Glædelig søndag, venner
Nåmen så gik der lige en god håndfuld dage, siden jeg sidst tjekkede ind her på domænet. Jeg vil som sådan heller ikke undskylde eller beklage, for jeg tror ærligt talt bare det er sådan, at min form for blogging fungerer anno 2021. Jeg tjekker ind, når jeg har tid og lyst og når jeg har noget relevant at dele. Hvad enten det så er med nye opskrifter, små guides eller små hverdagsfortællinger, ala det her.
Sidst i hørte fra mig, var jeg netop hoppet på toget mod Fyn, hvor jeg har tilbragt de seneste 4 dage. Nu sidder jeg, sjovt nok, endnu engang i toget og nu med retning mod København.
Det har været den skønneste forlængede weekend og vejret endte med at blive totalt meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Vejrudsigten sagde jo bare semi-skyet og 20 grader – hvilket bestemt heller ikke er dumt, taget de seneste måneder i betragtning.
Men det endte pludselig med at blive ægte sommer, hvor dagene blev brugt i meget lidt tøj, solbadning, gå og løbeture i Juni’s magiske natur, grill i haven og årets første dukkert. Min corona-blege hud har fået lidt tiltrængt farve og jeg er nærmest helt høj på sommer. Livet er bare lidt sjovere, når solen skinner og når man ikke skal pakke sig ind i flere lag, hver gang man forlader sit hjem.
Til dagens indlæg har samlet lidt glimt og fortællinger, fra de bedste stunder. Jeg håber også at jeres weekend har været fyldt med sol og kølig rosè 🖤
Kæmpe genbrugs-held
Jeg tager aldrig til Fyn, uden at gå på jagt i diverse genbrugsbutikker og som det jo er med den salgs, så er nogle dage bare bedre end andre. I denne omgang havde jeg virkelig heldet på min side og fik både fyldt mit stoflager op, med gammel og fint sengetøj, som jeg skal havde syet et par kjoler i og andre gode og brugbare fund. Bl.a den ternede kjole, som jeg kunne tage med hjem for en flad 10’er.
Fuld flor
Alt står i fuld flor lige nu og det er netop det, jeg elsker så højt ved Juni. Uanset hvor man befinder sig, så bliver sanserne forkælet. Smukke blomster, vidunderlige dufte og den evige lyd fra fuglenes kvidren.
Barndomsminder
For slet ikke at tale om duften af hypenroser. Den kan jeg slet ikke få nok af og den vækker så mange følelser og minder i mig. Minder fra min barndom og de lange varme dage på stranden med eskimo eller astronaut-is, små skovjordbær hjemme i haven og billig solcreme på huden.
Den fynske idyl
Et lille pitstop på min genbrugstur på landet. Der ligger den fineste lille landsby på det sydvestlige Fyn, hvor bindingsværkshusene ligger side om side, hvor køerne går på græs og hvor der findes den smukkeste lille bugt, som man kan sidde og kigge på i evigheder.
Et lille syprojekt
Egentlig havde jeg planlagt at bruge weekenden på et par syprojekter. Men det satte det gode vejr og lidt tekniske udfordringer en stopper for. Dog fik jeg bikset en lille sommerhat sammen, med hjælp fra et mønster fra Stof og Stil og stof fra en gammel og ret så yndig dug.
laundry luksus
Når man bor i en lille to-værelses på Nørrebro, så kan det føles som rent luksus at kunne lade sit vasketøj tørre i den lune brise i haven. I det hele taget bare at kunne vaske tøj når man vil og ikke kun når der er en ledig tid i vaskekælderen.
Reklamelinks: Et lille postkort hjemme fra haven, iført skjorte (med de fineste fine blomster-knapper) fra & Other Stories og bløde og behagelige bukser fra LIST.