Et spørgsmål, som man naturligvis får hele tiden i ny og næ, når man er i slut-20erne og samtidig er et sted i livet, hvor det der med mand og børn, nærmest aldrig har være længere væk. Selvom jeg hader ordet og alle de negative ladninger, der ligger i det, så er jeg single. Så meget single, som jeg har nogensinde har været i mit voksenliv.
Som ung var jeg en af dem, der fik min første rigtige kæreste som 17-årig. Det holdt i lidt over et år – hvilket altså var langt tid dengang. Det gik slet ikke og vi var slet ikke gode for hinanden. Kort tid efter fandt jeg sammen, med ham, der i mange år var mit livs kærlighed og vi blev sammen i fire år. Fire år, som på mange måder føles som en evighed, når jeg kigger tilbage, men som lyder lidt af ingenting, når jeg skriver det ned. Uanset hvad, så var det nogle vigtige år, for der sker altså ret meget, når man er mellem 18 og 22 år.
Vi flyttede hjemmefra sammen, flyttede til København sammen og blev voksne sammen. I den proces, er det næsten umuligt ikke også at vokse fra hinanden og det var præcis, hvad der skete med os. Men vi kunne ikke give slip og det resulterede i, at vi tog fire år mere, hvor vores forhold hele tiden skiftede mellem at være on eller off. Nok mest off og det gjorde bestemt ikke noget godt for situationen.
Det er ikke noget, jeg nogensinde vil anbefale og det er en ruchebanetur uden lige, som ikke er sundt for sjælen. Derfor råder jeg også altid mine veninder til og andre omkring mig, til ikke at lade et break up trække i langdrag. Det er slut med os nu og det har det været i halvandetårstid. Selvom jeg ofte savner ham og i ny og næ stadig oplever ting, hvor han er den, jeg aller helst vil dele det med, så har det været de bedste 18(ish) måneder i mit liv.
Jeg tror det handler om, at det også er de 18 måneder, hvor jeg for første gang i mit voksne liv har følt mig 100% fri og uafhængig. Jeg husker tydelig hvordan det føltes, dengang vi lukkede den for good. Selvfølgelig var jeg ked af, at han ikke længere skulle være en del af mit liv, men på den anden side vidste jeg også, at det på mange måneder var begyndelsen på en ny version af mig selv. Det var egentlig en ret speciel følelse.
Hele den her historie, er nok svar på spørgsmålet i overskriften. Jeg har ikke en kæreste, fordi jeg på mange måder er faldet ualmindeligt godt til i en tilværelse, hvor jeg mere eller mindre kan gøre lige præcis hvad jeg vil og hvornår jeg vil. Det passer perfekt ind i min livsstil. Jeg er konstant på farten, til middage, ude og løbe, til møder, på Fyn eller ude og rejse. Jeg presser mine dage til det maksimale – står op kl. 6.15, ofte også i weekenderne, for det er ærligt talt ikke specielt interessant at tilbringe den der søndag i sengen – alene.
Nu må I ikke tro, at jeg sidder her og forsvarer, hvor fuldstændig fantastisk det er, ikke at have en kæreste og hvor meget jeg bare IKKE vil have en. Sådan er det slet ikke og jeg tror faktisk at det, på mange måder, vil være rigtig sundt for mig at møde en, så jeg blev tvunget til at stå til ansvar for andre end mig selv, indgå flere kompromiser og ikke mindst, få mig til at sætte tempoet lidt ned. For det kan altså godt løbe løbsk, når der ikke er nogen eller noget, der sætter grænser.
Det var lige lidt tankespind fra mig på en højhellig onsdag. Kan I have en god aften <3
