De bedste serier på HBO 🖤 Det er blevet tid til at kigge på de Nu er det snart ved at være et par måneder siden. at jeg udgav min guide, med De bedste serier fra Netflix. Et indlæg, som vist nok var lidt mere end et år under vejs. Dengang lovede jeg, at der også ville komme en lignende guide til HBO og i denne omgang, har jeg været lidt hurtig på tasterne. Så here you go 🖤
Som jeg også nævnte dengang, så er jeg serie-fan helt ind til knoglerne og når jeg lige ser alle dem, som jeg har set listet op her og der, er det næsten helt skræmmende at tænke på, hvor mange timer jeg rent faktisk har brugt foran skærmen, i løbet af de seneste år.
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der binger den ene serie efter den anden og det er tydeligvis en industri, der er i voldsom vækst. Derfor er det her også et af de indlæg, som bliver opdateret løbende, for der er vist ingen tvivl om, at der kommer flere og flere til
Her kommer listen med det, der efter min mening, er de bedste serier på HBO
Kamikaze
HBO’s første danske serie og hvilken debut, må jeg sige. Det er en vild serie og jeg har svært ved at sætte den i en kategori. Den er både sjov, trist, tragisk, opløftende og tankevækkende. Serien hovedpersonen, 19-årige Julie lever et klassiske og meget priviligeret liv i Nordsjælland. Fra den ene dag til den anden mister hun, på tragisk vis, hele sin familie. Alt sammen sker i serien første senere. Derefter følger man hendes bearbejdelse, som er noget anderledes, end gennemsnittets. Det tør jeg vist godt at sige. Uden at afsløre for meget, så ender hun i en tilværelse, hvor hun på ingen måde er bange for at dø – tvært imod er det nok det, hun ønsker. Det får hende ud på lidt af en rejse, hvor hun i aller højeste grad får prøvet nogle grænser.
Your Honor
Endnu en af dem, som ikke har fået den hype, som den fortjener, hvis I spørger mig. Pludselig dukkede den bare op på HBO og da den præsenterede Bryan Cranston (Walter White i Breaking Bad) som hovedrollen, tøvede jeg ikke med at gå i gang.
Endnu engang kan man opleve Bryan Cranston i en situation, hvor han må bryde loven, for at rede dem, han elsker. Serien foregår i New Orleans – altså The Deep South, hvor Michael Desiato bor sammen med sin teenage-søn. Desiato er en af byens førende dommere og er altså en del af en priviligeret gruppe, i en by, der i den grad har sit at kæmpe med, når vi snakker race, kriminalitet, fattigdom og hvad ved jeg.
En helt almindelig morgen, kommer sønnen ud for det det, vi alle frygter: ved et uheld ender han i en trafikulykke med en jævnaldrende dreng. Det ender så tragisk, at drengen (altså ham den anden) dør på gerningsstedet og i rent panik flygter sønnen fra stedet og han ender altså som flugtbillist.
Det finder Desiato naturligvis ud af og som en højtstående dommer, ved han selvfølgelig også, hvad der er det rigtige at gøre. Da far og søn ankommer til politistationen for at tilstå, opdager Desiato ved et tilfælde, at den afdøde teenager, er søn af byens mafia-boss. Her går det op for ham, at hans søn (bogstavligt talt) er færdig, hvis det det bliver offentliggjort, at han står bag ulykken. Point of no return og derfra begynder kampen om at dække over en forbrydelse, som selvfølgelig går alt andet end nemt.
A Teacher
En serie, der tog mig med storm, både når det kommer til det visuelle univers og i genkendeligheden i, hvad kærlighed og fascination kan gøre. Hovedpersonen er den 30-something high school teacher, Claire, der lever et helt almindelig liv med sin mand i et klassisk hus. De er i fuld sving med at slå sig ned og gøre alt efter bogen. De arbejder bl.a på en familieforøgelse. Claire indleder et forhold til sin meget unge elev, Eric. At det fører en del problemer med sig, siger næsten sig selv og det ender med at få store konsekvenser for dem begge. Det lyder som en dårlig soap – but it’s not. Den er smuk, hård og fremkalder nogle helt særlige følelser, som bliver siddende i kroppen længe.
Industry
Her har vi en af de serier, hvor jeg liiiiige skulle et par afsnit ind, før jeg blev overbevist. Men så blev jeg det virkelig også. Plottet er forholdsvis simpelt: Vi følger en håndfuld unge mennesker i London, som alle har det til fælles, at de vil make it big i den financielle verden. Det er jo i sig selv et ganske fint koncept, hvor der er potentiale for en del drama. Det kommer der også. Alle er ansat i ansat i Pierpoint, som er en Investment bank og her følger vi deres individuelle karrierekampe og de forhold, der opstår mellem dem. Virkelig godt underholdning. Desuden har Lena Dunham (GIRLS) instrueret seriens første afsnit.
The Loudest Voice
Har man bare en smule interesse i Amerikansk politik og alt hvad det medfører over there, så er denne serie et absolut must-see. Det er en skildring af Tv-kanalen, Fox News og hovedpersonen er stifteren, Roger Ailes. Hvert afsnit taget udgangspunkt i et skelsættende år i nyere amerikansk samfundshistorie. Den begynder med Fox News’ tilblivelse i midten af 90erne og går op til nutiden. Den skildrer kanalens indflydelse på amerikansk politik gennem tiden og så er det også et portræt af Roger Ailes, som ikke er hvem som helst. En dybt konservativ person som også har flere #metoo-sager på sig og som i bund og grund er dybt korrupt.
The Undoing
Serien var på alles læber, da den fik præmiere i slutningen af 2020. Og det forstår jeg virkelig godt, for det er en af de serier, som formår at holde spændingen fra det første minut og frem til det aller sidste. Serien handler om et par i New Yorks velhavende klasse. Han er børnelæge, hun er psykolog og deres søn går i en dyr privatskole. Deres liv er umiddelbar perfekt. En dag ændres alt, da en ung kvinde bliver fundet død. Drabet er brutalt og lynhurtigt fører det også spor tilbage til hovedpersonerne. Konceptet er det klassiske “who’s dunnit” men det bliver den ikke mere spændende af. Det er en stærk fortælling fra et spændende miljø, der i høj grad vækker ens indre detektiv. Serien er desuden instrueret af Danske Susanne Bier og som de fleste nok ved, så kan hun noget helt særligt, når det kommer til spændende og bingeværdig fiktion.
The Handmaids tale
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi her har at gøre med en serie, der bliver lidt af en klassikker. På èn måde er den enormt urealistisk og svær at forholde sig til, mens den på en anden måde viser det perfekte (og skræmmende) billede af, hvordan vores samfund rent faktisk kan udvikle sig, hvis vi fortsætter i den nuværende kurs.
Men stærke referencer til USA’s trumpicerede højredrejning, finder serien sted i USA i en tid, der vist nok skal ses som en nær fremtid. Vi er i Gilliad, et lille, lukket og kollapset samfund, hvor man følger hovedpersonen”Offred”. En såkaldt handmaid, eller offer for situationen, om man vil. Hendes opgave er at opføre sig ordentligt og forblive sund og rask, så hun kun blive gravid med sin “kommandør”. I den nye virkelighed, er hun er en af de få kvinder, som rent faktisk stadig er fertile. En handmaid har med andre ord til formål at bære og føde den øverste (og barnløse) klasses børn. Og ikke så meget andet.
Serien springer i tid på den fineste måde, således at seeren langsomt får en forståelse for situationen. Man føler Offred’s skæbe før og efter kollapset og får i aller højeste grad sat tingene perspektiv og en masse stof til eftertanker. Lige nu findes der 3 sæsonener og den ene overgår mere eller mindre den anden.
Big Little Lies
Den her serie har det hele; kæmpe stjerner, nye talenter, en pæn mand og en scenografi og et visuelt udtryk ud over det sædvanelige. Scenen er sat i en lille by på den Californiske vestkyst, lige ud til Highway 1 og det store stillehav. Her følger man tre veninder og deres respektive familier. To af dem fra den øverste del af samfundet med det der skulle forestille sig at være kernefamilier og den tredje fra den mindre velhavende del og med rollen som enlig mor. Historien bygger på den geniale fortælleteknik, hvor seeren fra start bliver præsenteret for handlings udfald. Nogen er død. Herefter bliver der bygget op med flashbacks til tiden inden ulykken og vidneforklaringer. Dog uden, at det på noget tidspunkt, før til aller sidst, bliver afsløret hvem ofret er og hvorfor denne skulle dø.
Sæson 1 og 2 er nu tilgængelige
The Comey Rule
The Comey Rule er I miniserie på 4 afsnit, der skildrer perioden op til valget i 2016. Hovedpersonen, James Comey, er en tidligere FBI-chef, som blev indsat under Obama-regeringen. Han var vellidt af alle. Befolkningen, regeringen og ikke mindst sine kollegaer. Pludselig blusser hele konflikten omkring Hillery Clinton og hendes email-sag op og den står han og hans nærmeste medarbejdere i spidsen for at efterforske. Det var en af de sager, der var så komplicerede, at jeg aldrig helt forstod den. Den er stadig svær, men efter de 4 afsnit, gav det hele meget mere mening.
Der er naturligvis også flere temaer, der dukker op. Bl.a Ruslands indblanding i valgresultatet, afskeden med Obama og ikke mindst, Trump’s første regeringstid og hvor vild og ustruktureret den var.
Det er altid svært at sælge en serie om amerikansk polititik, men jeg lover, at den her er umulig at slippe, når man først er gået i gang.
The Path
Har man har (som mange af os vist nok har) en lille svaghed for små og anderledes minoritetsgrupper, som bygger på religion eller andre forme for tro, så er The Path en sikker vinder. I skrivende stund er der tre sæsoner, som har hver sin handling. Dog kædet sammen. Kort fortalt følger man en klassisk amerikansk familie med en mor, en far, en storebror og en lillesøster. Deres liv og hverdag er bygget omkring “The Meyerist moovement” som vist nok er det, som vi på dansk vil kalde for en sekt.
Egentlig er der ikke så meget anderdeles ved dem og de fungerer, i mange henseender, som ganske almindelige mennesker. Alligvel følger der en udfordringer med, så man er en del af en lille minoritet; tvivl, længsel, magt, kærlighed og en hulens masse andre ting. Det giver næsten sig selv, at der er lagt op til en del drama. Desuden bliver hovedrollen spillet af Aaron Paul, som de fleste kender som Jesse Pinkman i Breaking Bad. En opgave, han løser ganske fint i min optik.
Sharp objects
Hvis jeg skal udpege 2018’s bedste serie, så vil Sharp Objects uden tvivl løbe med prisen. Det er en af dem, som kom helt ind under huden på mig og da slutningen løb over skærmen sad den i mig mange dage. Og måske genså jeg den også små 8 gange. Hovedpersonen, Camille, er en klassisk antihelt med psykiske issues og stærke traumer fra barndommen, som selvfølgelig vækker en nysgerrighed hos seeren. For en kort periode flytter hun hjem til sin barndomsby, som er en klassiske paper town i den amerikanske mid-west. Hun er journalist og skal dække opklaringen af to mystiske ungpige-mord, der netop har fundet sted i den ellers så fredelige by. Gensynet med moderen og lillesøsteren Emma kommer til at fylde ligeså meget (hvis ikke mere) i handlingen og de to ting flettes så fint sammen og opbygger en spænding, der bare tager til og tager til.
Skuespillet er et kapitel for sig selv og skal simpelthen opleves. Ligeså meget ros vil jeg kaster efter seriens visuelle udryk og beskrivelse af livet out there. Det er unægteligt noget af det bedste fiktion, jeg har set i lang lang tid.
P.s Husk at se rulleteksterne HELT færdige
No Man’s land
No mans land er en af HBO’s helt nye serier og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor den ikke har fået mere hype end den har. Hold nu fast, den er spændende. Og informativ og virkelig bare godt lavet. Den er fransk, men det skal man ikke lade sig skræmme af og der bliver også talt en del Engelsk.
Hovedpersonen er den franske Antoine (selvfølgelig hedder han Antoine) som tager til Syrien for at dele efter sin (eftersigende) døde søster. Eller egentlig tager han til Tyrkiet, men bliver lokket over grænsen af korrupte fixere. Derfra starter det hele. Både jagen efter at finde søsteren og håbet om, at han måske er i live. Det fører ham bl.a til en kvindelig oprørsgruppe, der bekæmper IS og hvor alle har ofret deres liv, til netop det formål. Der er krig, kærlighed og masser af spænding. Men vigtigst af alt, så er der også masser af information om situationen i Syrien og hvor forfærdelig den er.
The Affair
Her skal man ikke lade sig snyde af titlen. Den kunne godt være anderledes og hvis I spørger mig, så fører den tankerne hen på noget ala Horton Sagaen. Men The Affair er noget helt andet. Den er smuk, alvorlig, fængende, spændende og tankevækkende. Det var en af dem, som fangede mig fra starten og jeg har slugt hvert afsnit i alle fire sæsonener.
Det giver næsten sig selv, at omdrejningspunktet er en affære og at den finder sted i første sæson. Her møder man også de fire hovedpersoner, som er involveret. De har hver deres skæbne og hver deres syn på situationen. Det kommer så fint til udtryk, når serien skifter i “point i view”. Vi får typisk to forskellige synspunkter i hvert afsnit, hvor omdrejningspunktet er ofte er det samme. Det er alt andet end kedeligt og viser egentlig bare på bedste vis, hvordan èn situation kan opleves enormt forskelligt.
True Detective
Hvis jeg skulle udnævne den bedste serie jeg har set til dato, så ville mit valg afgjort falde på True Detective (sæson 1, vel og mærke. 2’eren er ikke noget at skrive hjem om). Hold.nu.fast hvor er den vild. Igen har vi at gøre med en handling, der udspiller sig over 2 tidsperioder. Den ene i start 90’erne og den anden i nutiden. Begge perioder finder sted i den amerikanske sydstat, Louisiana, hvor en gammel og mystisk drabssag bliver genoptaget af polititet. Man ser de to betjente, som var på sagen i dens begyndelse, sidde til hver sin afhøring hos den nuværende efterforskningsteam. Derfor udspiller det meste sig også i flashbacks, hvor man ser tilbage på forløbet og opklaringen. Eller det man troede var opklaringen, for der er jo en grund til, at den bliver genoptaget. Den formår at holde spændengen til den bitre ende og bliver ved og ved med at overraske. Den viser i aller højeste grad et interessant billede af hvordan livet kan se ud in The Deep South og har en stemning og et mood, som man ikke ser andre steder.
Den ene hovedrolle bliver spillet at Matthew Mcconaughey og jeg vil gå så langt som at sige, at er noget af det bedste skuespil, jeg nogensinde har set. Man kan på vel egentlig sige, at han spiller to forskellige roller, da hans karakter gennemgår en vanvittig (og interessant) transformation i tiden mellem de to episoder.
True Detective er intet mindre end et sandt mesterværk.
I foråret 2019 blev 3 sæson af True Detective tilgængelige og selvom den ikke overgår den første, så er den bestemt også et kig værd.
Divorce
Med fare for at blive en anelse upopulær, så må jeg simpelthen tilstå, at jeg ikke er den helt store Carrie Bradshaw-fan. Ærligt, så synes jeg at hendes rolle er en smule irriterende, egoistisk og nok også urealistisk. Af samme grund har jeg nok heller aldrig haft den der fascination af Sarah Jessica Parker. Eller det har jeg nu, for efter det første afsnit af Divorce ændrede mit billede sig fuldstændig. Hun spiller rollen som den nyskilte Frances fuldstændig formidabelt og det samme gør Thomas Haden Church, som spiller hendes (ex)mand.
Titlen fortæller, at omdrejningspunktet er en skilsmisse og det er jo i sig selv en ret alvorlig sag, som der sjældent er meget sjov ved. Men det her er en serie, som skildrer de forskellige problemer og dilemmaer på den fineste måde, med alt hvad det indebærer. Alt fra tid med børnene, opdragelse, nye kærester, tvivl og alt det der. Alt sammen krydret med en god portion humor. Det er en af de serier, der har fået mig til at grine højlydt for mig selv.
Chernobyl
De fleste af os har nok hørt om den forfærdelige ulykke, der fandt sted på et atomkraftværk i den ukrainske by, Chernobyl, i 1986. En ulykke, der kostede et alt for stort antal menneskeliv. Både den dag det skete, men også i de efterfølgende år. Årene efter ulykken bød både på opklaring af hvordan det overhovedet kunne ske og det blev selvfølgelig krydret med en god portion politik og magt. HBO har taget fat i sagen og da den fik præmiere, fik den atter debatten til at blusse op. Det er klart, at serien har de amerikanske briller på og den politiske holdning, skinner tydeligt igennem. Sovjetunionen skjulte over en lang række sandheder, regerede alt for sent og holdt hånden over flere af de skyldige.
Ikke nok med, at handlingen i sig selv er vanvittig spændende (og tilmed bidrager med lidt historisk viden) så byder den også på skuespil i særklasse og har både kendte og ukendte skuespillere med. Det visuelle element er også værd at bemærke, med de mange smukke, dragende og kunstneriske billeder.
Manifest
Det her er en af de nyere serier på HBO og på nuværende tidspunkt, findes der kun en enkelt sæson. Efter at have læst plottet, var jeg overbevist om, at jeg blev nødt til at se den og den levede også fint op til de høje forventninger, der blev sat. Den starter lige på og hårdt; Vi møder en stor familie, som hver især kæmper med forskellige (ret alvorlige) problemer. Hovedrollen, Michaela forsøger at komme ovenpå efter, efter at have involveret i en bilulykke, der kostede hendes veninde livet. Michaelas bror og dennes kone kæmper med livet, da deres søn lider af alvorlig kræft. Osv.
Man møder dem i lufthavnen på Jamaica, hvor de netop har afsluttet en tiltrængt ferie sammen. Da flyet er overbooket vælger Michaela, hendes bror og den syge søn at melde sig frivilligt til at vente på det næste fly. Da netop dèt fly skal til at lande hjemme i New York, finder de hurtigt ud af, at noget er helt galt; Det viser sig (selvom de og de øvrige passagerer intet har bemærket) at flyet forsvandt sporløst for 5 år siden. Med andre ord lander 5 år efter de tog afsted, uden at være ældet så meget som et sekund. Og så starter det hele…
Hvordan kunne det ske? Hvem er indblandet? Er nogen døde i mellemtiden? Har noget fået nye kærester? Alt det og en hulens masse andre spørgsmål er noget af det, som karaktererne (og seerne) forsøger at finde svar på.
Silicon Valley
Det her er måske en af de sjoveste serier, jeg har set til dato og den bliver bare bedre og bedre for hver sæson. Sjovt nok, så finder den sted i Silicon Valley, der, som bekendt, er hjemstedet for alverdens start up’s og store internet-virksomheder. Man følger en gruppe venner, der vist nok har opfundet noget, der skulle være verdens bedste algoritme og som de fleste i branchen vil give deres højre arm (eller mange millioner) for at få fingrene i.
Den skildrer alle de dilemmaer der opstår, når man sidder med sådan en opfindelse og hvilke problemer det kan medføre. Skal man sælge? Udvide? Snyde folk? Lyve? Ansætte? osv. Flere af karaktererne har stærke referencer til nogle af virkelighedens helt store kanoner. F. eks er der en unægtelig stor lighed mellem hovedpersonen, Richard Hendricks og Facebook’s Mark Zuckerberg. Det samme kan siges om Hooli (eller Google?) ejeren, Gavin Belson, der har uendelig mange ligheder med Steeve Jobs.
Hver sæson byder på nye udfordringer for drengene og Pied Piper (som firmaet hedder) vokser sig større og større og går fra at være “endnu ny lille start up” til at være en kæmpe forretning. Alt sammen fortalt med en god portion humor og ironisk distance til hele teck og start up-miljøet.
Euphoria
Euphoria var en af de serie, som jeg bingede på få dage og som blev siddende i kroppen i forholdsvis lang tid. Man skal ikke lade sig skræmme af, at den går under en så kaldt “high school-serie”. Den er også for voksne og beholder spændingsniveauet hele vejen igennem. Vi følger hovedpersonen, Rue, som bliver spillet af den gudesmukke, Zendaya. Rue går i high school og derudover dealer hun også med et voldsomt stofmisbrug.
Den har en interessant vinkel, fordi hun ikke er den klassiske misbruger, som vi ofte møder i serier. Hun kommer fra en helt almindelig familie og har haft en god opvækst. På trods af det, er misbruget massivt og fortællingen vender ofte tilbage til en forholdsvis stor over dosis, der nær kostede hende livet og sendte hende i rehab.
Midt i hendes kaos og missery møder hun seriens anden hovedperson, Jules, der var præcis det friske indspark, som hun trængte til. Deres venskab udvikler sig og får mange interessante vinkler. Præcis som venskaber gør i den alder. Følelserne er store og uden at sige for meget, kommer der også noget kærlighed indover.
Seriens primære handling er bygget op om de to, men der kører løbende sidehistorier, der selvfølgelig omhandler diverse teenagekriser, kærlighed, venskaber, sex, misbrug osv. Alt sammen bare lidt mere ekstremt, end hvad jeg husker min egen gymnasietid som. Men det gør bestemt ikke serien dårligere.
Skuespillet er noget af det bedste jeg længe har set og jeg glæder mig til, at den næste sæson får premiere, hvilket den eftersigende skulle gøre i sommeren 2020.
Opdateres….
Læs også: De bedste serier på Netflix
