Fredag aften skulle jeg mødes med Line, en af mine bedste veninder. Vi havde ikke set hinanden siden starten af juni pga. travlhed og rejser. Normalt ser vi hinanden flere gange om ugen og Line havde tilmed lige fået ferie, så vi havde virkelig noget at fejre.
Vi havde ikke lavet nogen faste planer, men solen skinnede, det var fredag og der var mange eventyr at berette om. Med andre ord lå det i luften, at det ville blive en rigtig god aften. Vi aftalte at mødes kl. 18 på Cafè Taxa på Nørrebro til et glas vin i deres hyggelige have, og så ville vi se hvor tiden bragte os hen. Så det gjorde vi og manner hvor var det hyggeligt. Det ene glas tog hurtigt det andet og vi fik også smagt på deres fantastiske Chili Con Carne, efterfulgt at en Fynsk forår på Fad.
Bedst som jeg har sendt en snap ud til omverden, for at dokumentere, at vi har gang i en rigtig god aften, tage hele situationen lidt af en drejning. Imens Line sidder og fortæller et eller andet, som jeg lytter meget grundigt til, kommer der en mand kørende på en gul cykel, som han parkerer meget tæt på hvor vi sidder. Han bevæger sig ind i haven, hvor han stiller sig op ad et træ. Selvom jeg sidder og lytter til Lines historie, registrer jeg alligevel, at det er en smule mærkeligt. Line sidder med ryggen til ham, så hun kan intet se.
Da han har stået der ved træet i godt og vel 30 sekunder, går han to skrift frem og står således foran vores bord. Her registrer vi begge, at det er meget mærkeligt det han har gang i, og helt instinktivt tager vi begge fat i vores tasker, som ligger på hver deres stol. I samme sekund, kaster (ja, KASTER) manden sig ind over vores bord, så alle glas flyver ud til siderne. Han placerer begge sine hænder på hver af vores mobiltelefoner og så vidt jeg husker, fik jeg råbt NEEEEEEEEEEEJ så højt jeg kunne. I få sekunder står tiden stille.
Han forsøger at rejse sig op og heldigvis formår Line at hive sin telefon ud af hænderne på ham. Han springer over den hæk vi sidder vi siden af, vælter lidt i forsøget, ruller rundt på jorden, kæmper sig op på cyklen og cykler hurtigt ned ad Stefansgade med min elskede Samsung Alpha i hånden.
Bag os rejser hele Cafèen sig op og alle står ligesom bare og kigger med åben mund og store øjne. Jeg tror jeg fik fremstammet et “det her skete bare ikke lige”. Og derefter tror jeg faktisk bare at jeg griner lidt, for det var virkelig en skør situation. Alle er super søde og kommer hen og spørger om vi er okay og tjenerne kommer straks med to Gin og Tonics.
Så sidder vi der. Jeg får spærret mit nummer, ringet til Politiet og til min mor, for at fortælle, at jeg nok ikke lige bliver heeeelt nem at få fat i de næste par dage. Derefter bliver vi siddende et godt stykke tid, hvor vi lige fordøjer det hele og senere støder et par venner til.
Det var meget en skør oplevelse. Især fordi, han på INGEN måde forsøgte at være distræt. Han sprang jo nærmest på os, kan man sige og jeg er ret sikker på, at samtlige på cafèen, så hvad der skete.
Jeg er helt okay og tror som sådan ikke at det er noget der kommer til at påvirke mig, men jeg må indrømme, at jeg har fået mig lidt af en lærestreg. Da jeg var en lille pige, var jeg bange for ALT. Virkelig alt og i dag ville man nok have diagnostiseret mig med angst. Jeg voksede fra det med årene og da jeg blev voksen, var det som om, at jeg blev ved med at blive mindre og mindre bange. Min mor har altid sagt, at det måske var lidt for meget af det gode, for jeg frygter hverken at gå alene om natten, eller at der skal ske mig andre onde ting.
Jeg er også typen, der altid cykler med min taske i cykelkurven og ikke holder øje med den, når jeg f. eks er på cafèer. Jeg har nok bare sådan “at det sker ikke for mig”. Men det gjorde det så. Og så på sådan en grov måde. For nok er jeg træt af at have mistet min telefon, men det er nok mere måden det skete på. Jeg vil lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke følte mig en lille smule utryg, da jeg cyklede alene hjem fredag aften, for hvad nu hvis han ventede på mig et sted? Og det var nu heller ikke fordi jeg fik verdens bedste nattesøvn, den nat.
Jeg håber (og tror på) at jeg ikke lader mig påvirke af det i fremtiden. Selvfølgelig passer jeg nok lidt bedre på mine ting i offentligheden fremover (hvilket sikkert er en god ting) men jeg håber ikke, at det frarøver mig min frygtløshed. For sådan en er altså guld værd og har på mange måder været min styrke de sidste par år. Uden den, havde jeg nok heller ikke rejst ud i verden helt alene.
Så venner, hold lige ekstra godt fast i jeres ting når I er ude, for det kan faktisk ske for de fleste.
God søndag <3
