jeg i hvert fald, for pt. ser det ud til, at det er et af de medier, som er kommet for at blive.
Hilsen hende, som har slettet sit seneste billede, fordi det simpelthen fik meget få likes.
