Hvis I kigger ud i højre side, lige under mit profilbillede, så kan I se en lille tekst, som fint fortæller jer, at jeg er en 20-someting girls. Men ved I hvad? Det passer slet ikke, for sandheden er den, at jeg netop har krydset den vanvittige og ret surrealistiske grænse, der hedder 30 år. TREDIVE ÅR!!!
Det gik meget stille for sig og jeg lavede absolut intet larm omkring det. Jeg nævnte det vist kun kort lige her. I de fleste af mine voksen-år har jeg ikke været specielt stor fan af at have fødselsdag. Det er ikke så meget det der med at blive ældre – det er mere alt det cirkus, der ofte kan være omkring dagen og forventninger, som aldrig helt bliver indfriet. Opmærksomheden er jeg heller ikke specielt glad for og jeg har også fjernet datoen fra min Facebook.
Dagen faldt (som altid) d. 19 April. Jeg er født påske-søndag og dengang i 1987 det var vist lidt af en idylisk forårsdag, hvor fuglene pippede og hvor bøgen var lige ved at springe ud. I år lod jeg mig fortælle, at der var sne, storm og frostgrader. Jeg var der ikke selv til at opleve det, for på det tidspunkt havde jeg travlt med at nye livet på Bali. Sidste år aflyste jeg faktisk også min fødselsdag og rejste til præcis samme paradis-ø på selve dagen.
Idèen om at rejste til Bali i en længere periode, opstod nytårsaftens-dag da jeg cyklede hjem til min søster i Vanløse. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg kørte og filosoferede over det kommende år og pludselig blev ramt af en følelse af, at jeg skulle kaste mig ud i et nyt eventyr. Og når det nu også var året, hvor jeg gik ind i 30’erne, så kunne jeg jo ligeså godt slå de to ting sammen.
Dagen ville alligevel falde på en helt almindelig onsdag og når jeg nu alligevel ikke følte for den helt store fejring, så var det faktisk ikke svært at beslutte, om dagen skulle tilbringe som en almindelig hverdag eller om den skulle tilbringes under en palme med en kold øl.
Jeg havde jo egentlig forventet, at jeg ville komme til at være helt alene på selve dagen og det var jeg også indstillet på. Men når man rejser på egen hånd, så ender man jo sjældent alene. Jeg var jo heldig at blive kontaktet af Pernille, som havde læst her på bloggen at jeg var på Bali og det var hun sjovt nok også. Så dagen blev fejret med hende, hendes veninde Joesphine, god Bali-mad, drinks og dans til langt ud på natten.
Og hvordan er det så at være 30?
Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke mærke den store forskel. Det er bare tallet i sig selv, TREDIVE, det har jeg altså stadig ikke vænnet mig til, det skal jeg være ærlig og sige. Hele min barndom har jeg haft det som om, at når man var 30, så var man altså voksen. Næsten på grænsen til gammel, faktisk. Og nu, der er jeg altså langt fra voksen. Jeg kan stadig tage mig selv i at tænke over hvad jeg egentlig vil lave når jeg bliver stor og et eller andet sted, så er jeg da stadig mine forældres lille pige.
Dengang var jeg også helt sikker på, at når jeg var 30, så havde jeg da både børn, mand, hus, bil, en lang karriere i bagagen og alt det der. Pt. kan jeg næsten være i tvivl om, om jeg overhovedet har det når jeg runder de 40 😉 Med andre ord, så blev livet på ingen måde som jeg forventede. Men gør det egentlig nogensind det?
alt hvad jeg har skrevet indtil nu, er måske en smule negativt ladet og jeg ville også lyve, hvis jeg påstod, at jeg havde det for fedt over at forlade mine 20ere og at det der med at blive ældre, på ingen måde rør eller påvirker mig. Men hvis der er noget jeg bruger meget tid på, så er det at tænke over tingene og i dagene omkring min fødselsdag, kan I tro at jeg fik tænkt.
Heldigvis kom jeg frem til en ret god konklusion. For godt nok er mit liv som 30årig på ingen måde, som jeg i mange år troede at det ville være, men på den anden side, så er der flere dele af det, som er præcis det som jeg drømte om. Hermed ikke sagt at det er komplet, for der er bestemt ting jeg mangler og ønsker mig, men det tror jeg altid der vil være.
Helt faste rammer, søde børn, en pæn mand og en mellemstor bil havde helt sikkert være skønt og jeg tror faktisk, at jeg ville trives i det set-up. Men sådan har livet ikke udformet sig for mig og i løbet af de seneste par år, er der intet der har trukket mig i den retning. Faktisk er jeg bare kommet længere og længere fra det.
Til gengæld, så trives jeg også rigtig godt med de muligheder jeg har nu, for der er mange og hvis jeg lige skal give mig selv et skulderklap, så synes jeg faktisk at jeg er ganske god til at gribe dem. Mange af de muligheder skyldes naturligvis bloggen her og i løbet af de sidste par år, er det mere eller mindre den, som har formet mit liv. Uden bloggen kunne jeg ikke rejse verden rundt, jeg havde ikke fået så mange fantastiske venskaber, jeg havde havde ikke kunne rose mig til for at have skabt mit eget og der ville være et hav af fantastiske oplevelser, som jeg ikke havde fået.
Havde det ikke være for den, så jeg havde jeg haft noget andet og min mavefornemmelse siger mig, at jeg nok også havde været lykkelig i det.
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg ville sige med det her indlæg. Egentlig ville jeg nok bare dele lidt ud af de tanker, jeg har haft omkring min nye alder og hele livet generelt. Jeg vil jo også hjertens gerne slutte af med en fornuftig og meningsfyldt konklusion, men den er faktisk lidt svært at finde.
Mest af alt tror jeg bare at jeg vil sige, at det slet ikke gjorde ondt at fylde 30 og at der indtil nu har været ganske rart ovre på den anden side. Derudover vil jeg også lige give en high five til livet og takke mig selv for, at jeg har handlet ud fra de muligheder jeg har haft i stedet for at sidde og vente på at der kom nogle flere.
Kan I have en skøn lørdag <3
