I skrivende stund er jeg 29 år gammel og månederne til at jeg fylder 30 (TREDIVE!!!) kan efterhånden tælles på tre fingre. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med det tal. Jeg stoppede med at glæde mig til min fødselsdag, efter jeg blev 25 og siden da, har jeg faktisk haft et lidt mærkeligt forhold til min alder, det indrømmer jeg gerne.
Jeg har tænkt meget, rigtig meget faktisk, over hvad det mon kunne skyldes, for ved nærmere eftertanke, så er livet kun blevet sjovere og bedre år for år, siden jeg var 13. Jeg havde nogle rigtig gode teenagerår, men den første halvdel af 20erne synes jeg faktisk var lidt af en rutchebanetur. Hermed ikke sagt, at jeg var ulykkelig, men jeg kæmpede helt sikkert med klassiske ting, så som at finde ud af hvem jeg egentlig var, hvad jeg var god til, hvad jeg ville lave resten af livet. Samtidig med, at jeg store dele af tiden, ikke havde nogen tro på mig selv. Jeg havde lange perioder med ondt i hjertet og ulykkelig kærlighed, men bestemt også de lykkelig perioder, som var fyldt med forelskelse, ungdom og følelsen af, at verden (stadig) lå helt åbent foran mig.
Èn ting, som den periode også bød på, var usikkerhed. Jeg var usikker på om jeg var god nok, pæn nok, sej nok og alt det der. Det kender de fleste vist til? Men langsomt, og især i løbet af de sidste par år, har jeg stille og rolig rystet den af mig – altså usikkerheden. Den er ganske enkelt forsvundet lidt efter lidt og jeg er sikker på, at det har noget med alderen at gøre.
Man lærer med årene og lærer i høj grad af sine erfaringer – og dem bliver man unægteligt rigere af. Jeg har bl.a lært, at det er helt okay, hvis alle ikke kan lide mig, det er heller ikke alle mænd, som kan blive forelsket i mig, jeg går ikke glip af noget, hvis jeg sidder hjemme en fredag eller lørdag aften – eller begge dage for den sags skyld. Med andre ord, så er det der med at hvile I sig selv og kunne lide sig selv, noget der først er kommet til mig i slutningen af 20erne og noget som, som også er tiltaget år for år.
Med den udvikling, kan man jo undre sig over, hvorfor jeg så har den der frygt for at blive ældre, for hvis livet fortsætter med at blive bedre og min selvtillid og hvilen i hvem jeg er og hvad jeg har, fortsat vokser, så er der jo ikke noget at være bange for. Tro mig, jeg har filosoferet over det dagligt, den seneste tid.
I går skulle jeg cykle til Vesterbro og inden jeg hoppede på cyklen, fik jeg sådan en lyst til at lytte til Soundtracket til mine tidlige ungdomsår; Stripped med Christina Aguilera. De af jer, som kender til albummet ved, at de fleste sange handler om at tro på sig selv, elske sig selv og ikke lade sig knække af nedture, dårlige oplevelser og slet ikke af dumme mænd.
Her gik det op for mig, hvad store dele af min aldersfrygt nok bunder i. Alle sangene tog mig tilbage til mit 13-årige sind og pludselig kunne jeg huske, hvordan jeg altid tænkte, “at når jeg blev stor og nogen fuckede med mig, så ville jeg bare have den der Christina Aguilera attitude og gøre lige præcis som hun sang”. Alle de situationer som hun synger om, så jeg som noget fremtidigt og som noget, jeg nok ville komme til at opleve på et tidspunkt. Det gjorde jeg ganske vist også og ja, jeg blev såret, forelsket, har følt mig knækket og har rejst mig også igen. Flere gange. Måske ikke med en helt så sej attitude som Christina – men I ved hvad jeg mener 😉
Det tankevækkende ved hele mit tilbageblik var dog, at det gik op for mig, at det der dengang var fremtid pludselig var fortid. Som 13årig er man for ung til at have oplevet de der helt basale hjerte-smerte-identitetsting og som 29årig er man lidt for gammel til, at lade det fylde hele ens verden. Giver det mening?
Alle de tanker fik mig også ledt hen på, hvordan jeg dengang forestillede mig, at mit 29årige liv ville se ud og jeg skal være ærlig og indrømme, at tingene bestemt ikke er gået efter planerne. Dermed ikke sagt at det er en dårlig ting og mine drømme og ambitioner har naturligvis også ændret sig hen ad vejen.
Det korte af det lange er, at det dengang bare var nemt at lægge planer, for livet var kun lige begyndt og alle døre var åbne. Med årene lukker man flere og flere af de døre, som konsekvens af de beslutninger man træffer. Da jeg valgte at blive sproglig student, udelukkede jeg f. eks muligheden for at blive kemi-professor, da jeg startede på uni udelukkede jeg endnu flere muligheder, da jeg tog mit studielån, udelukkede jeg muligheden for evt. at kunne tage et større lån senere i mit liv osv.
Og det er det, der skærmmer mig. Det der med, at verden slet ikke er så åben længere og at man altid kan drømme, men mange drømme ved man også bliver ved drømme. Når folk var nederen over for mig dengang, så havde jeg det bare sådan lidt “vent til jeg bliver superstjerne som voksen og får det sidste grin-agtigt”. Nu har jeg erkendt, at det bliver jeg ikke. Ligesom at jeg også har erkendt, at jeg aldrig bliver gift med Leonardo Dicaprio (ham var der en anden danske der tog)
Det er erkendelsen af, at meget af mit liv har formet sig og hvis jeg ønsker nogle drastiske ændringer, så kræver det handling fra min side. Jeg bliver aldrig ung mor, for så har jeg sgu travlt, jeg bliver nok også kun rig hvis jeg møder en rig mand (optur at have den mulighed, i øvrigt) og jeg bliver heller aldrig verdensmester i en sport, for det er sgu for sent nu. Det er det det handler om. At mange af de “store beslutninger” er truffet.
Det blev et langt og indviklet indlæg, men det var bare lige det jeg vil sige. Hold jer endelig ikke tilbage, hvis I har noget at tilføje <3
