Grønne områder i København
Sommeren er over os og det er i sig selv nok til at gøre mig glad. Alt er magisk, grønt og i fuldt flor. Mulighederne er pludselig blevet mange flere og dagene er blevet lange og lyse. Alt det betyder selvfølgelig også, at langt de fleste af os søger ud under åben himmel. Særligt, når man bor i en lille lejlighed, uden en stor altan.
Selvom København er storby, så byder den på et utal af grønne pg helt vildunderlige områder. Selv er jeg en af dem, der søger de grønne områder flere gange om ugen. Både i forbindelse med mine løbeture og gåture (de mange mange gåture, som det seneste år har budt på).
Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste “big city-gal” der elsker at søge mod det grønne og derfor har jeg lavet en lille guide, til nogle af mine personlige favorit-spots. Hvis I har tilføjelser, så skal I endelig ikke holde jer tilbage.
Hvis I gerne vil have flere Københavner-guides, så kan I bl.a også besøge min guide til byens bedste genbrugsbutikker eller min guide til Nørrebro.
Østre Anlæg
Lad os starte med det bedste. Eller i hvert fald med min personlige favorit. Østre Anlæg er en lille eventyrhave, der er placeret midt i byen. Den strækker sig hele vejen fra Nørrebro til Østerport og trods den centrale placering, er det som at træde ind i en vild skov med smukke træer, farverige blomster og små søer. Der er sågar folk, der fisker i søerne.
Haven er magisk på alle årstider. Om foråret er alt elektrisk grønt, i begyndelsen af sommeren står blomsterne i fuld flor rundt om søerne og giver de smukkeste farver.
Om efteråret forvandeles alt til gyldent og farverne spejler sig så smukt i vandet.
Parken er aldrig proppet med mennekser og der er god plads på stierne. Når jeg går tur eller løber igennem, føler jeg altid, at det er en slags hidden gem.
Kastellet
Ikke så langt fra Østre anlæg, finder man Kastellet og for mit vedkommende, er det et sted, jeg først nu er begyndt at besøge ofte. Spørg mig ikke hvorfor, for der er virkelig skønt. På et kort over København fremstår Kastellet ,som en tydelig sekskantet figur og man kan ikke undgå at bemærke det. Oprindeligt er Kastellet Københavns fæstningsanlæg og faktisk et af de ældste i Nordeuropa. Det danske forsvar hører stadig til derude, hvilket man også bemærker, fordi man skal igennem et par bomme for at komme ind. Det er dog ikke noget, der er besværligt.
Når man først kommer ind, skal man gå op på højen, hvor der går en sti hele vejen rundt. Turen er noget så fin og byder både på smukke planer, udsigt over Østerbro, udsigt over havnen og når man kommer hen på langeline, kan man både se Den lille havfrue, operaen og kongeskibet, hvis man rammer den rigtige dag.
Rundt om kastellet er der også mange fine små grønne område, hvor man snildt kan sidde og slappe af på en varm dag. Og hvis man er på udkig efter en god og grøn løberute, så er en tur rundt om Kastellet en sikker vinder.
HC Ørstedsparken
Her har vi endnu en park, der er placeret i det centrale København. Ørstedsparken strækker sig fra Nørreport til Vesterport og minder på mange måder om Østre Anlæg. Her finder man også et par søer og fine stier, som er perfekte til en gå eller løbetur.
Min erfaring siger mig dog, at den er lidt mere “crowded” end Østre anlæg og det er vist også en af de parker, hvor rygtet siger at der foregår “mystiske ting” når mørket falder på.
Jeg tænker lidt, at det er Københavns svar på Central Park. Man fornemmer byens puls når man er der, fra de mange lyde, men der er stadig smukt, grønt og bare virkelig fint. Jeg kan bestemt anbefale at gå en tur over broen ved den store sø.
Frederiksberg have
Der findes vist ikke den Københavner, som ikke har nydt en smuk sommerdag eller aften i Frederiksberg have. Det er naturligvis ikke uden grund, for det er et af byens smukkeste steder og der er masser af steder, hvor man kan gå på opdagelse. Ved indgangen bliver man mødt af det smukkeste syn, der nærmest minder om en vild mark, omkredset af smukke og gamle træer.
Går man en tur rundt, vil man både kunne se det store flotte gule slot, små romantiske broer og mine-enge, der er pakket med vilde blomster i sommermåneder. Haven grænser op til Zoologisk have, så der er sågar et lille spot, hvor man kan kigge ind til elefanterne.
Man fornemmer hurtigt, at det er have, der bliver plejet og vedligeholdt. Derfor er der også forholdsvis stramme regler for hvad man må derinde. Ingen bryllupper, store selskaber og den slags og så lukker den også relativt tidligt. Tidspunkerne skifter naturligvis efter årstiderne.
Søndermarken
I forlængelse af Frederiksberg Have, finder man Søndermarken. Man skal blot krydse Roskildevej på toppen af Valby bakke. Søndermarken er virkelig også skøn og det er en af de parker, hvor folk samles til træning i de tidlige morgentimer. Den er fyldt med bakker, små dale og flotte træer. Samtidig er der masser af grønne huller, hvor man kan slå sig ned til en picnic.
I Søndermarken kan jeg anbefale at man tager en lille afstikker fra de officielle stier og går ind i “skoven”. På stykket ind mod Vesterbro ligger der f.eks en virkelig fin lille og helt skjult sø, der får en til at glemme, at man faktisk befinder sig midt i storbyen.
Grøndalsparken
Når man bevæger sig lidt ud fra byens centrum, så finder man selvfølgelig også mange fine og små grønne åndehuller. Et af de fineste, hvis I spørger mig, der gøndalsparken, som egentlig bare er en lang park, der flugter med S-togets F-linje med Nordvest-kavarteret i den ene ende og Vanløse i den anden. Langs stien i midten af parken, er der store og magtfulde kastanjetræer og små vilde blomsterbede. Det er ikke en af de der meget velholdte parker, men det er næsten også charmen ved den.
Nørrebro parken
Jeg er så heldig at have Nørrebroparken som min baghave, så den skal selvfølgelig også med på listen. Lad mig starte med at sige, at Nørrebro parken ikke er stedet man skal søge hen, hvis man ønsker smuk natur, ro og fred. Til gengæld er der garanti for god stemning og højt humør, hvis solen er fremme. Nærmest også hvis det er marts og 5 grader.
Parken er samlingssted for hele Nørrebro og her bliver grillet, festet og snakket. Stemningen er magisk under de lyse nætter og sådan en oplevelse, må man næsten ikke snyde sig selv for.