Reklame for Desenio
LIDT NYT TIL VÆGGENE
Velkommen hjem i min stue, hvor der endnu engang er kommet lidt nyt på væggene. Jeg har endnu engang teamet up med mine venner fra svenske Desenio, som er lidt af en gigantisk legeplads, når det kommer til pynt til væggene. Jeg har efterhånden en god samling af plakater fra deres webshop og de af jer, som følger med herinde jævnligt ved nok, at jeg bor i en beskeden 2-værelses lejlighed på Nørrebro. Det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke har uanede mængder af vægplads. Til gengæld er jeg også bygget på en måde, der gør, at jeg har brug for fornyelse i mine fysiske rammer, forholdsvis ofte.
Det siger sig selv, at jeg ikke har mulighed for at skifte sofa og spisebord hveranden måned, men heldigvis findes der også andre måder, at skabe lidt forandring. Her kan billeder og plakater gøre en kæmpe forskel og derfor skifter jeg forholdsvis ofte ud i indholdet i mine rammer.
Sidst jeg inviterede indenfor i min stue viste jeg også hvordan jeg havde pyntet selvsamme hjørne af min stue, med plakater fra Desenio. Nu har jeg rullet nogle af “de gamle” plakater ind i et paprør og skiftet dem ud, med nogle af nyhederne fra webshoppen.
Nærmere bestemt, en række fine franske kunstplakter, fra bl.a Matisse. Da jeg lagde min bestilling, tog jeg lidt af en chance, da jeg ikke var 100% sikker på hvordan farverne ville passe sammen. Men da jeg pakkede dem ud, satte dem i rammer og hang dem op på væggen, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde valg helt rigtigt. Jeg synes virkelig, at de passer godt sammen og matcher hinanden godt. Min personlige favorit er den mørke “Secession-plakat”. Selvom jeg faktisk foretrækker lyse elementer i mit hjem, så synes jeg, at netop det, tilfører noget rigtig fint. Jeg er i hvert fald ret overbevist om, at der går lang tid, før den bliver skiftet ud.
Fra Venstre: Toujours plakat, Secession Green Plakat, Matisse Cutouts plakat
RAMMER
Rammerne er også Desenio og her kan jeg heller ikke løbe fra, at jeg har fået mig en god samling. Primært i det hvide træ eller i eg. Til mine nye plakater, har jeg valgt at bruge de hvide. Nok fordi jeg, som sagt, er mest til lyse farver i mit hjem og så synes jeg også, at de går fint sammen med min reol. Alle rammer (og plakater) I ser her, måler i øvrigt 50×70.
FOTOVÆG
I min gamle lejlighed, havde jeg en klassisk fotovæg og jeg elskede den, det meste af tiden. Men som det er med alt andet, så nåede jeg også til et punkt, hvor jeg trængte til noget nyt. Med alt den inspiration der findes på nettet, sociale medier og i øvrigt også hos Desenio, er det jo svært fristende at kaste sig ud i sådan en omgang. Men jeg er alligevel glad for, at jeg valgte at holde mit fotovæg forholdsvis simpel med tre billeder på række. At det måske ser anderledes ud om et par måneder, kan jeg selvfølgelig ikke udelukke 😉