Reklamelinks: Kjole: & Other Stories Bukser: Mango Sandaler: Birkenstock Taske: ARKET
Hej sommer
Ja, så kan vi vist godt slå fast, at det er blevet sådan helt ægte sommer. Ovenpå en virkelig grå og kedelig maj, skulle der altså lige en god håndfuld varme og solrige dage til, før jeg turde tro på det. Det har vi fået nu og jeg har allerede lykkelig glemt alt om tykke jakker og kolde fingre på cykelstien. Med frygt for at lyde som verdens største klichè og for at gentage mig selv alt for meget, så må jeg bare indrømme, at livet ER sjovere om sommeren.
Dagene er længere og mulighederne er flere. I år kommer sidstnævnte nok ekstra meget til udtryk, fordi en lille tur i Føtex kunne være helt eksotiske og spændende, for ganske få måneder siden 😅
Mulighederne for at se flere, lave mere og opleve mere, har jeg virkelig også grebet. Det betyder også, at jeg for anden uge i træk, kører et program, hvor der er sociale ting på programmet hver.eneste.aften. Før corona var det helt normalt og slet ikke noget, jeg skænkede en tanke. Selvom jeg så småt er på vej til den samme tilstand, kan jeg alligvel godt mærke, at det kræver lidt mere af mig og jeg kan nok ikke løbe fra, at jeg er blevet en anelse mere introvert efter hele det her ciruks.
Men på den gode måde, hvis jeg skal være ærlig. Som jeg har beskrevet før, så kunne tanken om flere alene-dage nærmest give mig stress i de gamle dage. Nu synes jeg er at det er ualmindelig rart og nærmest noget jeg ser frem til. Lidt ligesom at jeg forsøger at holde 2-3 aftener om ugen fri til Mie-tid. Det går så ikke så godt lige for tiden 😅 Men sommer skaber næsten altid en eller anden form for undtagelsestilstand. Og så har jeg bare virkelig svært ved at sige nej…
Gul som solen
Billederne her er i øvrigt dugfriske og består af dagens outfit. Som jeg også skrev, da jeg delte dem på Instagram, så er det måske sidste chance i lang tid, for at have lange bukser på. Rygterne siger hedebølge og jeg skal være den sidste til at klage over at gå i bare ben. Når det så er sagt, så måtte jeg alligvel liiiige udnytte muligheden for at hoppe de de seje mønstrede bukser fra Mango. Mon ikke de deler vandende? Flere af mine veninder har i hvert fald givet udtryk for, at de ikke lige er deres kop te. Til gengæld har de også fået op til flere komplimenter.
Kjolen er fra & Other Stories og er lavet af det der håndklæde-agtige stof. Den er lige til den korte siden, hvis man vil bruge den uden på bukser. Men med materialet i bagtanken, så tænker jeg, at dens primære funktion nok er en standkjole. Mon ikke jeg får mulighed for at teste den funktion af snart? Meget kunne tyde på det.
Sommerferieplaner
Noget andet, der heller ikke er til at komme udenom er, at sommerferien står for døren. Det føles faktisk en smule skørt, at skulle drosle gevaldigt ned på arbejdet, når man først lige er kommet ægte i gang igen. Personligt står mine planer liiiiidt i det uvisse, men det har man jo efterhånden vænnet sig til og jeg tager det hele lidt som det kommer.
I begyndelsen af Juli har jeg dog booket en lille uge i Tisvilde sammen med min veninde. En sommerferie i det nordsjællandske har været på min bucket list i flere år men den er altid blevet nedprioriteret til fordel for nogle lidt mere eksotiske destinationer. Men nu ville omstændighederne jo ligesom, at mulighederne var begrænsede. Så hvis nu ikke var et perfekt tidspunkt til at få sat kryds ved det punkt, så ved jeg ikke hvad det er.
Om det bliver til en lille rejse senere på sommeren, vil jeg ikke udelukke. Nu er jeg jo i den situation, at jeg er blevet vaccineret og det åbner selvfølgelig også nogle muligheder.
Som jeg skrev i en mail til en samarbejdspartner tidligere på dagen, så kan det der med at stå overfor det uvisse også et eller andet.
Har I lavet planer for sommeren?