Billedet er lånt herfra (og er vist i øvrigt skudt på det fantastiske hotel, jeg boede på i Miami sidste år)
● Hvor er folk? Jeg troede faktisk ,at livet ville vende tilbage til Nørrebro, når Roskilde Festival sluttede. Det ser ikke sådan ud. Cykelstierne er tommer, Dronning Louises bro er menneskeforladt og der er ikke kø på Durumbar. Enten har alle stadig tømmermænd, eller også er de stukket af til syden eller Fyn og Jylland, hvor de fleste af os jo kommer fra.
● Hvordan skal jeg fejre bloggens – hold nu fast – 10 års fødselsdag i næste måned. TI ÅR. Det er jo slet ikke til at forstå og det skal bestemt ikke gå ubemærket hen. Jeg har allerede nogle små planer i ærmet.
● Det er egentlig vildt nok, at Se & Hør, BT eller Ekstra bladet ikke har skrevet et eneste ord om den seneste (og forfærdelige) Fie Laursen-sag. Det ligner dem bestemt ikke. Til gengæld er det klædeligt, hvis det er af hensyn til familien og de pårørende.
● Jeg tror sgu at jeg lader mit hår gro langt igen. Siger jeg nu. Om tre dage synes jeg sikkert noget andet.
● 3 Like Home dækker ikke i Montenegro, hvor jeg rejser ned i næste uge. Jeg skifter mellem at bryde mig meget lidt om det og elske det forholdsvis meget. En tvunget SOME-detox, kan man vel kalde det. Tænk engang hvor mange bøger jeg kan nå at læse på stranden, nu hvor jeg ikke kan kigge ned i min telefon!
● Hvad er det mon som gør, at mange af os ikke kan sove når det er fuldmåne? For mig er den sikker hver.eneste.gang og jo større månen er, jo længere tid ligger jeg og vender og drejer mig. Findes der en logisk forklaring eller er det bare universets mystik. I plejer at have et svar på den slags – så hit me 🖤
● Hvor vil jeg dog ønske, at jeg godt kunne lide at se Tour de France. Lidt i samme dur, som jeg elsker at se håndbold og fodbold slutrunder. Noget at samle sig omkring og heppe i fællesskab. Jeg har prøvet, tro mig, men jeg forstår det simpelthen ikke.
● Jakob Fuglsang. Den her var vist også med på en liste sidste sommer, men han snakker simpelthen ligesom Poul Krebs og Lars Lilholt. Det er det eneste jeg kan tænke på, hver gang han dukker op på skærmen. Til gengæld er hans efternavn virkelig pænt. Tænk sig at hedde noget så fint.
● Reklamelink: Den her helt perfekte sommertop fra Gina Tricot, som jeg på ingen måde mangler i min garderobe. Ligesom de fleste andre, tænker jeg også over at begrænse mit forbrug, så den går ikke. Men pæn er den altså.
● Er det ikke noget med, at flyselskaber får nogle voldsomt store bøder, for hvert sekund deres fly er forsinkede? Præcis derfor, forstår jeg ikke hvorfor det mere er reglen end undtagelsen, at de bliver forsinkede. Eller er det bare mig, der er hårdt ramt.