Reklamelinks: Blazer: Cras x Karo Dall Strik: Magasin Du Nord Collection Bukser: Mango Støvler: & Other Stories Taske: Ganni Hat: Monki
Glædelig mandag, venner
Jeg håber at I har haft en vidunderlig weekend derude? Jeg tænkte, at jeg lige ville starte ugen herinde med en god klassisk omgang outfitbilleder og en lille status. Det er ved at være længe siden, at vi har taget sådan en.
Men lad os starte med billederne. De er nemlig fra i fredags, hvor jeg var til en lækker lille julefrokost. Årets første og nok også den sidste. 2020, I ved. Jeg var afsted sammen med fire skønne blog-kollegaer og den fik hele armen, indenfor de rammer, der var mulige. Vi startede med drinks ved 16-tiden, efterfulgt af lækker middag på yndlings-Neighbourhood, et par drinks mere og så lå jeg ellers hjemme i min seng kl. 22. For søren hvor jeg glæder mig til at kunne vælte hjem sent på natten igen.
En orange blazer
Men hyggeligt var det altså – også selvom jeg kunne have fortsat i mange timer. Jeg havde egentlig planer om at hoppe i min fine prinsessekjole fra Second Female, som jeg også have på en skøn sommerdag. Men fordi jeg allerede fryser ved tanken om at have tynde strømpebukser på, var jeg hurtig til at sadle om.
Heldigvis er min garderobe blevet beriget med den skønneste orange blazer, som min seje og farverige kollega Karo Dall, har designet for Cras cph. Den er helt genial til sådan vinterfest og fordi den larmer så meget i sig selv, kan ma snildt holde resten af looket simpelt.
På billederne her, har jeg matchet den med en lækker (og varm) cashmere-strik, men for en god ordens skyld, så skiftede jeg den ud, med en lidt mere festlig top, inden jeg forlod mit hjem.
Status pt
Og ja, så til den der lille status, som der ikke har været herinde længe. Og hvorfor, ved jeg egentlig godt. Der er ganske enkelt ikke noget at skrive hjem om. Det er altså en skør tid, det her. På en eller anden måde sker der jo alt muligt og på en anden måde, sker er der ingenting. Da coronaens anden bølge begyndte i det tidlige efterår, var jeg egentlig ganske fortrøstningsfuld og frygtede aldrig helt, at det ville blive ligeså slemt, som vi oplevede i efteråret. Et par restriktioner hist og her, kunne jeg sagtens leve med.
Og det har jeg gjort og det har været helt fint. Jeg savner selvfølgelig også at kramme, danse til langt ud på natten, loppemarkeder, koncerter og alt det der. Men jeg har stadig kunne gå ud og spise, se mennesker (med måde) og andre ting, som er vigtige for mig. Men nu synes jeg ærligt talt, at jeg er ved at blive en smule bekymret. Ikke for den helt store fremtid, for jeg tror skam nok, at de voksne har styr på det. Men mere for mig selv, min familie, tætte venner og nærmeste fremtid. Jeg hører om flere og flere som “haft det” og tallene går jo desværre den helt forkerte vej.
Her på Nørrebro, hvor aldersgennemsnittet er i den lave ende, befinder jeg mig midt i pandemiens centrum (hvis man kan sige det sådan) og det skræmmer mig naturligvis lidt. Jeg har bestemt ikke været hende, der er gået i selvisolation. Jeg har gjort det man skal. Sprittet af, holdt afstand og de ting, som vi alle kender. Men jeg har ikke været den bedste til at begrænse mit sociale liv og har nok også set mere end 10 personer. Men det stopper jeg med nu og satser på at holde den kørende, indtil det hele begynder at se lidt lysere ud.
For det kommer selvfølgelig til at gå godt igen og så overlever jeg nok et par uger eller måneder, uden det helt store sociale samvær.
Den kommende weekend smutter jeg hjem til Fyn og det har jeg haft i kalenderen længe. Jeg går pt. og overvejer at pakke den helt store kuffert og tage på corona-eksil 2.0 som jeg gjorde i foråret. Om jeg sidder der eller her og er asocial er jo egentlig ligegyldigt. Måske er det endda hyggeligere på Fyn, hvor naturen er flot og frisk.
Der er aldrig noget der er så skidt, at det…
…ikke er godt for noget. Ja, optimisten i mig, kan stadig også se noget positivt i hele situationen. F.eks muligheden for at fordybe sig i en masse. Det gjorde jeg også i foråret og det vil jeg aldrig have været foruden. Det er præcis også det, jeg har tænkt mig at gøre de kommende uger. Læse en masse bøger, få skabt noget godt indhold herinde, blive bedre til ting, jeg gerne vil blive bedre til. Og måske endda blive bedre til at sy eller hoppe med på strikkebølgen.
Julen skal, hvis alt går som planlagt, holdes sammen med min familie. Men med små børn og flere over 60 år, er der jo ikke mange som skal blive forkølede før planerne bliver ændret. Det vil selvfølgelig være trist, men skulle den ene jul reduceret, så overlever vi nok det. Og vi vel alle mere eller mindre ved at være vandt til at omstille os.
Hvordan står det til ude hos jer?
