EN SENSOMMERAFTEN OG WEEKENDSNAK

INSTAGRAM, JEG KAN FAKTISK IKKE LIDE DIG LÆNGERE

giphy

I begyndelsen af måneden, nævnte jeg kort i en af mine lister, at min kærlighed til Instagram har været dalende den seneste tid og at jeg ofte ender med at være i lidt mere dårligere humør, når jeg har været inde på appen, end jeg var, da jeg åbnede den. Siden da, har jeg luftet tanken om at fortælle lidt om mine frustrationer og forholdsvis mange af jer, har givet udtryk for at I godt gad at høre på mig. En del af mig har følt, at det nok bare var bedst at holde det for mig selv. Både fordi jeg på ingen måde ønsker at det skal fremstå som om at jeg beklager mig og fordi det egentlig er lidt svært helt præcis at forklare hvad jeg mener. Men let me try: 

Til at starte med, kan jeg nok ikke undgå at komme omkring den der klassiske snak om, at vi i langt de fleste tilfælde, kun ser de postive øjeblikke fra dem vi følger. Altså når de er på ferie, når de er til sjove fester, når de vågner op til et perfekt-dækket instagramable morgenmadsbord, som deres kæreste naturligvis har dækket. Vi ser også kun det bedste ud af de 220 selfies der blev taget, for at få èt, der kunne bruges. Alt det her har vi nok alle sammen snakket om en million gange og jeg blev selvfølgelig også nødt til lige at tilføje, at på ingen måde er bedre selv. Mit eget feed er proppet med palmer, pastelfarver, blomster og sommerkjoler. Alt sammen er også en del af mit liv og min hverdag, men det er modvind, regnvejr, stress, frustrationer, vasketøj og et rodet hjem altså også.

Alt det her er jeg udmærket klar over og synes da også selv, at jeg har en nogenlunde fornuftig og voksen tilgang til hele den her selviscenesættelses-hurlumhej. Men hvorfor er det så, at jeg ofte bliver en anelse trist og moody, når jeg bladrer gennem mit feed og tjekker instastory? Noget jeg i øvrigt gør, forholdsvis mange gange om dagen og livet er altså for kort til at blive trist så mange gange om dagen.

Men som jeg også nævnte tidligere på måneden, så er det måske også mere gamet, henne på Instagram, der kort sagt, hænger mig langt ud af halsen. Det er naturligvis også i kraft af mit erhverv. Som udgangspunkt plejer jeg at sige, at jeg lever af min blog, men med alle de nye medier og ting og sager, sker det mere og mere ofte, at jeg får titlen, Influenter. Man må sådan set kalde mig hvad man vil og måske bryder jeg mig også mest om ordet influenter.

Alligevel ser jeg absolut bloggen her, som min primære platform og det gør jeg naturligvis, fordi den er mit absolutte stærkeste kort. Hvis jeg var en af dem, som havde 100.000 følgere på Instagram, så havde det måske set helt anderledes ud,

Men det har jeg ikke. Langt fra faktisk. I skrivende stund ligger den omkring 11,9k og det har den gjort længe. Jeg er ikke en af dem, der skyder i luften og hvor det bare vælter ind med nye følgere. Der kommer selvfølgelig nogle stykker hver eneste dag, men der også hele tiden nogen der smutter og så går det altså langsomt. To skridt frem og et tilbage. Et rimelig kedeligt tempo, når man er en person, der helst skal være i konstant udvikling og bestemt ikke trives i stilstand.

I må ikke misforstå mig eller tolke det jeg skriver, som en ynkelig klage over, at der ikke er flere der gider at følge mig på Instagram. For jeg er bestemt glad for og stolt over mine 11,9k og det er jo bestemt også en god sjat.

Derudover er det naturligvis også ret logisk, at man bare helst vil lege der, hvor man er mest populær og hvad det angår, så er det her domæne afgjort min hjemmebane. Jeg har altid haft fine besøgstal og især over foråret, steg de en god sjat. Men det kan man jo ikke se nogen steder og det kan måske godt irritere mig en smule. Når det kommer til den magt, som såkaldte influentere har, så bliver den jo ofte vurderet ud fra det antal følgere den enkelte har og henne på Instagram, står det jo sort på hvidt. Det gør det bestemt ikke på blogs.

Alt hvad jeg skriver her, er på ingen måde for at sige noget negativt om dem, der har og million millard Instagramfølgere, for de har jo uden tvivl gjort det godt og de har  jo også gjort noget, som jeg ikke selv har kunne formå. Og hvis jeg skal være ærlig, så gad jeg egentlig godt at vide hvordan de har gjort 😉

Min pointe er nok bare, at Instagram er et hårdt game, som jeg pt. er bare er kørt totalt træt i. Succes bliver dømt ud fra likes, følgere og visninger og langt de fleste profiler bliver i sidste ende vel også dømt ud fra det visuelle og for mange vedkommendes udseende. Det kan altså godt være en anelse hårdt, hvis man er inde i en lidt dum periode.

Egentlig kan jeg nok godt bare savne følelsen af at levere noget succesfuldt, uden at det har nogen at gøre med ovenstående. På en blog kan man f. eks skrive et enormt godt indlæg eller lave en guide, som folk modtager med kyshånd. Men her er succesen ikke offentlig på samme måde. Måske kommer der et par søde kommentarer, men der er ingen likes og antal visninger, som alle kan se og dømme ud fra. 

Jeg har ofte tænkt, hvad jeg mon ville vælge, hvis jeg fik valget mellem at Instagram eksisterede eller aldrig havde set dagens lys. Jeg tror faktisk at jeg ville vælge det sidste. Både for min egen og for mange andres selvtillid og opfattelse af, hvad virkeligheden, succes og ikke mindst lykken er.

Det er sådan jeg har det pt. og hvis jeg kender mig selv ret, så kan det sagtens være, at det bare er en periode. Det håber jeg i hvert fald, for pt. ser det ud til, at det er et af de medier, som er kommet for at blive.

Hilsen hende, som har slettet sit seneste billede, fordi det simpelthen fik meget få likes.

9 kommentarer

  • Anne

    Hej Mie,

    Jeg har fulgt din blog on/off de sidste ja mange, mange år. Kan huske jeg så dig way back in the days da Monki åbnede her i Aarhus, hvor jeg bor, og var vildt star struck over, at det var hende der stylisten fra Costume (mener det var dengang, du arbejdede der). Så ja, det er mange år siden, haha. Anyway, min pointe er, jeg har fulgt dig længe, og når jeg har fulgt/følger dig, er det altid på din blog. I det hele taget har jeg læst blogs siden mine start 20’er (er 28 år i dag), og selvom Instagram og andre sociale kanaler på mange måder er blevet meget dominerende (også for dominerede ifølge min mening), så er det altid din og andres bloggere blogs, jeg vender tilbage til – det er ikke din eller andre bloggers Instagram profiler eller andre sociale platforme. Personligt læser jeg blogs, fordi jeg vil læse om mennesker, der har noget på hjertet, mennesker jeg kan relatere til, og mennesker vis liv er autentisk – og du er selvfølgelig en af dem. Bliver så trist at Instagram kan skabe sådan en dum usikkerhed hos mega dygtige, hårdtarbejdende og fantastiske kvinder – dem er du selvfølgelig også en af 🙂 Jeg kender det også fra mig selv, altså at man kan blive usikker pga. folks perfekte liv på eks. Instagram, men min egen løsning har været simpelthen at unfollow alle dem, jeg ikke følte “bidrog” til det, jeg egentlig ville have ud af at bruge Instagram. Jeg følger derfor nu kun personer/virksomheder/organisationer, som jeg oprigtigt føler bidrager til min “online eksistens”, hvis det giver mening, haha? Noget af det jeg synes er vildt fantastisk ved eks. Instagram er, at jeg bl.a. selv har fået skabt nogle relationer (både i Danmark men også andre steder i verden), som nok ellers ikke var skabt på samme måde. Jeg bruger også Instagram meget, når jeg skal ud og rejse, hvor jeg elsker at finde lækre restauranter, caféer og andre brugbare rejsetips – noget du jo også virkelig leverer på – både på din blog og Instagram.

    Det der med Instagram og alle andre sociale medier for den sagsskyld, er virkelig en balance, og de sociale medier er stadig så relativt “nye” i vores samfund, at vi endnu ikke har fundet “balancen”, og hvad vi egentlig vil bruge og have ud af sociale medier.

    Kan huske at helt tilbage under Arto tiden (griner allerede ved at skrive det her haha – og Arto var i folkeskoletiden for mit vedkommende så ja, det er godt over 10 år siden ihvertfald), at der kunne jeg også blive små misundelig, og få helt ondt af mig selv, fordi jeg kunne følge med i hvad alle andre seje unge mennesker lavede.

    Så tror egentlig ikke den følelse Instagram kan skabe for mange især yngre mennesker, mig selv inklusiv, er ny, den følelse har alle dage eksisteret.

    Jeg tror på det handler om balancen, den er svær at finde, men sålænge vi kan minde hinanden om, at ingen mennesker er perfekte, ingen mennesker lever et perfekt liv, så tror jeg, vi er godt på vej. Tjek evt. Deliciously Ellas, madblogger, Instagram ud. Hun skriver ret ofte om emnet her, da hun også har/er meget påvirket af det negativt fra tid til anden.

    Mie, du er mega dygtig, og du har noget på hjertet. Det er det, der tæller – ihvertfald i min bog.

    Kh, En læser gennem mange år

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Kæreste Anne!!
      Det her er simpelthen en af de sødeste kommentarer, jeg nogensinde har fået. Jeg ved ærligt talt næsten ikke hvad jeg skal sige andet end tak. Bare tak. At du har taget dig tid til at skrive en SÅ lang kommentar, betyder virkelig mere end du tror. Jeg giver dig fuldstændig ret i alt hvad du siger og faktisk gjorde du også lige min dag meget bedre og bekræftede mig i, at det ikke er helt dumt det jeg har gang i!! Alt kærlighed til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Her hjælper det meget være en lille ubetydelig fisk – synes aldrig der er noget pres og følger ligeledes både folk med 77 følgere og dem med mange tusinde, det synes jeg giver et godt perspektiv (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kunne nogle af jer bloggere/influentere måske overveje at ændre gamet, så insta ikke behøver at være arnested for perfekte billeder af perfekte situationer. Tænk, hvis netop i lagde billeder op af jeres rod, krøllede tøj, dårlige dage osv.!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Ja, det er jo lige der, at dilemmaet ligger, for han man egentlig lyst til det? Det er der selvfølgelig også mange bloggere der gør og det synes jeg at de klarer super godt. Men sådan en som mig, henter jo også mange samarbejder på de “estetiske evner” og det hænger jo ikke helt sammen med at dele “grimme” billeder. Hvis det giver mening?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melissa

    Spændende indlæg!! Jeg kan kun forestille mig, at det også må være enormt hårdt at skulle være på og levere hele tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Det er jeg glad for at du synes. Tusind tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Super fint indlæg, Mie og virkelig dejligt at høre perspektiverne fra en bloggers side!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Leave some love

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN SENSOMMERAFTEN OG WEEKENDSNAK