Reklame for Saucony
Hej alle zusammen!
I kan tro, at jeg har glædet mig til at dele det her indlæg med jer. Som I måske husker, og som jeg har nævnt hist og her, så har jeg har kastet mig ud i et samarbejde med sports og sneaker-brandet, Saucony. Et samarbejde, som jeg har brugt en del tid på, i løbet af de sidste par måneder. Nogle af jer huske måske endda, at jeg også var et lille smut i Paris i det tidlige forår? Det er alt sammen fordi, jeg har fået den fornemme opgave at fungere som en af deres danske ambassadører, sammen med Mathilde og Sara.
Saucony er et amerikansk sports-brand, som faktisk havde sin begyndelse helt tilbage i 1898. I dag laver de både helt almindelige hverdagssneakers og sportstøj, men deres primære fokus ligger på løbesko. Heldigvis, for det er de ret gode til. Men meget mere om det senere.
Sagen er nemlig den, at de netop har lanceret en ret genial kampagne, som hedder “Run Your World”. De har ganske enkelt bygget en hel platform, hvor ambassadører fra alverdens forskellige byer, har deres eget lille forum, hvor de deler de bedste tips netop deres by. Det kan være alt fra deres bedste løbe-spot, yndlingscafè, shoppegade og bedste bar. Her har jeg så fået den fornemme opgave, at dele ud af mit København.
Men lad os lige starte et helt andet sted. For som jeg nævnte tidligere, så begyndte vores samarbejde med en lille tur til Paris, hvor jeg rejste ned sammen med Chri Chri og deres danske PR-bureau. Vi skulle deltage i et event, som egentlig fungerede som en kick-off for hele Run Your World-kampgnen.
Paris er jo altid en god idè og selvom det stadig var hundekoldt, så havde vi den bedste tur. Vi blev både introduceret for branded og fik en mere teknisk gennemgang af deres løbesko. Vi var selvfølgelig også ude på en lille løbetur, som var arrangeret, af deres parisiske-ambassadør. Vi trænede H.I.T og var på en lille byvandring i byernes by.
Derudover spiste vi også en hulens masse lækker mad, drak vin og drinks, hyggede og stiftede nye bekendtskaber. Den slags gør mig simpelthen så glad, for selvom jeg er lidt af en sportsidiot og mere eller mindre træner hver dag, så handler det også om balance. Jeg vil aldrig udelukke fest og farver eller sige nej tak til vin og brød med smør, for at blive en bedre løber. Det hele handler om at have det godt og at holde den der famøse balance.
Men lad os lige vende det, som det hele jo handler om: SKOENE. Foreløbig har jeg testet to af deres modeller. Freedom ISO, som er den I ser her og Guide ISO. Begge modeller er blandt deres bestsellere, når det kommer til løbesko.
Freedom ISO: er en af deres nyere modeller og er en neutral løbesko. Jeg er en af dem, som ikke kan få nok “fjeder” og stødabsorbering i mine løbesko og den der følelse af, at jeg bliver “skudt afsted” er altafgørende for mig. Derudover er jeg også til lette løbesko, som ikke vejer noget og som man nærmest ikke mærker, at man har på. Det var de krav der gjorde, at jeg blev anbefalet Freedom. Jeg var så spændt på at prøve dem, da jeg modtog dem og jeg kan med hånden på hjertet sige, at de levede op til mine forventninger og opfyldte mine krav til perfektion. Inden min lille fodskade meldte sin ankomst, havde jeg jo planer om at deltage i CPH-maraton i år og der havde jeg tænkt mig, at skulle løbe i dem.
Guide ISO: er en af deres mest klassiske modeller og har været populær i mange mange år. Det er en pronationsløbesko og ligesom Freedom, vejer den næsten ikke noget. Jeg har primært brugt den til korte løbeture og til træning i fitness, hvor den har fungere upåklageligt. Fra Sauony blev jeg anbefalet primært at bruge Freedom til mine lange løbeture, så det er også den, som jeg har haft mest fokus på, i forbindelse med vores samarbejde.
For et par uger siden, kom København på Run Your World-kortet, hvor min guide er en del af det. Her kommer jeg bl.a omkring min favoritcafè, bedste workout-spot og selvfølgelig det bedste løbe-spot. I kan se min og de andre pigers guide lige her.
Desuden bliver jeg forholdsvis ofte spurgt, om jeg ikke vil dele nogle af mine løbeture i København og det kan I da tro at jeg vil. Jeg har virkelig mange, for hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, så er det, at løbe den samme rute flere dage træk. Der skal helst gå lidt tid imellem, så jeg glemmer alt om hvor jeg rammer muren og hvor mine ben begynder at syre. Her får I lige et lille udvalg af mine favoritter:
Søerne: Nok den mest brugte løberute i København og bestemt også en af dem, jeg selv tager forholdvis ofte. Den er genial fordi, man bare kan beslutte sig for distancen under vejs. Er man flyvende, så kan man altid tage en eksta sø og er man ved at gå kold, så kan man bare droppe en enkelt eller to. Desuden er den helt flad og man har altid selskab af andre løbere. Dog er det en af dem jeg undgår når det blæser, da vinden godt kan være lidt hidsig dernede. Jeg bor på ydre Nørrebro og hvis jeg tager alle søerne hjemmefra, så bliver det til godt og vel 10k.
Kastellet: også lidt af en klassiker, hvor man altid kan være sikker på, at møde andre løbere. Jeg elsker den rute, fordi den både byder på fin “natur” og lidt udfordringer iform af bakker. Desuden slår jeg altid lige et smut forbi Den Lille Havfrue hvor jeg holder pause og kigger på de kinesiske turister.
Frederiksberg Have: Min absolutte favorit-rute i forårsmånederne. Frederiksberg have er jo ikke specielt stor i sig selv og hvis man skal have nogle kilometer i benene, så kræver det at man løber nogle runder. Når jeg løber fra Nørrebro kommer jeg ca. op på 8 km. hvis jeg tager en enkelt runde. Her holder jeg altid pause ved det lille spot, hvor man kan kigge ind til elefanterne i Zoologiskhave. Det er ret hyggelig, hvis de er ude. Jeg elsker, som sagt, at komme der i de tidlige morgentimer, hvor man virkelig fornemmer de mange smukke blomster og træer.
Havneruten: Når jeg skal løbe rigtig langt, så har jeg en rute, som jeg kalder for havneruten. Den går fra Nørrebro, gennem Frederiksberg via Den grønne sti. Over Vesterbro gennem Enghavevej og ned ad Sønder Boulevard. Over fisketovet og cykelbroen. Ned lang Islands Brygge og over Inderhvansbroen. Hjem gennem kastellet, Østerbro og Fælledparken. Det er tur på ca. 18 km.
Fælledparken og Østerbro: Jeg kommer sjældent på Østerbro og det ærger mig lidt, for det er altså der, at man finder nogle af Københavns smukkeste bygninger. Når jeg føler, at det er lidt for lang tid siden, jeg har været der, så løber jeg gennem Fælledparken og rundt på nogle af de mange fine gader i bydelen.
Som sagt fik “Run Your World – Copenhagen” i luften for et par uger siden og i den forbindelse blev der afholdt et event. Et par folk fra Saucony’s hovedkontor kom til byen og i samarbejde med PR-bureauet, havde vi den hyggeligste formiddag.
De havde inviteret en god håndfuld seje piger og så stod den ellers bare på træning – og selvfølgelig god mad. Først fik vi en præsentation af brandet, men skoene i fokus og derefter var der en hård træning-session med Sara. Vi sluttede af med en løbetur på 2 km. Vejret var skønt og folk var søde. Det eneste minus var, at det var den dag, min fod-skade nok var på sit værste. Jeg kunne nærmest ikke engang gennemføre de 2 km. og lovede mig selv, at jeg virkelig skulle huske at værdsætte de stunder, hvor man er sund og rask.
Nu er jeg ved at være på toppen igen og mærker meget lidt til det. Og i kan tro, at jeg har været taknemmelig over hver eneste løbetur jeg har været på, den seneste tid. Jeg talte i øvrigt med en af eksperterne fra Saucony, som tilbød mig at komme forbi en af de butikker, som de samarbejder med og få lavet en løbetest, så vi kan se, om der er et eller andet jeg gør forkert.
Vi sluttede dagen af med lækker brunch og masser af hygge på Hønen og Ægget. Det der med balance, I ved 😉
Alt i alt har det være SÅ sjovt at få lov til at samarbejde med Saucony og jeg håber inderligt, at vi får mange gode stunder og løbeture fremover.