Glædelig 2. påskedag
I skrivende stund, har jeg netop sat mig på toget i retningen mod København, efter en lille og ret vidunderlig påskeuge på Fyn. Sindet er en lille smule melankolsk – men sådan har jeg det altid, når noget godt slutter.
Der har været stille herinde og jeg har heller ikke givet meget lyd af mig henne på Instagram. Selvom det, som sådan ikke var planlagt, så var det ganske enkelt virkelig tiltrængt med sådan en ægte ferie, hvor jeg bare var mig og ikke delte det med andre, end dem omkring mig. Min familie.
Vejret har vist sig fra sin flotteste side det meste af tiden og selvom jeg rejser herfra i en lille snestorm (i bedste april-stil) så har det været noget så skønt, med en lille indsprøjtning forår.
Tiden er primært gået med tre ting: madlavning, gåture i naturen og ikke mindst kreative sysler, til den helt store guldmedalje. Jeg har vist aldrig været så produktiv og det er blevet til en færdigsyet bluse, en strikket hat, en strikket vest, et par ternede bukser og en bøllehat. Man lærer jo hele tiden nye ting om sig selv, og èn ting, som hele det her skøre år har lært mig er, at jeg først bliver god til noget, hvis jeg dedikerer mig 110% og udelukkende fokuserer på det.
Nogle af resultaterne kan I se her i de små glimt, som jeg også har krydret med lidt andre små glimt og fortællinger fra den seneste uge.
Fynsk forår, når det er aller bedst. Synet af buske, træer og blomster, der springer ud, går lige i følelserne på mig. Det der med at opleve noget. der er så smuk at man næsten bliver lidt trist. Kender I det?
Made by me
Bukserne, som jeg brugte påskesøndag på at lave. Selvom de faktisk var forholdsvis simple, så er det nok mit mest vellykkede sy-projekt so far og den første gang jeg har lavet noget, hvor jeg har lyst til at have det på hele tiden.
Påsketur
I lørdags stod den på en lille roadtrip til sydfyn, som nok er mit yndlingssted i hele det danske land. Jeg fik endda krydset et punkt af på min to-see liste: Svanninge bakker. Et fuldstændig vidunderligt stykke natur med udsigt til øerne og ren idyl. Jeg blev enig med min mor om, at vi skulle derned igen lidt senere på sæsonen og opleve det hele, når græsset er lidt grønnere og buskene er sprunget ud.
Og speaking of min mor, så har hun også været i gang med strikketøjet (som hun i øvrigt er lidt af en haj til). Hun har lavet den fineste gule vest, som både passede perfekt ind i påsketemaet og som jeg forelskede mig i med det samme.
Reklamelink: Jeg har selvfølgelig også haft tøj på, som jeg ikke selv har lavet. Nemlig den seje sweatshirt fra det bæredygtige svenske brand, Dedicated. Kan I forresten se, hvilket logo den har ladet sig inspirere af? Der gik lidt tid, før det gik op for mig.
Genbrugsguld
Inden de fynske genbrugsbutikker gik på påskeferie, nåede jeg lige at tømme dem for sengetøj. Det skal jeg selvfølgelig bruge til kommende syprojekter. Det eneste minus er, at jeg er ude i en seriøs over-pakning her på min hjemtur og har lidt svært ved at overskue rejsen fra hovedbanen til Nørrebro, som jeg skal ud på om lidt.
Easy beret
Endnu et lille færdiggjort påskeprojekt, er den lilla beret. Egentlig har den været ret lang tid undervejs, da jeg har måtte trævle den op to gange først. Ganske enkelt pga. den klassiske fejl, hvor jeg strikker for stramt. Men øvelse gør jeg meste og tredje gang, sad den lige i skabet. Opskriften er fra Easy knit, som laver geniale opskrifter, til alle begyndere. Både fordi de er skrevet uden diverse forkortelser, som man ikke forstår som nybegynder og fordi der er videoguides med til alle opskrifter. Den eneste fejl man kan lave er at tælle forkert eller strikke for stramt, som jeg gjorde.
Fyn er fin
Endnu en lille perle i det sydfynske. Havnen ved Falsled, som byder på den smukkeste udsigt og ren Morten Korch-idyl med bindingsværkshuse og små krogede landeveje.
Første stop på lørdagens roadtrip var Stofmøllen, som ligger lidt udenfor Faaborg. Et rent mekka, for alle kreative sjæle og jeg har ikke set så meget stof samlet på et sted, siden jeg var i Indien. Og ikke nok med det, så rummer møllen og et lille loppeforretning og en smuk have. Virkelig et besøg værd.