Reklamelinks: Blazer: ARKET Strik: Magasin Sweatpants: Ball Hue: Ganni Taske: Calajade Sneakers: New Balance
Reklame (enkelte styles er modtaget i gave)
Glædelig tirsdag, venner 🖤
Og velkommen til ugens første indlæg. Jeg tillod mig lige at tage en lille fridag i går og lod mig begrave i et par hjemmelige sysler. Bl.a syning. Jeg er mildest talt blevet besat af at sidde foran min symaskine og det er altså en tidsrøver uden lige.
Søndag gik det så vidt, at jeg endte med at sidde langt ude på de sene nattetimer, hvor jeg var begravet i arbejdet med en krave. Den blev ved med at drille og til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Det resulterede i, at jeg vågnede kl. 04 og kom i tanke om løsningen. Et kort øjeblik overvejede jeg at stå op of fortsætte arbejdet. Jeg gjorde det naturligvis ikke og lige nu er jeg vist kommet dertil hvor jeg gør bedst i at holde pause en dag eller to. Jeg kan ikke huske hvornår en ny hobby sidst har haft sådan en magt over mig og fanget mig så meget. Det er uden tvivl det bedste jeg har fået ud af lockdown.
Så det var lige en status herfra og endnu et bevis på, at der ikke sker det helt store 😂
Sweatpants og blazer
Men lad os da lige tage et par helt klassiske outfitbilleder, for de seneste dage, har jeg faktisk haft relativt normalt tøj på. Jeg har været på walk and talks med veninder og udnyttet det smukke vintervejr. Det er selvfølgelig ikke kommet så vidt, at jeg er kommet ud af mine sweatpants. Der skal lidt mere end vintersol til 😅 I sidste uge fik jeg et nyt par til samlingen og det er de her fra Ball. Det var kærlighed ved første blik og de har faktisk været i brug hver eneste dag lige siden. Mest i kombination med en sweatshirt, selvfølgelig. Men som I kan se, så hankede jeg også lige op i mig selv og fandt en blazer-favorit frem fra garderoben.
Jeg har altid været glad for de der kombinationer af modsætninger. Blazer og sweatpants, bare ben og lange ærmer eller en fin kjole og et par rå sneakers. Det kan altså et eller andet.
En status og lidt hjælp
I dag er det tirsdag og hvad der føles som uge 500 i lock down er i fuld sving. Det betyder også, at den for mit vedkommende, bliver ret meget som de seneste mange uger. En hulens masse me-time, lidt mere tid foran symaskinen, en middagsaftale med et par veninder i min boble, en test og til sidst en tur til Fyn, hvor jeg tilbringer weekenden. Og så selvfølgelig lidt udarbejdelse af content herinde.
I forhold til sidstnævnte, så er jeg løbet lidt ind i en mur. Det sker jo fra tid til anden, så det er ikke noget jeg bekymrer mig om. Men jeg elsker at lave indhold, som I rent faktisk kan bruge til noget. Guides til det ene og andet, opskrifter, tips osv. Men lige nu er jeg løbet ind i en lille mur, så hvis I har noget, som I gerne vil se mere af, så må I endelig give jer til kende i kommentarfeltet 🖤
Og så tror jeg faktisk, at jeg vil lade det være ordene og lade tirsdag være tirsdag. Måske lige slutte af med et par små positive ting jeg bemærkede på min løbetur her til morgen: Dagene er blevet bemærkelsesværdige lysere og længere. I parkerne er de første små Erantis begyndt at poppe op og supermarkederne er begyndt at sælge påskeliljer. Bitte små forårstegn der minder os om, at lys og bedre tider, er lige om hjørnet 🖤