Og så kom Januar!!
Den sidste stride vinter-måned. I hvert fald hvis I spørger mig. Februar og Marts kan selvfølgelig også vise tænder, men det er lidt noget andet, for der er lyset vendt tilbage og de første forårstegn begynder at vise sig. Men jeg har lært hjemmefra, at man skal elske hver dag og alle årstider, så det vil jeg forsøge at huske på.
I dag vendte hverdagen tilbage. Eller så godt som. Min indbakke bærer tydeligt præg af, at det hele liiiiige skal i gang igen og at mange måske også har valgt at forlænge juleferien lidt. Det er nok først på mandag, at det sådan rigtigt går løs. Men både Januar og hverdag kan bare komme an, for jeg er mere end klar. Egentlig har jeg ikke de helt vilde ting på programmet de næste par uger, men sådan synes jeg altid det er på den her tid af året. Jeg vil i stedet udnytte den forholdsvis frie kalender til at få ordnet en masse hængepartier, gjort en masse rare ting for mig selv og set nogle af de mennesker, som man altid laver de der løse aftaler med, men som man aldrig får gjort alvor ud af.
Hvad måneden ellers byder på, kan I se lige her 🖤
Fra en kold januardag i 2018
● Have styr på min Icloud, Apple ID og alt det der. Det er en af de ting, som jeg aldrig kan tage mig sammen til og jeg har vist også bildt mig selv ind, at det er besværligt. Jeg har både fået ny computer og Iphone, så nu skal der altså bare være styr på det.
● Måske på en lille skitur. Jeg krydser fingre for at detaljerne falder på plads.
● På Louisiana. Det er ved at være alt for lang tid siden sidst og jeg SKAL nå at se “Månen”-udstillingen.
● Bevare min stærke rygrad, når det kommer til udsalgsshopping. Indtil nu, har jeg været rigtig god og har faktisk ikke købt noget som helst. Men der er så mange fristelser derude. Jeg kan f. eks ikke helt få de sorte sneakers fra EYTYS ud af hovedet. Selvom de både er grimme og pæne. (reklamelink)
● Sælge ud af garderoben til Veras Marked i Nørrebrohallen d. 20. Der er ved at være fyldt godt op herhjemme og fordi jeg også bor lige ved siden af, så satser jeg på at gå all in og tage ekstra meget med.
● I biografen og se den der “A star is born”. Som udgangspunkt lyder den egentlig ikke som noget for mig, men alle der har set den siger, at den er for vild. Og igen, det er Januar – hvad skal man ellers lave?
● Jeg skal også se en hulens masse serier! Der er jo et hav af skønne premierer rundt om hjørnet. Vigtigst af alt er dog True Detective, som lander d. 14.
● Forbi H&M og hapse en i hver farve, af den her skønne bluse.
● klippes af min yndlings frisør, Frederikke inde hos Gun-Britt. Jeg har en evig diskussion med mig selv om, hvor vidt jeg skal lade mit hår gro langt igen eller beholde det korte. Det korte bliver ved med at vinde og det gør det også i denne omgang.
● Forhåbentlig et lille smut til Fyn. Jeg har selvfølgelig lige været der på en lang juleferie. Men det er bare ikke helt det samme, når alt går op i julefrokoster og gensyn med gamle venner.
Hvad har I af sjove planer for verdens længste måned?