De fleste af os har nok et band, en sang eller et album, som vi har et helt specielt forhold til. Et som har fulgt os hele livet eller et som vækker store minder og følelser. Præcis sådan har jeg det med Mew og jeg har faktisk svært ved at forklare præcis hvorfor.
Det startede helt tilbage i 2003 hvor deres Frengers-album udkom. Det var året inden jeg begyndte i gymnasiet og der, hvor man sådan for alvor begynder at finde sin identitet. Alle mine venner var musikere og vi hang ret meget ud i øvelokalet. Omdrejningspunktet for alt hvad vi gjorde, var musik (og Slots-øl på dåse)
Det var også i den periode, hvor det måske var lidt sejt at være “indie” og en smule flippet i sin tilgang til livet. Jeg kan huske, at der var to bands, som styrede det hele. Det ene var Kashmir og det andet var Mew. Jeg var som sådan tilhænger af begge bands og til at starte med, var nok mest fordi “det skulle man ligesom bare være” for at passe ind.
Kashmir’s musik vækker skam også mange fine minder frem i mig, men intet slår Mew og jeg tror måske det handler om, at jeg for alvor begyndte at holde af musikken. Den rørte mig på en eller anden sindssyg måde og det var som om, at deres lidt skøre, skæve, dystre og til tider melankolske univers, passede perfekt ind i mit teenagesind. Siden har det faktisk holdt ved og jeg tror aldrig, at der er gået en uge, hvor jeg ikke har lyttet til Mew. Da jeg skulle have min anden tatovering, overvejede jeg sågar at få lavet denne lille fyr. Egentlig har jeg stadig ikke sluppet tanken, jeg kan bare ikke finde ud af om det er for meget af det gode 😉
Jeg husker tydeligt min første “ud af kroppen-oplevelse” med dem. Det var på Roskilde festival i 2004 og jeg har vel været en 17-18 år. Det var en af de der lyse sommernætter, klokken var 2 om natten og Mew spillede på Arena. Jeg havde haft en ret vildt forår, hvor jeg bl.a var gået fra min første rigtige kæreste og havde måske nok forelsket mig lidt i en af hans bedste venner. Selvom jeg godt vidste, at det var lidt forkert, så havde vi aftalt at se koncerten sammen (altså vennen og jeg). Så stod vi der, under fuldmånen, sammen med resten af verden (sådan føltes det altså dengang) og måske holdte vi også lidt i hånden.
Til aller sidst lægger de an til Comfording Sounds og alle går amok. Det var virkelig 9 helt magiske minutter og noget som jeg aldrig glemmer. Der skete et eller andet inde i mig, der ændrede noget, uden jeg helt ved præcis hvad det var. Lige siden har jeg faktisk ikke kunne høre det nummer, uden at få de vildeste kuldegysninger og de fleste af gangene får jeg også en klump i halsen. Jeg bliver ikke ked af det, nok nærmere rørt.
Comfording Sounds har fuldt mig lige siden og jeg har fået endnu flere minder med den. Selv dèn har jeg også overvejet at få tatoveret 😉 Kort tid efter Roskilde festival i 2004 fik jeg en helt ny kæreste og vi dyrkede den også ret meget. Vi var sammen i mange år og nåede også at blive voksne sammen. Da vi gik fra hinanden gav han mig et kæmpe indrammet billede med hele teksten. Det står stadig i mit soveværelse og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på den sang.
I dag udkommer Mew’s helt nye album og I kan næsten selv gætte, hvor meget jeg har set frem til det. Jeg har lyttet til det siden kl. 8 i morgen og gør det også i skrivende stund. Det skuffer bestemt ikke. Tværtimod. Mest af alt er jeg spændt på at se hvilke minder jeg får med det, for de kommer. Det er sikkert og vist.
