Det har været en fantastisk sommer, det kan vi vist godt blive enige om, ik? og for mit vedkommende har den stået på mere afslapning end nogensinde. Det har også givet mig tid til at dyrke en hoppe, som jeg i dèn grad har savnet. Vi snakker om noget så simpelt og gammeldags, som at læse.
Da jeg var yngre læste jeg som en gal og derfor er min bogsamling også blevet forholdsvis stor. Dansk var mit ultimative yndlingsfag og jeg var også tæt på at læse det på universitet. Ikke pga. den sproglige del, men pga. af litteraturen og især den danske af slagsen.
Pludselig kom internettet og det medførte tidsrøvere som HBO og Netflix. Her fik jeg ligesom dækket mit fiktionsbehov og ærligt talt, så tør jeg ikke tænkte på, hvor lang tid siden det er, at jeg sidst har læst en bog.
Dagen inden jeg gik på sommerferie besluttede jeg mig for, at det var tid til at gå “back to the roots” og jeg gik ind i Arnold Busk og købte hele 4 bøger og mod alle forventninger, så fik jeg læst dem alle og hver og en gjorde lidt af et indtryk på mig og jeg kan ikke anbefale dem nok.
Jeg skal nok spare jer for en lang lang anmeldelse af hver og en, men de får altså lige et par ord med på vejen 🖤
🖤 Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt
Bogen har stået øverst på min To-read-liste lige siden den udkom og var på alles læber og fik fin omtale i samtlige kulturmedier. Det var også før man kendte til Maria Gerhardt’s alt for triste skæbne. Jeg er SÅ glad for at jeg endelig har fået den læst og det er en af dem, som har sat ret dybe spor i mig. Bogen er en fin og hudløs fortælling, der kombinerer en smuk kærlighedshistorie og en hårdt og opslidende kræftforløb.
Maria Gerhardt kan noget helt særligt med sproget og jeg er ret imponeret over, hvordan hun formår at veksle mellem nutid og datid på den mest naturlige måde, uden at skabe nogen som helst forvirring. Det tog mig under to dage at læse den og mens det stod på, var den konstant i min bevidsthed og også ret lang tid efter. Den er lige dele trist og sjov, men mest af alt fængende og egentlig lidt af et mesterværk, hvis I spørger mig.
Desuden er den ret sjov at læse, hvis man var ung i København, dengang kødbyen var det smarteste sted og hvor Jolene var det eneste rigtige sted at danse.
🖤Transfervindue af Maria Gerhardt
Kort inden sin død i 2017 nåede Maria Gerhardt at udgive endnu et lille værk, som fungerer som godt kan beskrives som en lille opfølger til “Der bor hollywoodstjerner på vej”. Transfervindue handler om hendes sidste dage og består mere eller mindre af en lang række tanker om fortiden og den fremtid, som hun ikke kommer til at opleve. Det hele bliver fortalt fra et Hospice, som bliver beskrevet gennem den fineste metafor.
Det er en smuk smuk fortælling og den går lige i hjertet. Den er kort og hurtig læst og jeg er sikker på at den har efterladt størstedelen af sine læsere med tårer i øjnene.
Hvis jeg skulle udnævnte min ultimative favorit-forfatter, så vil det uden tvivl være Helle Helle. Jeg har næsten læst alt hvad hun har skrevet gennem årene og hun fortsætter med at imponere mig. Hendes største kendetegn er nok, at hendes romaner sjældent handler om noget og at langt det meste skal læses mellem linjerne. Det er ikke verdens nemmeste litteratur og man skal også være in the mood, hvis I forstår?
Min personlige kærlighed til Helle Helle opstår der, hvor hun beskriver beskriver miljøer og stemninger, med sine fine og ultrakorte sætninger. Desuden kan hun trylle med sproget og i “de” laver hun nogle tidsspring som udfordrer læseren. Men på den gode måde.
Det er en skildring af et mor-datter-forhold, som både handler om kærlighed og sygdom og tiden omkring start-80erne. Intet bliver sagt i romanen og alligvel bliver alt sagt. Man kan ikke undgå at holde af karaktererne og desuden er man ofte i tvivl om, hvem af dem, der bliver refereret til. Men måske er det der hvor selve titlen “de” opstår. Måske skal de netop ses som en enhed.
🖤Fra Smørhullet af Kirsten Hammann
Før jeg kastede mig ud i den her, havde jeg aldrig læst noget af Kirsten Hammann og faktisk var det bogens fine cover, der fik mig til at tage den ned fra hylden. Da jeg havde læst bagsiden, var jeg ikke i tvivl om at den skulle med hjem i min samling og det skulle vise sig at være en god beslutning.
Faktisk troede jeg, at jeg skulle lidt ud i chicklit genren fordi hovedpersonen blev beskrevet som en kvinde i slutningen af 30erne, der hverken har styr på det med kærligheden eller livets andre voksenting. Men den viste sig at være så meget mere. Den er en fin og morsom fortælling, hvor man som læser konstant kan spejle sig selv. Man bliver lukket helt ind i hovedpersonen, Mette’s tanker og især de umoralske af slagsen. I ved dem, som vi i bund og grund allesammen har. Mette er hverken dum eller klog. Bare helt normal og en lille smule doven.
Jeg sad med et smil på munden hele vejen igennem blev mere og mere betaget af Kirsten Hammann’s skrivestil og beskrivelse af den helt almindelige Mette fra Amaliegade.
