Reklamelink: Kjole fra & Other Stories
Hjemme.
Langt om længe, er jeg tilbage på dansk jord, tilbage på Nørrebro og sjældent har det føltes så godt.
Nu skal det bestemt ikke lyde som om, at jeg har haft en dårlig rejse. Den har været alt andet end dårlig og selvom der har været udfordringer på vejen, så har det været det hele værd. At opleve et helt nyt sted af verden sammen med min aller bedste barndomsveninde og skabe et utal af nye minder sammen, og samtidig samle op på de mange ting, der er sket i hinandens liv i løbet af de mange år, hvor vi mest har set hinanden over en kom kaffe i ny og næ, kan ikke sammenlignes med noget.
På mange måder føles det som om, at jeg har fået en helt ny veninde og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi på en eller anden måde, har fundet hinanden igen. Det er nærmest en historie for dig selv.
Når alt det så er sagt, så er det også første gang, at jeg nogensinde har været på en rejse, hvor jeg oprigtigt har fået nok og hvor jeg i mit stille sind har været tilbøjelig til at tænke “at jeg rejser aldrig igen”. Det kommer jeg selvfølgelig ikke til at holde. Men lige nu, har jeg det som om, at der skal gå rigtig rigtig lang tid, før jeg forlader mine trygge rammer igen.
Der har været udfordringer lig fra begyndelsen. Først blev vores flybilletter annulleret, så havde vi (eller jeg) et pokkers bøvl med at få godkendt mit visum og da vi langt om længe skulle afsted, eskalerede hele corona-situationen i Europa og pludselig føltes verden ikke så sikker og tillokkende. Vi havde aldrig alvorlige overvejelser om ikke at tage afsted og på afrejsedagen ringede jeg sågar til Udenrigsministeriet, for at høre en menneskestemme sige, at vi ikke skulle været så bekymrede.
Afsted tog vi og det fortryder jeg på ingen måde. Vi havde to fantastiske uger. Virkelig. Selvfølgelig med udfordringer hist og her, men ingen så store, at vi ikke kunne grine af dem og skrive dem ind i vores fælles historie.
Den første tid forsøgte jeg at holde mig fra at læse nyheder, for jeg kunne fornemme på de sociale medier, at der var en gennemgående opfattelse blandt den danske befolkning om, at corona-situationen blev kørt en anelse op af medierne. Og hvis der er en, der godt kan være tilbøjelig til at lade sig påvirke af den slags, så er det undertegnede. Med andre ord, forsøgte jeg at lave en god klassisk out of sight, out of mind. Jeg holdte mig opdateret gennem min familie, når de tjekkede ind i ny og næ og stolede på, at de nok skulle give mig besked, hvis det skulle stikke helt af.
I begyndelsen, havde de mærket meget lidt til virusen i Indien og derfor var det heller ikke noget, der fyldte i det store billede dernede. Vi var ekstra forsigtige med hygiejnen og brugte vores sunde fornuft – det føltes som den eneste rigtige beslutning.
Hen mod rejsens sidste dage, begyndte jeg at se sider af mig selv, som jeg ikke helt brød mig om og som jeg ikke kunne genkende. En lille form for angst, vil jeg nok kalde det. Det kom snigende i takt med, at der kom flere og flere tilfælde i Inden, at den danske regering satte alvorligt ind på situationen og da Udenrigsministeriet begyndte at sende beskeder til os om ændrede rejseanbefalinger.
Samtidig var mine forældre rejst til Madeira og da de søndag morgen tjekkede ind med en besked om, at de havde oplevet i jordskælv om natten, så føltes verden lige pludselig ikke som min yndlings-legeplads længere.
Jeg ville bare gerne hjem. Heldigvis havde jeg verdens bedste støtte ved min side – altså min barndomsveninde – og vi fik det aller bedste ud af de sidste dage, fordi vi besluttede os for det.
Hjemrejsen var hård. To mellemlandinger, et forsinket fly, en mistet kuffert og i det hele taget udtrykheden ved at stige ombord på et fly. Men hjem kom vi og da vores sidste fly lettede fra Delhi og satte kurs mod København, kunne jeg mærke hvordan min puls, for første gang i et døgn, var normal. Jeg fejrede det med et glas vin og den lettelse jeg følte der, kan jeg leve længe på.
I alt det her, er det egentlig ikke det at blive smitte med virusen, der har gjort mig bage (selvom jeg selvfølgelig helst ser mig fritaget). Det, der har skabt den største frygt var situationen i verden. Tanken om, at jeg på nul komma to, kunne ende i en situation, hvor jeg ikke vil have nogen som helst kontrol. Lande og samfund kan lukke ned, luftrum kan lukke, flyselskaber kan stoppe flyvninger og regeringer tager pludselig beslutninger, som man ikke lige havde set komme.
Jeg er på ingen måde uenig i, at det er den slags der skal til, men tanken om at strande et sted som Indien, hvor sundhedsvæsenet ikke ligefrem er som vi kender det herhjemme og hvor autoriteterne måske heller ikke er de mest behagelige, jeg har oplevet, det trickede altså noget i mig. For første gang blev jeg oprigtigt bange for verden og kunne sket ikke finde den frygtløshed og eventyrlyst, der plejer at holde mig kørende.
Jeg håber (og tror) at den kommer igen, men lige nu, der er hjem, det bedste sted i verden og så skidt pyt om det regner og blæser lidt for meget. I dag føles det næsten rart.
Rigtig god dag til jer. Jeg tjekker ind igen, når jeg er landet ordentligt, har fundet mig selv og pakket alle mine souvenirs ud 🖤
