RESTAURANTANMELDELSE: BOLLYFOOD

 photo P8110128_zpsnlkkkpbm.jpg
TADAAAAA…Velkommen til et helt nyt koncept, her på bloggis; Restaurantanmeldelser. I ved jo nok, at jeg er svært glad for mad. Både at lave det selv, og at gå ud og spise det. Det der med de hjemmelavede retter dele jeg jo ofte herinde og opskrift arkivet er ved at været ret stort. Ligesom jeg ofte eksperimenterer i mit køkken, går jeg også ofte på opdagelse i Københavns kæmpe store og ret spændende udvalg at spisesteder. Og hvorfor ikke dele det med jer?

Vi starter med Bollyfood, som jeg besøgte i går, sammen med min kære søster. Det er et af de steder, som er blevet hypen på de sociale medier og det er selvfølgelig også derigennem at jeg har opdaget det.

 photo P8110126_zps7thnvg9a.jpg

STEDET

Bollyfood ligger i Kødbyen, blandt et hav af andre hippe og moderne barer, cafèer og restauranter. Som navnet og afslører, er temaet indisk og indretningen er holdt i en fin balance mellem det indiske og det moderne. Altså det er ikke sådan klassisk-indisk på den der lidt corny måde med mærkelige kulørte lamper og farverige blomster.

I går var vejret lunt og rart, så vi sad udenfor. Der har de nemlig mindst lige så mange pladser, som de har inden for, Vi sad ved et klassisk to-personers bord, men hvis man har lyst til at køre den indiske stil helt ud, så har de også en række træpaller dækket med tæpper, hvor man også kan sidde. Det var der mange der gjorde og det så rigtig hyggeligt ud.

 photo P8110131_zpsywy2uctk.jpg

MADEN

Den var god. Rigtig god. Men lad mig starte med at sige, at det kræver at man har en stor kærlighed til stærk og spicy mad 😉 Vi blev i hvert fald hurtigt enige om, at det var en god beslutning, at vi også bestilte vand, ved siden af vores andre drikkevarer.

Konceptet er forholdsvis enkelt; Man vælger mellem 6-7 forskellige “karry-retter” og dertil kommer der så en masse forskelligt tilbehør. Tilbehøret bestod af Naanbrød, en kikærtesalat, to forskellige yoghurt-dip, ris og en og kartoffelkage.

Jeg bestilte en Daal (det gør jeg næsten altid, når jeg spiser indisk) og den smagte himmelsk. Den var spicy, men på en god måde. Linserne var bløde og lækre og det bedste af det hele var, at den var toppet med koriander. ELSKER koriander.

Min søster prøvede en Chicken Masala. I begejstringen over min egen Daal, glemte jeg helt at smage den, men hun sagde at den var god. God men spicy 😉

Da vi gik derfra var jeg mæt på den gode måde. Jeg spiste det hele, men det skal også siges, at jeg altid spiser meget til aftensmad – det er ligesom mit hovedmåltid på dagen 😉

 photo P8110127_zpsustzuccs.jpg

BETJENINGEN

Den skal de faktisk også have ros for. Selvom vi kom kl. primetime (18.30) så fik vi et bord med det samme og der gik ca. 2 sekunder, inden de kom med et menukort. Vi havde et par spørgsmål til hvordan det fungerede og det svarede den søde kvindelige tjener fint på.

Ventetiden på maden var helt perfekt. Ikke for lang og ikke for kort. Nogen gange kan jeg godt synes, at det er lidt ærgerligt, hvis maden kommer lige efter at man har bestilt den. Noget af det hyggelige ved at gå ud og spise, er jo også det der med at sidde og snakke og nyde sine drikkevarer, inden maden kommer. Det synes jeg i hvert fald. Jeg vil skyde på, at vi ventede i omkring 20 min.

PRISEN

Regningen lød på 478 kr. i alt, hvilket jeg synes er helt fair og jeg føler bestemt at vi fik noget for pengene. De var fordelt således:

En ret: 169 kr.

En ret: 169 kr.

En ginger beer: 45 kr.

Et glas hvidvin: 65 kr.

Vand ad libitum: 30 kr.

 photo P8110123_zpsvgvl8qpf.jpg

DET NEGATIVE

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse og det er lidt svært for mig at pege noget ud, som ikke var i orden. Hvis jeg skulle nævne noget, så skulle det være, at det ville være en god idè, hvis de advarer gæsterne om, at maden er forholdsvis stærk. Personligt har jeg ikke noget problem med det og elsker bare at få lidt sved på panden, men jeg kan komme i tanke om flere, der ville have det svært med det.

I kan besøge Bollyfood’s Facebookside HER.

Feel free to share
Facebook
Pinterest
Email
Abonner
Giv besked om
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments