TILBAGE TIL HVERDAGEN OG ET KLASSISK VINTEROUTFIT

NÅR ALDEREN TYNGER

Coaching

I går havde jeg endnu en session med min coach, Zuzan. Et forløb, som jeg begyndte på i November sidste år og som indtil nu, har været noget af det bedste, jeg har gjort for mit eget sind og mit velbefindende. Det har på mange måder været en kæmpe øjenåbner og de ting, som vi har arbejdet med, har stille og roligt medført en adfærdsændring på flere punkter, som i sidste ende har gjort, at jeg har fået det meget bedre med mig selv, er blevet en bedre version af mig selv og jeg er stille og roligt på vej mod det, der i sidste ende er formålet med forløbet; at være glad størstedelen af tiden.

(Reklame – jeg får ikke penge for at skrive om mit forløb med Zuzan – det er et samarbejde, hvor vi hjælper hinanden) 

Ny session – nyt tema

Indtil nu, har alle vores session haft et tema. Et tema, jeg som udgangspunkt bestemmer og de gange, hvor jeg ikke lige har kunne komme på noget, så har vi lynhurtigt fundet frem til noget. Egentlig kræver det jo kun et enkelt spørgsmål. Hvad er det der gør, at du ikke er glad hele tiden?

Vi har tidligere været omkring de sider af mig selv, som jeg ikke kan lide og som forhindrer mig i at være den bedste version af mig selv. Vi har snakket om mit lidt for store fokus på hverdagens små problemer og jeg har lært hvor meget godt det kan føre med sig, hvis man ikke giver dem leve og taletid. Vi har også været omkring nogle lidt dybere ting og de problemer i nogle af mine nære relationer, der tynger mig og går mig på.

Aldersangst

I går var endnu en yderst interessant samtale og en af dem, der virkelig har givet mig noget at arbejde med. Da jeg ringede Zuzan op, var jeg faktisk slet ikke i tvivl om, hvad jeg gerne vil snakke om. I forbindelse med vores forløb, er jeg naturligvis også blevet mere bevidst og hvilke ting, der tynger mig og som støjer på min lykkeskala. Jeg har lært at skille dem ad og se dem som forskellige ting, hvilket gør det meget mere håndgribeligt at arbejde med. Rome wasn’t build in a day, som man siger.

I går skulle det handle mit alder og min anstrengende forhold til den. Optimalt set, så var jeg sådan en, der hvilede totalt godt i min alder og på ingen måde lod mig påvirke af samfundets normer og heller ikke lod mig påvirke af de retninger, som mine jævnaldrendes liv tager. Sandheden er desværre en helt anden. Jeg har det på ingen måde godt med min alder og jo ældre jeg bliver, jo mere anstrengt bliver mit forhold til den. Fødselsdage er blevet til noget, jeg frygter og ikke ser frem til og jeg bliver mere og mere fokuseret på andres alder og hvordan deres liv ser ud, sammenlignet med den.

Jeg kan f. eks få helt stress og ondt i maven, hvis jeg møder en på 29, som både har karriere, høj uddannelse, lækker bolig, børn og alt det der. Samtidig bliver jeg også glad, afslappet og tænker “py-ha” når jeg møder en på 35 der ikke har nogen af delene. Det vil selvfølgelig stå på side 1 i psykologihåndbogen, at det handler om at jeg sammenligner mig for meget – I know.

I bund og grund er det jo også det, det handler om, men det ændrer jo ikke på, at det tynger mig, fylder alt for meget, stjæler min gode energi og i sidste ende, forhindrer det mig i at være ligeså glad, som jeg gerne vil være og når jeg ser på den person, som jeg gerne vil være (aka – den bedste version af mig selv) så fylder alder lige præcis nul og nix. Sådan ser virkeligheden desværre ikke ud.

I hvert fald ikke lige nu. Den positive ved det hele er nemlig, at jeg er villig til at handle og hvis jeg selv skal sige det, så er jeg også forholdsvis god til det. Men nogle gange er livet jo bare sådan, at man møder ting, som man gerne vil ændre, men man ved ganske enkelt ikke hvordan. Det er lige præcis sådan, at det står til med min aldersforskrækkelse og det er netop her, at jeg er så ualmindelig glad for, at Zuzan er kommet ind i mit liv.

Men hvad er det så ved den alder, som tynger mig?

Det var ligesom udgangspunktet for vores samtale i går og noget, som vi var nødt til at finde frem til, for at jeg kunne få de korrekte værktøjer. I bund og grund handler det nok om, at jeg er 32 år gammel og at mit liv på ingen måde ser ud, som jeg havde forestillet mig at det ville, når jeg kom hertil. Jeg lever på mange måder, som jeg gjorde, da jeg var 25. Jeg bor i en lille lejlighed, mit arbejdsliv er usikkert, jeg har ingen mand, slet ingen børn og hvis jeg vil nå at have de ting, så begynder uret altså at tikke en lille smule.

Når alt det så er sagt, så er jeg jo for det meste glad og hver evig eneste dag, står jeg op til et liv, som jeg faktisk har lyst til at leve. Jeg har prøvet at have en kæreste og selvom det var skønt og dejligt, så var det bestemt heller ikke altid nemt. Familielivet med børn, faste spisetider, søvn, evige bekymringer og hvad det ellers indebærer tiltaler mig faktisk heller ikke. Jeg nyder min frihed og glemmer til tider også at værdsætte den. Hvis det stod til mig, så måtte tingene faktisk meget gerne blive ved med at se ud, som de gør nu – men det skulle være med et slukket ur og når man stiller det op på den måde, så burde det jo egentlig være ret simpelt.

Måske er det også simpelt og måske kræver det bare, at jeg slukker for det. Det vil tiden vise. Efter hver session får jeg en udfordring af Zuzan og indtil nu, har det faktisk været de udfordringer, der har udviklet mig. I denne omgang lyder udfordringen på noget så simpelt, at jeg skal skyde tanken om min alder væk, så snart den kommer. Når den så kommer tilbage (hvilket den helt sikkert gør) så skal jeg acceptere den og derefter skyde den væk igen.

Om det hjælper, kan jeg ikke svare jer på endnu, men jeg er totalt klar til at tage udfordringen op, for som sagt, er det en af de ting i mit liv, som jeg så hjertens gerne vil ændre. Jeg holder jer selvfølgelig opdateret og hvis I har lyst, vil jeg MEGET gerne høre om jeres forhold til alder. Hvor I er i jeres liv i forhold til den? Og om det også er noget, der fylder hos jer?

8 kommentarer

  • Anne

    Hej Mie 😊
    Dit indlæg er som sendt fra himlen! Jeg fylder 25 på lørdag, og jeg synes, det er skrækkeligt. Siden jeg fyldte 20, har tanken “næste runde fejring er 30” ligget i baghovedet. Det er, som om 25-års alderen er forbundet med en masse voksent – og særligt kommentarer om børn og mand, mødes jeg af. Sidstnævnte understreges især af jydetraditionen om kanel. Jeg irriteres over andres forventninger til mig qua min alder. Jeg har altid sagt, at jeg ikke ønsker børn, og at jeg ikke har travlt med at finde en kæreste. Jeg er stadig under uddannelse, men bliver færdig til sommer. Den kommende status som færdiguddannet er ligeledes med til at fremprovokere en angst for at blive “ægte” voksen. Jeg har været vant til, at der på den anden side venter endnu flere år med studiebøger, men nu er det altså det virkelig arbejdsliv, der venter. Men hvad det er, ved jeg endnu ikke, og uvisheden skræmmer mig.
    Knus ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Hej Anne!
      Tusind tak for din kommentar og hvor er jeg dog glad for at høre, at du kunne bruge mine ord til noget. Det er en skør ting ja, for jeg kan jo forstå alting hvad du skriver og samtidig sidder jeg og bliver helt misundelig fordi du “kun” er 25. Det indrammer i virkeligheden nok bare min pointe ganske fint ♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejeste skat <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære Mie,
    TAK for et sætte ord på mine tanker. Kærlige hilsner en snart 28-årig single OG studerende <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg kan relatere meget til dit forhold til alder. Jeg fylder 30 om lidt og reagerer på samme måde som dig, når jeg møder mennesker, der er yngre end mig selv med et godt langt forhold med sig og god karriere, og ånder lettet op, når jeg ser på min veninde på 36, der mødte sin kæreste som 34-årig og nu venter et barn. Jeg er selv ikke afklaret med, om jeg kunne tænke mig børn, men er også bevidst om, at det ligesom er nu, jeg skal til at finde ud af det. Det synes jeg bare ikke, jeg kan, så længe jeg ikke er i et forhold (og ikke har været i rigtig, rigtig mange år), fordi det for mig meget mere er tanken om at skabe en familie med en, man elsker, der giver mening for mig. Jeg er bange for, at jeg ikke møder en mand i tide til at finde svar på mit spørgsmål. På den anden side har jeg, som dig, også en hverdag, jeg egentlig er rigtig glad for. Hvis det var uden betydning, om jeg er 30 eller 40, når jeg møder en, jeg er enig om at dele hverdag med, så havde problemet været meget mindre. Jeg har et job, jeg er glad for, gode veninder og familie, men frygten for at stå alene til alle fremtidige bryllupsfester, vennemiddage og nytårsaftener skræmmer mig, og jeg ønsker også at have nogle år i et forhold, mens jeg stadig er ok ung og har nogle år at løbe på, før det for alvor presser sig på med evt. at forsøge at få børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Kære Maria!
      Tusind tusind tak for din kommentar. Der rammer du totalt plet og sætter i virkeligheden ord på alt det, som jeg måske ikke lige fik med i mit indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig med dig. Det er den der pokkers tid og hvis den ikke var der, så var der intet problem. Heldigvis er jeg sikker på, at det er noget der kan ændres, for i virkeligheden er det hele jo i tankerne og hvis man bare lærer hvordan, så kan man faktisk arbejde med dem og ændre dem, præcis som man ønsker og det er derfor, at jeg er så glad for mit forløb med Zuzan 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Leave some love

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TILBAGE TIL HVERDAGEN OG ET KLASSISK VINTEROUTFIT