All good things come to an end og min rejse her i Goa nærmer sig slutningen med hastige skidt. Det er sjovt med den slags, fordi på en måde føles det som om, at vi har været væk i evigheder og jeg kan nærmest ikke huske hvordan min hverdag føles og på den anden side, føles det som om, at vi lige er kommet. Taget rejsens lidt bøvlede start i betragtning, så er det meste gået over alle forventninger og mest af alt, har Goa overrasket mig positivt.
Selvfølgelig er der også ting, der har været noget anderledes, end jeg forventede. F. eks er der meget få “vestlige” turister og langt de fleste er lokale, som kommer fra andre steder i Indien. Størstedelen af dem er kæmpe søde og folk er super hjælpsomme. Vi har også besøgt steder, som jeg ikke brød mig om og hvor jeg ærligt talt ikke følte mig tryg. Priserne er så lave, at det ikke helt er til at forstå og mange lever under forhold, der giver et stik i hjertet, når man ser det og som i den grad, sætter ens egen tilværelse i perspektiv.
Maden er et kapitel for sig selv og helt i top. Jeg har spist Indiske alle dage, med undtagelse af to og mod alle forventninger, er jeg slet ikke blevet træt af det. Faktisk tror jeg også, at jeg vil kaste mig ud i en Tikka Masala igen i aften 😉
Jeg kan dog også mærke, at jeg nærmer mig et mætningspunkt og hjemveen trænger sig på. Det ligner mig egentlig ikke og normalt er jeg ikke specielt god til at tage afsked med skønne rejser. Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at situationen i verden har en stor indflydelse og når det hele brænder og er lidt usikkert, så er hjem trods alt det bedste sted at være.
Her kommer der et par billeder fra de seneste dage i skøre, smukke og varme Goa 🖤