Glædelig søndag, venner
Og vel egentlig også glædelig Fastelavn og Valentines day, hvis man er til noget af den slags. Selv er jeg i sving med noget så festligt og romantisk, som en togtur hjem til København, efter en skøn og afslappet weekend hjemme på fine Fyn. Jeg kører stadig en god rytme med at rejse dertil omtrent hver anden weekend. Primært for at få lidt adspredelse i hverdagen og så selvfølgelig også for hyggens skyld.
Dagene ligner stadig hinanden, præcis som de har gjort de seneste mange mange måneder og fordi det vel efterhånden snart blevet new normal, så vil jeg ikke bruge specielt meget tid på at snakke om det herinde.
Heldigvis er de fleste af os beriget med en kamerarulle på vores telefon, som afslører at der, trods det trivielle, alligvel ER fine og mindeværdige glimt hist og her. Præcis ligesom billedet herover, hvor den tidlige forårssol var på besøg i mit køkken. En dag hvor jeg var i ført min nye og helt vidunderlige blazer fra ARKET. Det er de små ting der tæller og her har jeg samlet et lille udpluk fra den seneste tid. Husk at I altid kan se flere hverdagslimt henne på Instagram.
Winter wonderland
Da jeg ankom til Fyn, torsdag eftermiddag, blev jeg mødt af et smut sneklædt landskab. Og egentlig også en lille snestorm – men det er en anden fortælling.
Nætterne har budt på frost ned til 12 minusgrader og selvom det er lidt for meget af det gode, for en ægte frossenpind, har jeg alligvel bevæget mig ud på mine daglige løbeture i naturen.
Det har været alle de forfrosne lemmer værd, for hver eneste morgen er jeg blevet mødt af de smukkeste syn, hvor solen har forvandlet sneen til glitter.
Men København kan nu også noget, på sådan en iskold vintermorgen. Dog uden sne, men så gør de smukke bygninger i Nyhavn hele arbejdet.
Hello from home
Jeg har ikke noget idè om hvornår jeg har taget det her billede. Sikkert en af de der helt almindelige dage, hvor jeg har tilbragt størstedelen af tiden i min lille lejlighed. Og leget at foråret er kommet, som man jo heldigvis godt kan, derhjemme.
Og speaking of forår, så blev jeg virkelig glad, da det her smukke syn mødte mig i Torvehallerne. Ligesom så mange andre, går jeg ualmindelig mange ture de her dage og hvis det er muligt, slår jeg gerne et smut forbi netop Torvehallerne. Her er der stadig åbnet og udover at deres udendørs grønt og blomsterafdeling er noget af det smukkeste og mest indbydende, så giver det også en følelse af det der liv, som var overalt i byen engang.
Indian Madklub
Jeg har holdt en lille madklub med min veninder. Og hende, som heldigvis også er min nabo, laver virkelig verdens BEDSTE butter chicken. Naan brød stod jeg for, og jeg kombinerede jeg med et lille køkkeneksperiment. Derfor får I selvfølgelig også opskriften i næste uge.
Layer up
Og sådan her har jeg set ud i flere uger nu. I hvert fald, når jeg har bevæget mig udenfor. Pakket ind i lag på lag og når solen ikke har været fremme, har solbrillerne været erstattet af et mundbind. I øvrigt en beklædning, som jeg er blevet ualmindelig glad for denne vinter, fordi den varmer og fjerne den røde næsetip.
Det kreative hjørne
Min kreative sysler fortsætter og jeg er blevet mere eller mindre besat af det. Jeg forstår ærligt talt ikke, at der skulle en global lockdown til, før jeg fandt en så vidunderlig hobby.
Jeg er stadig nybegynder foran symaskinen og lavet stadig enormt mange fejl. Men det bliver bedre og bedre og kraven her, som jeg har syet ud af min venindes sengetøj, er nok et af mine mest vellykkede projekter.
Her i weekenden fik jeg også lavet et par pyjamas shots, så jeg tror mere og mere på, at jeg rent faktisk kommer til at nå mit mål om at kunne sy en kjole til sommer.
Reklamelink: Golden hour i går, hjemme på min barndomsgade. Jeg har sukket efter den her vest-dims fra ARKET siden efteråret, hvor den var en del af kollektionen. Men den blev udsolgt på nul komma og da den så endelig kom back in stock for et par uger siden, så jeg mig ikke tilbage. Virkelig god timing, med den her crazy kulde og den har holdt mig varm lige siden.
De små glæder
Ja, tilbage til det med de små glæder, for jeg har været så heldig at få tilsendt den skønneste lille pakke fra Magasin (så, ja, REKLAME), der bl.a bestod af det smukkeste undertøj fra deres nye forårskollektion.
Og lad os lige slutte med det her billede. Bare fordi. Eller fordi mit ansigtsudtryk egentlig siger alt om mit state of mind. Ikke helt glad, ikke helt trist og alligvel spejdende efter sjovere og mere festlige tider.